Unge tør kaempe mod diktaturet

På Christiansborg er der i aften indkaldt til stiftende generalforsamling i Dansk Kina-Kritisk Selskab.

Bag initiativet står de politiske ungdomspartier fra SF’s til Dansk Folkepartis Ungdom. Formålet med foreningen er, som det hedder, at »bekaempe Folkerepublikken Kinas stigende indflydelse i Danmark samt formidle viden om Folkerepublikken Kinas kraenkelser af grundlaeggende menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati«.

At den kommende generation af parlamentarikere agter at indtage en anderledes kontant position i forhold til et af verdens mest destruktive regimer, er en af de mest velkomne nyheder i dansk politik.

Kina forsøger på overfladen at fremstille sig selv i rollen som en fredens og venskabets nation, men på Den Himmelske Freds Plads står fortsat det mausoleum, hvor det balsamerede lig af Mao Zedong, verdenshistoriens største massemorder, stilles til skue. Det var på selvsamme plads, at Folkets Befrielseshaer den 4. juni 1989 rykkede ind og bragte naesten to måneders fredelige protester mod regimets korruption og krav om demokratiske reformer til ophør med diktaturets blodige brutalitet.

I en stribe udviklingslande i bl.a. Asien og Afrika forsøger Kina at købe sig venner gennem store lånefinansierede infrastrukturprojekter, der ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) har efterladt mange lande i en lammende kinesisk gaeldsfaelde. Eksemplerne er legio. Andre steder forsøger Kina sig med pandadiplomati, som i Danmark, hvor de fysiske udtryk for dette forsøg på at købe sig venner kan beskues i Københavns zoo.

I stigende grad suppleres denne fremfaerd med indirekte eller direkte pression, som denne avis for en uge siden blev gjort til genstand for, hvilket ingenlunde var tilfaeldigt, men tvaertimod led i et systematisk forsøg på at tvinge det officielle Danmark til ydmygt at bøje nakken og danske medier til selvcensur. Set i det perspektiv er det befriende, at de politiske ungdomspartier nu siger fra.

De vil ikke leve i en verden domineret af Kina, og i stiftelsen af Dansk Kina-Kritisk Selskab ligger en umisforståelig kritik af moderpartierne, der alt for ofte rygmarvsreciterer standardiserede saetninger, der på én gang skal tilfredsstille et dansk publikum og behage diktatorerne i Beijing.

Da Kinas ambassadør i Sverige, Gui Congyou, i svensk tv erklaerede, at »svenske medier minder om en letvaegtsbokser på 48 kilo, som fremprovokerer en boksekamp mod en svaervaegtsbokser på 86 kilo«, blev han prompte bedt om at møde op i Udenrigsministeriet i Stockholm. Det samme burde vaere sket, da Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, for godt en uge siden kraevede en undskyldning af denne avis.

Den politiske følgagtighed over for Kina må høre op. Ifølge Amnesty International er Kina det land i verden, der henretter flest af sine egne borgere. Praecise tal kendes ikke, da disse data i Kina klassificeres som en statshemmelighed.

Ingen er uberørte af de udfordringer, som Kina står over for med coronavirusepidemien, men at bruge denne ulykkelige haendelse til at ville kujonere medier og politikere i andre lande er det ekstreme udtryk for et sygt regime.

Da Kina tydeligvis kun taler og forstår magtens kyniske sprog, bør Dansk Kina-Kritisk Selskab ikke kun få støtte fra de politiske ungdomspartier, men også fra moderpartierne.

Dialogen med Kina skal fortsaette, men den skal ske på demokratiets betingelser – ikke diktaturets.