HVAD ER MENINGEN?

Billederne af verdens første møde med atombomben er i sorthvid. Det er grovkornede fotografier af mennesketomme gader, der snor sig gennem en ørken af støv og murbrokker. Et spøgelseslandskab af apokalyptiske dimensioner, der får gruen til at krybe ind under huden og efterlader én med følelsen af at kigge ned i et flammeløst helvede.

Inden for tre dage smed amerikanske bombefly i sommeren 1945 atombomberne ”Little Boy” og ”Fat Boy” over Hiroshima og Nagasaki og sluttede effektfuldt krigen mod Japan. Bomberne var en magtdemonstration, ikke kun militaert, men også i menneskehedens evne til at udslette sig selv, og da beretningerne om de ufattelige ødelaeggelser nåede videnskabsfolkene bag bomberne, indså de som den fortvivlede Dr. Frankenstein i sit laboratorium det sande omfang af deres opfindelse.

Kort efter mødtes nogle af dem i Chicago og skabte tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists, der skulle oplyse og advare andre videnskabsfolk, politikere og befolkninger verden over om de enorme kraefter, som det ny våben havde bragt ind i verden. Og to år senere i 1947 smed videnskabsfolkene det karakteristiske dommedagsur på magasinets forside, som nu i 73 år symbolsk har tikket mod midnat og taget temperaturen på den globale atomtrussel ud fra devisen jo taettere viseren er på midnat, desto taettere er vi på dommedag.

I begyndelsen koncentrerede folkene bag bladet sig udelukkende om de farer, atombomben havde revet med sig, men da bestyrelsen, som blandt andet taeller 13 nobelpristagere, bag Bulletin of the Atomic Scientists i slutningen af januar i år under stort mediepostyr satte uret 20 sekunder frem til 100 sekunder i midnat, var de globale klimaforandringer også en del af trusselsbilledet.

Den del af historien vender vi tilbage til, for i første omgang var det frygten for en altødelaeggende atomkrig, der fik kredsen af videnskabsmaend fra Chicago til at handle og forsøge at saette ord og tal på, hvor taet verden var på dommedag. Og lige siden har magthavere skaevet til uret, ligesom interesseorganisationer verden over har brugt visernes skiftende placeringer som emotionelt kasteskyts, når de skulle ruske liv i atomdebatten.

Atomhysteriet i Chicago

Mennesket er født med en naturlig skepsis over tingenes tilstand. I århundreder har angsten for dommedag gnavet i os som en skarp sten i skoen, og alt fra videnskabsfolk til selvudnaevnte dommedagsprofeter har slynget om sig med datoer for klodens endeligt. Men hver gang har verden kunnet ånde lettet op og konstatere, at dommedagsprofetier har en god vane med ikke at blive til noget.

Det gør atomtruslen heller ikke, siger kritikerne af ”atomhysteriet i Chicago”. De argumenterer for, at truslen om gensidig udslettelse i årtier holdt USA og Sovjetunionen i skak og sørgede for, at Den Kolde Krig aldrig kortsluttede i en altødelaeggende tredje verdenskrig. Situationen ser ikke anderledes ud i dag.

Den slags hybrislogik giver generaldirektør Rachel Bronson i Bulletin of the Atomic Scientists ikke meget for.

»Vi har intet overblik over, hvad der sker med atomprogrammerne i Iran og Nordkorea. Laeg dertil, at USA og Rusland slet ikke kan finde ud af at samarbejde om en nedrustning. Jeg er langt fra at vaere optimist,« siger hun fra Chicago.

Men hvordan har atomtruslen opført sig undervejs? Hvornår har det for alvor vaeret taet på ragnarok, og hvornår har verden set fornuftig ud? Svaret finder man i historiebøgerne, for et kig på dommedagsurets gang er også et kig på den verdenshistorie, der siden amerikanernes bombninger af Hiroshima og Nagasaki har rykket frem og tilbage på datoen for dommedag.

Siden det karakteristiske dommedagsur første gang landede på forsiden af Bulletin of the Atomic Scientists i 1947, har viseren flyttet sig i alt 26 gange, og i dag er vi altså under to minutter fra katastrofen. Aldrig før har viseren vaeret så taet på dommedag.

Billedet af det første ”Doomsday Clock”, som uret hedder på amerikansk, viste syv minutter i midnat, men allerede to år senere i 1949 var den gal. Sovjetunionen foretog sin første atomprøvespraengning og skød det store våbenkapløb mellem øst og vest i gang. Og den amerikanske praesident Harry Truman lagde ikke fingrene imellem, da han skulle saette ord på situationen:

»Vi siger ikke, at dommedag er naer, og at vore landsmaend kan forvente sig en regn af atombomber inden for en måned eller et år. Men de har grund til at vaere dybt bekymrede,« sagde Truman, og Bulletin of the Atomic Scientists kvitterede med at rykke viseren fire minutter frem til tre minutter i midnat.

I 1953 nåede dommedagsuret et nyt lavpunkt med USA og Sovjetunionens prøvespraengninger af termonukleare våben, der er mere kraftfulde end tidligere atombomber. I Chicago satte forskerne viserne frem til to minutter i evig formørkelse og afleverede en dyster svada om verdens tilstand:

»Vi behøver blot et par nye pendulsving, før atomeksplosioner fra Moskva til Chicago for altid vil slukke lyset for den vestlige civilisation.«

Op gennem 1950’erne og ind i 1960’erne var det billederne af en altødelaeggende atomkrig, der truede med at udrydde menneskeheden. En hel generation af børn og unge vok

Bulletin of the Atomic Scientists begyndte som en modreaktion på de massive ødelaeggelser, som amerikanernes bombninger af Hiroshima og Nagasaki førte med sig. Magasinet udkommer seks gange om året og i dag kun digitalt.

I dag handler historierne ikke kun om atomtruslen, men også om klimaforandringer, nano- og genteknologi, terrorisme og andre faenomener, der kan true menneskehedens overlevelse.

Siden 1947 har forsiden på

Bulletin of the Atomic

Scientists vaeret prydet af et ikonografisk dommedagsur, der justeres løbende i forhold til det globale trusselsbillede. Bestyrelsen, som stiller dommedagsuret, omfatter i dag 13 nobelprismodtagere. Siden

1947 har viseren flyttet sig 26 gange. Bulletin of the Atomic Scientists er en nonprofitorganisation.

MARCUS AGGERSBJERG

1991-17minutterimidnat:

sede op med bevidstheden om, at verden når som helst kunne gå under. Med Cubakrisen i oktober 1962 spidsede tingene for alvor til, og i 13 dramatiske døgn holdt hele verden vejret, mens de ventede på Khrusjtjovs og Kennedys naeste traek. Men krisen førte ikke kun aengstelse og nedbidte negle med sig, den manede også til forsigtighed, og efter et årti med nonstop prøvespraengninger underskrev Sovjetunionen og USA i 1963 en aftale om et delvist stop for spraengninger. Det virkede, som om virkeligheden så småt begyndte at daemre for de to supermagter.

I 1963 stod viseren således trygt på 12 minutter i midnat, og mens mange lunede sig ved tanken om, at verden tilsyneladende gik mod lysere tider, var John F. Kennedy anderledes pessimistisk. I 1963 forudså den amerikanske praesident, at verden snart ville have 15-20 atomvåbenmagter, og en overgang så det ud, som om han fik ret. I 1968 fik Frankrig og Kina atomvåben. I Vietnam skruede amerikanerne op for krigsblusset, Mellemøsten var en krudttønde, Indien og Pakistan udkaempede en brutal nabokrig, og i en erklaering fra Bulletin of the Atomic Scientists fik perioden skudsmålet:

»Der er ikke meget grund til optimisme. Der er massiv modstand mod krig, men ingen udviser for alvor åndeligt lederskab til at gøre op med det dødsensfarlige anarki, der hersker i verden i dag.«

Boom! Syv minutter i midnat.

Riv den mur ned

Det åndelige gennembrud kom året efter i 1969, da verdens nationer – bortset fra Israel, Indien og Pakistan – underskrev den store ikke-spredningsaftale, der bremsede den nukleare sygdom i at sprede sig. I samme omgang sagde de eksisterende atommagter ja til at skaere i deres lagre, så snart den verdenspolitiske situation tillod det. 10 minutter i midnat.

Halvfjerdserne blev turbulente. Det ene år underskrev USA og Sovjetunionen fremsynede nedrustningsaftaler, det naeste forlod de fnysende forhandlingsbordet. Sideløbende udviklede Indien sit første atomvåben, og fortidens gennembrud fortonede sig i glemslen som varmeflimrende fatamorganaer.

Ingen af supermagterne syntes indstillet på at reducere antallet af atomvåben. I stedet brugte de kraefterne på at modernisere deres enorme lagre, og på taersklen til 1980’erne betragtede USA og Sovjetunionen stadig a-våben som en naturlig del af den nationale sikkerhed. Våbenkapløbet eskalerede, kommunikationen brød sammen, og i 1984 rykkede Bulletin of the Atomic Scientists dommedagsuret frem til tre minutter i midnat og skrev: »Forhandlingerne om våbenkontrol er reduceret til meningsløst propagandakrydderi.«

Senere blaeste forandringens vinde hen over Østblokken, en efter en rev Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Rumaenien sig fri af Sovjetunionen. Siden fulgte tv-billederne af en pelsklaedt Ronald Reagan, der serverede punchlinen: »Riv den mur ned, hr. Gorbatjov.« Og ned kom Muren. I november 1989 faldt verdens mest forhadte stykke beton fra hinanden, og så gik det igen den rigtige vej. I 1990 rykkede viseren fire minutter den rigtige vej til 14 minutter i midnat, og året efter underskrev USA og Sovjetunionen aftalen om reduktion af strategiske våben: »Illusionen om, at titusindvis af atomvåben er en garanti for national sikkerhed, er blevet punkteret,« skrev det amerikanske tidsskrift. 17 minutter i midnat.

Men op gennem halvfemserne og ind i det ny årtusind smuldrede håbet om en lang og uforstyrret fredstid. Spredningen af atomvåben vakte bekymring. Indien og Pakistan foretog deres første atomprøvespraengninger i 1998. Iran blev i 2002 afsløret i et 18 år langt, hemmeligt atomprogram, mens Nordkorea udråbte sig selv til atommagt og lovede »at indhylle Los Angeles i ild«. Og pludselig naermere viseren sig igen midnat.

Den farlige slingrekurs fortsatte op gennem 00’erne og videre ind i 10’erne. Og i år kom så svaret på 10 års konstant nedtur. Den 23. januar satte forskerne i Chicago dommedagsviseren 20 sekunder frem fra to minutter til 100 sekunder i evig formørkelse. De nye alvorlige trusler, der havde forvaerret risikoen for atomart ragnarok, var blandt andet uvisheden omkring Iran og Nordkorea, amerikanerne og russernes konstante skaenderier omkring

Tallet i parentes angiver placering på listen i sidste uge.

Klovn The Final

De forbandede år (1)

Bad Boys for Life (2)

Frost 2

(3)

1917

(4) (5)

Jumanji 2: The Next Level

(8)

(7) (9) (ny)

(ny)