Et fordelingsprincip på ulige skuldre
Kan ketchup klemmes tilbage i flasken, hvis det først er ude?
Nej, vil de fleste nok mene. Ikke desto mindre er det den manøvre, et flertal i regionsrådet foretog i onsdags, da de vedtog kapacitetsaendringer for stx-uddannelserne i Aarhus. Årsagen er en ulige søgning til de forskellige gymnasier, hvor Viby Gymnasium og Aarhus Gymnasium oplever en stigende andel af tosprogede elever og ledig kapacitet, mens eksempelvis Aarhus Statsgymnasium og Marselisborg må afvise elever.
Gymnasierne har ikke indbyrdes kunnet blive enige om en fordeling, så regionsrådet foretog en salomonisk løsning, hvor kapaciteten blev skåret ned på de populaere gymnasier samtidig med, at de fremover forpligter sig til at tage en vis andel af elever fra udsatte områder. Sidste år fik 95 pct. af gymnasieeleverne opfyldt deres førsteprioritet i Region Midtjylland. Det forventer man ikke bliver tilfaeldet i den kommende fordeling, men eleverne har mulighed for at afgive flere prioriteter, og hvis puslespillet ikke går op, så bliver afstand til gymnasiet det endelige fordelingsprincip.
Det kraever ikke en matematisk studentereksamen at kunne regne sig frem til, at de elever, der er bosat taettest på Langkaer og Viby de facto vil blive placeret på de pågaeldende to gymnasier, fordi det efter al forventning vil vaere de gymnasier, der har ledig kapacitet til overs, når de udsatte elever er fordelt, og man har kigget naermere på de resterende elevers prioriteter.
Jeg tvivler ikke på, at Region Midtjylland statistisk set nok skal kunne frembringe en forholdsvis paen procentsats i forhold til elever, der har fået opfyldt første- eller andenprioritet, men regionen vil nok behaendigt undgå at zoome ind på procentsatsen for udvalgte postnumre som blandt andet 8310, dele af 8210 og 8220, hvor det fri gymnasievalg de facto vil blive sat ud af kraft. Igen et eksempel på en skåltale om solidaritet, men hvor skuldrene, der baerer, i realiteten er meget ulige.
Man kan kun gisne om konsekvenserne, men øget frafald, udsaettelse af ungdomsuddannelse og mange elevskift ligger lige for. Det havde vaeret dristigt, hvis politikerne havde disrupted fordelingsprincipperne totalt og fordelt alle elever i Aarhus via lodtraekning og uden skelen til afstand. Det havde kastet helt sikkert kastet frustrationer og vrede af sig fra mange steder, men i det mindste var der lige kår for alle – i stedet står vi nu med en forkølet sang om det frie valg, hvor friheden aftager, i takt med at kvadratmeterprisen falder.
Efter 15 år i Aarhus V naerer jeg ingen forhåbninger til politiske styringer i hverken daginstitutioner, folkeskoler eller gymnasier, fordi de ofte hviler på antagelsen om, at ketchuppen kan presses tilbage i flasken. Erfaringer med saerlige rekrutteringsindsatser til folkeskolen, rene etnisk danske klasser i gymnasiet og udflytning af folkeskoleelever til andre områder i Aarhus etc. er blot med til at bekraefte den manglende tiltro. Vand finder altid en udvej, og det er jeg også sikker på, at erfaringerne vil vise i det her tilfaelde. Så skal fordelingsprincipperne genbesøges endnu en gang – endnu en symptombehandling, der ikke gør patienten rask, men i sidste nok snarere bidrager til en endnu større polarisering af befolkningssammensaetningen i Aarhus.