»Jeg kunne ikke tro, at han lod det ske – at han lod miraklet vaere virkeligt«
Instruktøren Anja Behrens fik en intens oplevelse, da hun første gang laeste Kaj Munk. Nu giver hun oplevelsen videre på Aarhus Teater.
Tro. Tvivl. Mirakler.
Det er de store emner, der er taget fat på i Kaj Munks berømte skuespil ”Ordet”, som han skrev i 1925, og som nu saettes op på Aarhus Teater.
Det bliver instrueret af den tyskfødte instruktør Anja Behrens, som ikke kendte Kaj Munk, men som blev dybt fascineret, provokeret og berørt af hans tekst, som hun slugte fra ende til anden i et langt straek.
”Ordet” finder sted på Vestkysten, hvor den grundtvigianske storbonde Mikkel Borgen og den indremissionske leder i sognet Peter Skraedder tørner sammen, fordi førstnaevnte ikke vil have, at hans søn gifter sig med sidstnaevntes datter, netop pga. deres forskellige tilgang til religion.
Store følelser
Det presser begge familier i fortaellingen, hvor Kaj Munk konfronterer sit publikum med store følelser som tab, had, sorg, tvivl og ren kaerlighed. Det hele bliver yderligere dramatisk af, at Inger – familiens kaerlige samlingspunkt og gift med Mikkel Borgens aeldste søn – uventet dør i barselssengen.
»Kaj Munk er ikke bange for de store følelser. Han er så konsekvent. Han insisterer på, at det umulige er muligt ved kaerlighedens kraft,« siger hun, som selv blev sendt ud på en emotionel rutsjebane, siger Anja Behrens.
Det var intenst, husker hun – »en helt vild oplevelse«.
»Det skabte nogle voldsomme tanker og nogle dybe følelser,« siger hun.
Kaj Munks kompromisløshed virkede provokerende på hende. Hun fortaeller, at hun var nødt til at stoppe overrasket op under laesningen flere gange for at sikre sig, at hun virkelig havde laest rigtigt. Ikke mindst da Kaj Munk lader miraklet ske: Inger genopstår fra de døde. Det tog luften fra hende.
»Jeg måtte laese det tre gange. Jeg kunne ikke tro, at han lod det ske. At han lod miraklet vaere virkeligt.«
Det er den samme overraskende intense følelse, som Anja Behrens gerne vil formidle videre til sit publikum.
»Jeg vil ryste, berøre og provokere,« siger hun.
»Vi er i en tid, hvor materialismen nogle gange fylder mere end det åndelige, så jeg håber, at stykket kan vaere en anledning til, at man stopper op og giver plads til eftertaenksomhed. Det ville vaere dejligt, hvis stykket lever nogle dage hos folk, efter at de har set forestillingen.«
Netop fordi stykket tager fat i så store emner, mener Anja Behrens, at det knap hundrede år gamle stykke stadig er yderst relevant. Hun fremhaever, at kampen mellem trosretninger stadig foregår i dag og trives side om side med håb og faelles mål om kaerlighed. Dermed er Kaj Munks budskab om kaerlighed, som hun tolker det, stadig vigtigt.
Bare taeer i sandet
Det er en meget markant og minimalistisk scenografi, som David Gehrt, Aarhus Teaters husscenograf, har kreeret med sort sand inden for en sort, rund badebro og med film kørende på bagvaeggen.
»Det, der inspirerer mig, er mere at finde det faenomenologiske, frem for at man går med det konkrete. Hverdagssituationen eller en stueindretning er ikke så interessant for mig, det er mere spaendende at se, hvor vi befinder os: på Vestkysten. Kendetegnene for den er sandet, billederne og lyset.«
Det betyder noget for publikums sanselige oplevelse, at skuespillerne skal gå i sandet, og at de alle har bare taeer, mener han.
»Sandet er bindeleddet mellem billederne på bagvaeggen og det, der foregår på scenen. Vi har desuden alle en relation til det at gå i bare fødder i sand – der er mange minder i sand mellem taeerne, det taler til nogle sanser, en sanselig oplevelse,« siger David Gehrt.
Filmene er taget langs Vestkysten omkring Agger og Bovbjerg med sekvenser fra området ved Kaj Munks praestegård i Vedersø.
»Det er en stemning med megen tyngde. Når vi åbner dørene, kommer publikum ind i et lidt mørkt rum, og så ligger Johannes på forscenen helt nøgen,« siger han.
»Det betyder, at vi er i gang i det øjeblik, publikum traeder ind – folk bliver involveret med det samme. Desuden arbejder vi med lyset, ligesom skagensmalerne gjorde det. Det synes jeg, at der også ligger i ”Ordet”: Der er hele tiden et ”hvis nu” og så miraklet til sidst. Det er lyset, og det vil det også vaere i vores udgave.«
Henrik Birch (th.) spiller Peter Skraedder, der her står med sine tre sønner, på sandet Johannes, bagest Anders og i midten Mikkel.
Jeg vil ryste, berøre og provokere ANJA BEHRENS, INSTRUKTØR