Vreden over Islamisk Stats grusomheder må ikke gøre os blinde

Vestens demokrati har svaert ved at håndtere oprydningen efter Islamisk Stat og dets tilhaengere. Bevaegelsens meritter udfordrer vores gaengse humanitaere og retssikkerhed.

De seneste ugers begivenheder i Norge har vist med al tydelighed, at der er meget på spil, når vi taler om følgerne af Islamisk Statkalifatet i Syrien og Irak. Selv mange tusinde kilometer fra det nu kollapsede kalifat kan efterdønningerne bringe regeringer til fald. De vestlige demokratier har uhørt svaert ved at finde fast grund under fødderne i forhold til at håndtere både fremmedkrigerne, deres aegtefaeller og deres børn.

Islamisk Stat er en skraemmende bevaegelse, og der er ingen tvivl om, at efterdønningerne efter ISkalifatet også omfatter en raekke vigtige valg, som handler om sikkerhed på laengere sigt. Derfor nytter det heller ikke blot at tale om humanitaere udfordringer. Naturligvis har den vestlige verden både ret og pligt til at beskytte sig selv og sine borgere mod mennesker, som truer os på livet. Men vi skal passe på ikke at saette nogle af de fundamentale vaerdier over styr: retssikkerhed, medmenneskelighed og respekt for individet.

Der er en interessant parallel i vores egen historie – en parallel som enhver kan konstatere ved at køre en tur til Midtjylland – naermere bestemt Grove og Gedhus. Her (og andre steder) findes tyske gravlunde hvor tusindvis af navngivne og unavngivne tyskere – mange børn – ligger begravet.

7.000 tyske børn under 5 år døde i Danmark alene i 1945. Det var mennesker flygtet fra Sovjetiske soldaters haergen i Østpreussen og andre steder i Tyskland. Vi samlede dem bag pigtråd i interneringslejre efter krigen og her døde mange af ubehandlede sygdomme og sult – andre overlevede lige netop under kummerlige forhold. Det er meget langt fra at vaere vores stolteste øjeblik. Lige der opførte vi os, som om enhver med tysk blod i årene – barn som voksen – skule sone de fem forbandede år og de grusomheder, som nazisterne bedrev. Ingen kan i dag med rimelighed påstå, at disse børn fik den skaebne, de havde fortjent.

Uden at sammenligne al-Hollejren i Syrien med interneringslejrene for tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig, så er der i hvert fald i bevaeggrundene urovaekkende lighedspunkter. Vi ved jo godt, at børnene i al-Hol-lejren er uskyldige i forhold til de grusomheder, som deres faedre og i nogle tilfaelde også mødre har foranstaltet. Men ligesom vi dengang var så optaendte af berettiget vrede og sorg over deportationer, vold og undertrykkelse, så er vi i dag så blindet af vrede og frygt over terrorangreb i Nice, i Paris, i London, i Berlin og andre steder, at Europa er ved at lave samme fejl … at føje uret til uret. Men i et civiliseret samfund kan vi ikke operere med kollektiv skyld.

Det kendetegner et retssamfund, at det ikke straffer sønnerne for faedrenes synder og ikke bageren for smedens. Og begge disse dogmer er i spil, når vi ser på situationen i Syrien og Irak i kølvandet på kalifatet. Det lyder måske maerkeligt i nogles ører at tale om retssikkerhed i forhold til en bevaegelse som Islamisk Stat.

Men det er jo netop Danmarks og den øvrige vestlige verdens evne til at håndtere forbrydelser af enhver art i vores retssystemer, der gør os til retssamfund og derved adskiller os fra nogle af de lande, vi kritiserer, i forhold til deres borgeres retssikkerhed. Vi kan ikke handle og dømme summarisk med stor risiko for at straffe uskyldige, for dermed saetter vi noget meget vaesentligt på spil i vores egne samfund. På sin egen paradoksale måde vil det jo faktisk vaere en sejr for Islamisk Stat og andre kraefter, der har de samme destruktive ambitioner for samfundsudviklingen.

Al-Hol er ikke et sted for børn. Det er et sted, hvor man går til grunde af mangel på fornødenheder og … måske endnu vigtigere … af mangel på perspektiv. Og det er et sted med voldsom social kontrol – et sted, hvor Islamisk Stat stadig har stor indflydelse. Om noget er det den perfekte grobund for ekstremisme. Derfor er det i vores soleklare egeninteresse at bringe børnene hjem. Det er en erkendelse, som man må håbe snart rammer regeringskontorerne rundt om i den vestlige verden, som den ramte den norske statsminister.

Samtidig er det en indlysende humanitaer forpligtelse, at vi søger løsninger, der gør, at uskyldige børn uanset nationalitet ikke skal leve deres liv i en lejr i en konfliktzone i ekstrem varme og under helt forfaerdelige forhold. Vi skal ved handling vise, hvorfor vi finder det ulejligheden vaerd at beskytte vores vaerdier og samfundsmodel.

Børnene skal ikke straffes for faedrenes synder. De må hjem, hvor de hører til, hurtigst muligt. Vi har en simpel humanitaer forpligtelse til at beskytte børn uanset deres ophavs forbrydelser. Det bør ske i følgeskab med deres mor, med mindre fagkundskab vurderer, at det er i barnets bedste interesse, at mor og børn adskilles, eller at moren frivilligt giver tilladelse til, at barnet rejser uledsaget hjem. Hvis moren følger med til Danmark, må hun naturligvis stå til ansvar for sine handlinger i det danske retssystem.

For de voksne er det klart nok ikke så simpelt. Her er der netop brug for at se på dem sag for sag. Ingen skal slippe ustraffet fra ISkalifatets grusomheder – hvis de har vaeret medskyldige. I teorien kunne dette retsopgør finde sted i Syrien og Irak, hvor forbrydelserne har fundet sted, på samme måde som Nürnberg-processen overlod det til polsk ret at dømme Rudolf Höss og andre bag grusomhederne i Auschwitz-Birkenau og andre steder i Polen, og en dansk domstol i øvrigt dømte Werner Best, den tyske rigsbefuldmaegtigede i Danmark og andre tyske statsborgere i ledende stillinger under den tyske besaettelse af Danmark.

Vi kan ikke handle og dømme summarisk med stor risiko for at straffe uskyldige, for dermed saetter vi noget meget vaesentligt på spil i vores egne samfund. På sin egen paradoksale måde vil det jo faktisk vaere en sejr for Islamisk Stat.

Problemet er bare, at Syrien og Irak naeppe har kapaciteten til at gennemføre et sådant retsopgør. Det handler om rigtig mange mennesker, der skal have deres sag behandlet – det skal der et stort og dyrt apparat til at håndtere. Det vil i hvert fald kraeve omfattende støtte fra verdenssamfundet – og der er en vigtig tidsfaktor. Det er haevet over enhver tvivl, at der er mennesker i faengsler og lejre i Syrien og Irak, som bør straffes for deres rolle i kalifatet. Men det er lige så sikkert, at der også er uskyldige – og hensynet til dem kraever, at der kommer fremdrift i et retsopgør. Vi kan ikke bare lade mennesker leve i et ingenmandsland af anklager og mistanke. De skyldige skal dømmes og de uskyldige slippes fri.

Sandsynligheden for, at det kan ske er vaesentligt større hvis verdens lande tager ansvaret for egne statsborgere, så det kan ske i disse landes respektive retssystemer. Det kunne også ske ved et samlet retsopgør – men under alle omstaendigheder forudsaetter det, at den vestlige verden tager ansvar, og ikke bare lukker øjnene for situationen. Jeg garanterer at problemet stadig er der, når vi åbner dem igen – uanset hvor laenge vi holder dem lukkede.

nok, at et messingskilt med kunstnernavn på billedrammen hverken beviser eller garanterer noget som helst. En sådan montering er normalt udført senere – oftest af en kunsthandler.«

Bondedrengen blev kendt

Det er Ole Fabers fortjeneste, at den lokale maler, den gamle bondedreng Otto Frello, fik en plads i offentligheden og sin egen samling på museet. Bekendtskabet opstod, da Faber var i gang med at systematisere billeder af Christen Lyngbo, ”Den Lokale Rembrandt”, og i den anledning fik kontakt til Frello. Det førte til et besøg i kunstnerens hus i det indre København, hvor Faber praesenteredes for Frellos saere og aeggende univers, som deler vandene blandt både kunstkritikere og publikum.

»Grundlaeggende er Frello illustrator og nok en af de bedste, vi nogensinde har oplevet i landet. Hans mystiske malerier er dog andet og mere end illustrationer til givne fortaellinger. Billederne kan måske snarest betegnes som litteraere i sig selv. De er spraengfyldte med informationer, og deres vaeld af mere eller mindre skjulte detaljer skal ikke bare ses, men laeses – sagt med vore dages sprog – dekodes! Det er her, at noget spaendende indtraeffer. Der findes nemlig ingen autoriseret facitliste, og gådernes løsning bliver helt overladt til den individuelle iagttager. Tolkningen er derfor langtfra éntydig, men bliver ny og anderledes for hver enkelt beskuer,« lyder signalementet fra Ole Faber, som gerne laver et nyt bind, der inddrager nutiden, hvis han får tid og den fornødne hjaelp.