Mange gaester i salene er godt, men et socialt blandet museumsrum er bedre

For museerne er januar måneden, hvor det forgangne års besøgstal gøres op. Besøgstallet kan man tage og føle på, og det giver umiddelbart indtrykket af at vaere det ultimative succesmål for en kulturinstitution. Hvem vil ikke gerne have flere gaester?

Det er godt for økonomien og godt for visionen om at have bred appel og nå ud til mange. Flere danske museer kan da vitterligt også fremvise flotte tal. I 2019 har en raekke store og små museer igen slået egne besøgsrekorder.

Det stigende antal besøg er resultatet af en raekke indsatser. Ikke mindst en målrettet formidlingsindsats fra museernes side: Der laves undervisning og aktiviteter for børn og deres familier, for aeldre, for saerlige grupper, og der laves store og hyppige udstillinger af høj kvalitet.

I takt med det kommer flere nysgerrige kulturbrugere til – både unge og aeldre. Mennesker, som har behov for det refleksionsrum og det mødested, museerne kan tilbyde. Mennesker, som har glaede af at møde et kurateret univers af genstande, man kan udvikle sig igennem og finde kulturelt fodfaeste ved at engagere sig i.

Når en stor del af landets museer kan berette om stigende besøgstal, er det en positiv udvikling, som er vaerd at glaede sig over. Ingen tvivl om det. Men høje besøgstal har imidlertid en mere begraenset vaerdi, hvis vi ser på museers og andre kulturinstitutioners samfundsmaessige betydning.

Flertallet af gaesterne på museerne i dag tilhører den højest uddannede del af befolkningen.

Når museer, måske isaer kunstmuseer, tiltraekker så relativt mange fra de store byer og så mange med laengere uddannelser, som tilfaeldet er, så haenger det muligvis sammen med, at museerne – vi – ikke tilbyder tilstraekkeligt relevante orienteringspunkter, fortaellinger og andre tilbud for dem, der ikke har for vane at bruge vores institutioner.

Museer har fra begyndelsen vaeret taenkt som folkelige institutioner. Men når de i dag, 200 år efter at de første kongelige samlinger åbnede for offentligheden, reelt kun appellerer til en begraenset del af befolkningen, nemlig de velstillede og veluddannede, har de ikke gjort nok for at nå ud til de mange.

Derfor arbejder mange museer i dag på at engagere en bredere del af befolkningen, både gennem nye formidlingsformer på museet og ved at tilbyde øget digital tilgaengelighed. Det gør vi også på SMK (Statens Museum for Kunst).

I de kommende år er det ambitionen, at vi fortsat skal vaere et museum og en attraktion i København, men at vi også skal vaere til stede i Thy, i byer i hele Danmark og i hele verden og – med vores nye onlinesamling – hjemme i folks egne stuer. Vores mål er forsat at blive et museum for flere, men det afgørende er, at det mål går hånd i hånd med ønsket om at blive for flere forskellige.

For et museums samfundsmaessige vaerdi kan ikke kun måles på, hvor mange der passerer gennem døren. Den afhaenger også af, hvem der kommer.

Mange gaester i salene er godt. Men et socialt blandet museumsrum er bedre.

Høje besøgstal har imidlertid en mere begraenset vaerdi, hvis vi ser på museers og andre kulturinstitutioners samfundsmaessige betydning.