Gymnasierne kan ikke løfte opgaven alene

Det er helt urimeligt, at gymnasierne skal løse et problem, som er langt mere alment – nemlig at få integrationen til at virke for alle før parallelsamfundet er en realitet.

Det har i den grad givet genlyd, at Region Midt har begraenset optaget på gymnasierne i Aarhus og omegn for at gøre op med en stigende polarisering hos eleverne. Via kuofordeling (elever fra socialt svage boligområder) vil man forsøge at gøre op med, at eleverne herfra kun søger få gymnasier, samtidig med at socialt staerke elever også søger bestemte gymnasier.

Rigtig mange henvender sig – også til mig som Fordelingsudvalgsmedlem og Naestformand i Region Midt – i disse dage. Og jeg forsøger at få talt med alle. Det er en kompliceret sag. Jeg forstår udmaerket frustrationen hos mange foraeldre, elever og gymnasielaerere, og jeg mener heller ikke at Region Midts tiltag skal ses isoleret eller vaere eneste indsats i denne sag. Gymnasierne kan, og skal, ikke løfte opgaven alene.

Hele sagen er konsekvensen af, at der ikke tidligere har vaeret fodslag i at løse problemet med polarisering i de aarhusianske gymnasier. Så var det jo ikke endt her. Men nu er vi der, og løsningen af sagen er langt mere kompleks end blot at fordele de tosprogede elever.

Gymnasierne er selvejende gennem en årraekke, og det har givet en urimelig situation: Først indretter populaere gymnasier sig på taxameteret under selveje og bygger ud, hvorefter en giftig cocktail af faldende ungdomsårgange, politiske ønsker om tilvaekst på erhvervsuddannelser og nu kuo-fordeling rammer selvsamme gymnasier. Jeg synes, at man skal finde en model, som kompenserer de økonomisk traengte gymnasier, fordi de har fået pålagt nye opgaver med kuo-fordelingen, og man dermed kan sige, at forudsaetningerne er aendret. Det skal vaere på nationalt plan via ministeriet, at den opgave kan løses. Det vil vaere godt givet ud.

Og så er der folkeskolen i Aarhus, som laenge har haft lignende udfordringer med elevsammensaetninger. Der har man aendret skoledistrikter for at få blandet eleverne mere, hvilket er godt. Det har dog ikke kunne hindre, at der har gået en gruppe elever på Viby Gymnasium, som viste sig ikke at vaere egnede til gymnasiegang, til trods for folkeskolens godkendelse. Det er såre menneskeligt, at man som en god folkeskolelaerer gerne vil give en elev en chance, men det kan koste den enkelte og gymnasiet for meget i uundgåelige nederlag, hvis man forbarmer sig for meget. Det må der gøres op med. Der skal folkeskolen i Aarhus på banen. Deres erfaringer og vurderinger skal bruges i en diskussion af, hvordan vi sikrer, at alle unge kommer videre – både i og udenfor gymnasieskolen.

På det mere generelle plan, så skal man ikke se bort fra, at dette også er resultatet af en boligpolitik, hvor ikke-etniske danskere blev stuvet sammen få store steder med ghettodannelse til følge. Nu søger man i Aarhus Kommune aktivt at få mere integration ved at sprede bosaetningen mere. Det vil givet slå igennem også i uddannelsessystemet, men vi kan ikke vente, til det sker. Der kommer til at gå nogle år. Indtil da må vi søge at sikre elever fra kuo-områderne muligheder for at få gavn af klassekammerateffekten ved at sprede dem på flere gymnasier.

Endelig så er denne sag et udslag af, at gymnasierne pludselig stod med en opgave, som strengt taget ikke har med ungdomsuddannelse at gøre. Nemlig hvad vi forstår ved integration. At tolerere nogens tilstedevaerelse er ikke integration.

Ikke alle tosprogede synes at have gjort sig klart, hvad hvad det vil sige at gå på en studieforberedende ungdomsuddannelse. Vi er nødt til at skulle tale med både de unge og med foraeldre til tosprogede børn om, at skolegang er mere end eksamen. De unge kan måske godt blive studenter, men hvis de ikke samtidig har laert at begå sig med jaevnaldrende i majoritetssamfundet, så venter der strenge tider forude på arbejdsmarkedet. Hvis man overhovedet kommer ind på det.

1. naestformand i Region Midt (R)

Kort sagt, så er der flere end gymnasierne i Aarhus og omegn, som skal byde ind i denne sag. For det vil vaere helt urimeligt, at det bliver dem alene, som skal løse et problem, som er langt mere alment – nemlig at få integrationen til at virke for alle, før parallelsamfundet er en realitet – og tillidssamfundet en saga blot. Gymnasierne blev presset til at gå foran. Nu er det på tide, at andre følger efter.

Gymnasierne blev presset til at gå foran. Nu er det på tide andre følger efter.