Er dette Hollywood eller Syrien? Krigen banaliseres

Problemet med krig er ikke, som bemaerket af mellemøsteksperten Moustafa Bayoumi, at krig er et helvede, men at krigen har udviklet sig til en dagligvare i den vestlige verdens supermarked. I virkeligheden er det kedeligt med alle disse krige, ikke i den forstand at de er triste eller forfaerdelige, men at de traetter. Kan de da ikke bare holde op? Jeg siger ikke, at sådan taenker vi i Vesten, men vi naermer os. Det er faktisk traettende med disse konflikter. Måske har vi også svaert ved at fokusere. Er dette Hollywood, eller er det Syrien?

Nedskydningen over Irak af et ukrainsk passagerfly med 176 døde kan i et par dage få os op af stolene. Vi mindes også svagt, at russisk-førte styrker i 2014 nedskød et malaysisk passagerfly over Østukraine: 298 draebte. Måske glemmer vi, at en amerikansk destroyer i 1988 nedskød et iransk passagerfly over Golfen: 248 draebte. Krige kan ikke styres, deres forløb er uforudsigelige. At USA’s praesident Trump lader en iransk general snigmyrde og derpå truer med at udslette Iran virker ekstremt historieløst.

I disse uger mindes mange mennesker 75 året for Dresdens undergang og den berygtede Jaltakonference, hvor stormagterne hensynsløst nytegnede Europas politiske landskab. Dresden, en uforlignelig kulturby, kendt som Nordens Firenze, blev over to døgn udslettet af USA’s og Storbritanniens flystyrker. I Jalta på det nu af Rusland annekterede Krim, tilfaldt Øst- og Centraleuropa den sovjetiske tyran, Josef Stalin, et forraederi som stadig praeger sindene fra Estland til Bulgarien.

Jalta var manglende vestlig tro på egne idealer, manglende vilje til at kaempe. Stalin snerrede, at Vestens ledere lod Ruslands haere forbløde. Dresden fulgte, en indrømmelse til diktatoren. Var Dresden strategisk vigtig? Nej. De allierede havde for laengst vundet Anden Verdenskrig.

Dresden var et budskab. Dresdens død var en af det 20. århundredes store krigsforbrydelser, planlagt laenge før Jalta, men unødvendig i situationen. En første ildstorm drev indbyggerne ned i deres kaeldre. Da heden under jorden tvang dem op på gader og straeder, fulgte bølge efter bølge af luftbombardementer, som skulle draebe de endnu levende. Tilbage lå mellem 25.000 og 50.000 lig.

USA’s praesident Trump truer med at udslette Isfahan, Shiraz og Persepolis, oldgamle kulturbyer, der nøjagtig som Dresden tilhører os alle, ikke blot de lande, hvis aere er at beskytte dem.

At tale om deres udslettelse har at gøre med undermålerens trang til at ødelaegge, denne trang, som foranledigede nazisterne til at udslettede Coventry og Rotterdam, en flok bindegale saudiere til at flyve ind i New Yorks skyskrabere, talebanerne til at skamfere kaempestatuerne af Buddha i Afghanistan og Islamisk Stat til at vandalisere Palmyra i Syrien. Med sit ordskvalder stiller Trump sig moralsk på siden af de terrorister, som USA og et udsat Europa forsøger at bekaempe i faellesskab.

Med sit ordskvalder stiller Trump sig moralsk på siden af de islamiske terrorister.

Millionaersønnen Trump har aldrig stået i en skyttegrav. For ham er krigen som et computerspil. De gode vinder, de onde taber, pengene rasler ud af automaten. Det er snart 20 år siden, at Vesten, Danmark inklusive, indledte sine såkaldte antiterrorkrige i Mellemøsten. Indtil videre ses ingen sejrherrer, men en million døde, millioner af flygtninge og ruiner uden lige siden Dresden.

Trump banaliserer krigens helvede. Meget vaerre kan det ikke blive.