Ikke flere hellige køer: Danmark må gøre op med landbrugsidentiteten
Landbruget er en del af den danske folkesjael og historie, som vi er stolte af i kraft af vaerdier som mådehold, jordbundethed og pragmatisme. Med klimakrisen in mente må vi samtidig forholde os kritisk og logisk til erhvervet.
Jeg er selv fra landet. Min familie stammer fra en landsby i Jylland, hvor jeg tjente min barndoms lommepenge i gulerodshøsten som fjerde generation i marken på familiegården. Jeg er altså ikke nogen radikaliseret københavner, som ikke forstår, at danske landmaend er aerlige, hårdtarbejdende, dygtige mennesker, som arbejder for at holde sammen på lokalsamfundet og privatøkonomien. Men trods det er den saerstilling, vi i Danmark giver landbruget, nødt til at holde op.
Det er med god grund, at landbruget er en del af den danske identitet. Det har vaeret vores levegrundlag i hundredvis af år, og vaerdier, der udspringer fra landbruget, som mådehold, jordbundethed og pragmatisme, er en del af den danske folkesjael. Vaerdierne er sunde, og dem skal vi beholde.
Men vi har en berøringsangst ved emner, der omhandler landbruget. Den skal vi af med. Vi har den, fordi landbruget udgør vores faelles historie, og fordi mange kender en landmand og ved, hvor presset hun er allerede. Og så er der er noget trygt ved kontinuiteten af tradition. Men trods det må vi turde at forholde os pragmatisk til fødevareproduktion. Landbruget må vaere en del af vores historie, som vi er stolte af, men samtidig et erhverv, vi forholder os til kritisk og logisk.
For klimakrisen er så stor, at vi naesten ikke kan begribe den. Voldsomme vejrforhold vil true vores økonomi, farlige kemikalier i tøj, mad, luft og vand vil true vores sundhed, og tabet af dyr, planter og natur vil forringe kvaliteten af vores liv. Vi kan nå at stoppe klimaforandringerne, men ikke uden at aendre, hvad vi spiser, og hvordan vi producerer fødevarer.
Det gør vi ikke i dag. Både Socialdemokratiet og højrefløjen har en usagt alliance med landbruget og dets lobbyister, som står i vejen for markante aendringer. Politine kerne vaegrer sig automatisk mod store forandringer og gør det uforholdsmaessigt svaert at få aendringer igennem – såsom forbud mod giftige sprøjtestoffer, uetisk foderproduktion osv. i forhold til andre industrier, som vi ikke har en historisk tilknytning til, som f.eks. transportindustrien.
Hvis vi sammenligner landbrug og transport, som med flyskam og elbiler får størstedelen af klimaopmaerksomheden, stod transport i 2018 for 26 pct. af dansk drivhusgasudledning, mens landbruget stod for 21 pct., ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi. Hvis importeret foder og pesticider medregnes, står landbruget for 25 pct. Så landbruget fortjener at blive sidestillet med de andre store miljøskadende brancher transport og energi i forhold til fokus og aendringsvillighed.
Ikke mindst fordi klima ikke kun handler om global opvarmning. CO2-udledning er, med rette, den højest prioriterede udfordring, men lige derunder ligger megaudfordringer
biodiversitet og sundhed. Parametre som ikke kun handler om overlevelse, men om livskvalitet. Og det er sammenfaldet mellem høj drivhusgasudledning og høj biodiversitetsudryddelse, der gør landbruget til en prioritet.
I september 2018 blev danske politikere informeret om, at der nu var fundet pesticider i drikkevandet i 80 af Danmarks 98 kommuner, og om en stigning af fund på 73 pct. siden 2013. Det er pesticider, som er kommet ned i drikkevandet fra landbruget, og som vi serverer urenset i Danmark, også for vores gravide, børn og syge.
De fleste pesticider kommer fra et sprøjtemiddel til roemarker, chloridazon, som blev forbudt i 1980’erne, men hvis langvarige skader vi maerker i dag. Det viser nødvendigheden af rettidige forbud mod giftstoffer. Det sidste er relevant, fordi boringerne også viser rester af stoffer, som stadig er tilladte, såsom dimethylsulfamid.
Samtidig styrtdykker dansk fertilitet. En undersøgelse fra 2012 viser, at en fjerdedel af danske maend nu har dårlig saedkvalitet, sandsynligvis fordi gravide kvinder bliver udsat for hormonforstyrrende stoffer, som generer testiklernes udvikling i fosterstadiet. I dag har hvert femte par problemer med at blive gravide, og hvert 12. barn i Danmark fødes efter fertilitetsbehandling. Så vores måde at leve på påvirker nogle fundamentale biologiske processer, som vi ikke helt forstår.
Landmaendene er også ofre i et forskruet system, hvor industrielle stordriftsmetoder er blevet manges eneste mulighed for at overleve.
Vi ved ikke praecist, hvordan jordens og vandets tilstand påvirker os, men vi ved, at vi er direkte forbundne. Det gaelder også i resten af verden. F.eks. importerer Danmark 1,7 mio. tons soja til foder i kød- og mejeriproduktion. Når mellemdestinationerne skraelles fra, stammer det fra Sydamerika, hvor det forårsager massiv afskovning, og bl.a. derfor mistede Argentina 22 pct. af sin skov mellem 1990 og 2015 ifølge en rapport fra Verdens Skove.
Lokale bønder og indfødte i Chacoen, et tidligere skovområde, melder om forgiftninger af vandløb, dødsfald af dyr og skadede fostre og handicappede børn født på grund af Monsantos Glysofat, der sprøjtes fra luften som ukrudtsmiddel i sojamarkerne.
Det er ikke et argentinsk problem. Det sprøjtede soja ender i danskeres kød og maelk. Det gør det, fordi
DLG og DLA Agro, de store danske sojaimportører, ikke bliver presset af danske politikere og forbrugere til at oplyse praecist, hvor i verden deres soja stammer fra, og til at forpligte sig til import med baeredygtig oprindelse. Grunden til, at de ikke bliver presset, er, at politikerne er bange for at få vrede reaktioner fra danske landmaend.
Det er ikke landmaendenes skyld. Landmaendene er også ofre i et forskruet system, hvor industrielle stordriftsmetoder er blevet manges eneste mulighed for at overleve. Globaliseringens pres på priserne er nådesløs, så forbrugerne er blevet vant til at købe mad til kunstigt