»Jeg er ikke en superhelt. Jeg er et menneske«
Der er mere end en gylden statuette og anerkendende skulderklap fra branchen på spil, når den danskproducerede dokumentar ”The Cave” skal stå sin prøve ved årets oscaruddeling.
Solen har for laengst trukket sin vinterblege pande ned bag horisonten i Danmark. I Beverly Hills er vejret lunt, og himlen blå.
Klokken er taet på 23 dansk tid torsdag, da dr. Amani Ballours stille, myndige stemme manifesterer sig på Skypeforbindelsen fra USA. Her havde hun ikke forestillet sig nogensinde at saette sine fødder.
»Men jeg vil bruge muligheden til at hjaelpe det syriske folk. Jeg er her for at vaere deres stemme. Mit hjerte er hos dem. Ikke her.«
Sidst man så Amani Ballour, blev hun evakueret fra sit underjordiske hospital i Damaskus-forstaden Ghouta. Det var kulminationen på den danskproducerede dokumentar ”The Cave”, som er nomineret ved årets oscaruddeling.
Hulen er kaldenavnet for stedet, hvor den unge børnelaege og hendes hold gennem en håndfuld år forsøgte at redde menneskeliv uden nødvendig medicin og laegeredskaber til rådighed. Med forskellige aktørers brølende bombefly over hovederne. I en scene dulmer en af laegerne sin patient med klassisk musik som kompensation for narkose.
Amani Ballour sidder på en solseng ved ”Pretty Woman”hotellet
Beverly Wilshire. Mediemøllen hvirvler rundt. Good Morning America og ABC. Hun skal tale med alle, der kan udbrede hendes budskab. Der er mere end en gylden statuette på spil.
»Jeg valgte, forstår du?«
Hun vil have verden til at forstå, at katastrofen ikke hører fortiden til.
»Børn bliver bombet. Folk er ude i kulden uden noget som helst. Internationalt er folk stille. Jeg vil have, at de skal hjaelpe og beskytte dem. Børnene. De er nødt til at få et bedre liv. De skal taenke på fremtiden. Alt, de taenker på, er frygten for bomber. På, at der ikke er mad eller medicin. Der er ingenting for dem.«
Hun er som en fisk i fremmed farvand. Da hun landede i lufthavnen i Los Angeles tirsdag, blev hun anråbt og lovprist af en mand fra filmbranchen.
»Jeg er ikke en superhelt. Jeg er et menneske. Jeg fulgte min overbevisning. Når du ser mennesker – isaer børn – i nød, må du selvfølgelig hjaelpe dem,« siger Amani Ballour.
I dokumentaren ser man hende skiftevis kaempe med blokerede luftveje hos raedselsslagne børn og med følelsen af utilstraekkelighed. Hun har følt skyld. Det gør hun stadig.
Det traekker tråde tilbage til en nat i 2013. Det svaereste, hun har oplevet. Hun sov i sit hjem, da det bankede på døren. Nogen sagde, at hun skulle komme hen på hospitalet. Hun mødte synet af døde kroppe. Levende, der var ved at kvaeles.
»Der var for mange ofre. Jeg valgte, hvem jeg skulle hjaelpe. Alle havde de samme symptomer, og vi kunne kun hjaelpe nogle af dem. Jeg valgte, forstår du? Og spurgte
mig selv, hvordan jeg kunne gøre det. Jeg var nødt til at komme i gang med at arbejde. Jeg begyndte at arbejde på nogle børn. Andre døde imens.«
FN-inspektører sagde senere, at der havde vaeret tale om angreb med saringas. Regeringen i Syrien pegede på, at oprørerne stod bag. Mange rettede som Amani Ballour fingeren mod praesident Assads tropper.
Hun troede dengang, at verdenssamfundet ville gribe ind over for massakren.
Amani Ballour tror på humanisme. Og på Gud. Hun kan ikke formulere på engelsk, hvorfor en Gud mon har ladet disse ting ske. Hun nøjes med at gentage, at hendes tro er staerk.
»Han holder øje med alt. Retfaerdigheden vil ske.«
Amani Ballour afslog Feras Fayyad tre gange, før hun indvilgede i at medvirke i dokumentaren. Han gik målrettet efter hende. Hun var kendt i visse kredse i Syrien og blev to gange demokratisk valgt som leder af sit hospital. Hulen og laegen illustrerede for instruktøren et miniunivers, der kunne sige noget om, hvad Syrien også kunne vaere. Hvis krigen ikke var der. Sådan forklarer filmens producere det.
Amani Ballour har vaeret stålsat for at nå dertil. Hendes aeldre søstre blev forlovet som unge teenagere. Hun måtte selv insistere på at gennemføre skolen og medicinstudiet.
I dokumentaren ser man hende diskutere med en mand, der ikke forstår, at en kvinde leder hospitalet. I en anden scene tilbyder hun på et hjemmebesøg et job til en mor med en flok underernaerede børn. Kvinden afslår.
Maendene udnytter religionen til at undertrykke kvinderne, konstaterer laegen efter den scene. Det er ikke religionen, der udgør problemet, må man forstå:
»Der er intet i min religion, der afholder mig fra at lede hospitalet eller fra at vaere i USA,« uddyber Amani Ballour. Hun kender de hellige tekster.
Siden ”The Cave” har Amani Ballour opholdt sig i Tyrkiet.
Hun kommer ikke til at arbejde som børnelaege igen. Det er for svaert med alt, hun har set.
Hun overvejer at skifte til radiologi. Men lige nu har hun påtaget sig en anden opgave. Amani Ballour har fået 90 dages visum til Europa og nu et visum til USA. Efter oscarshowet skal hun rejse rundt og fundraise midler til fonden Al Amal. ”Håb”.
Et feministisk projekt
Filmen har fået en sen start. Den syriske instruktør Feras Fayyad blev i første omgang naegtet indrejse i USA. Han ankom i slutningen af januar og har som resten af holdet haft travlt med promoveringen.
Instruktøren bor i Danmark og fandt det i sin tid oplagt, at det danske produktionsselskab skulle stå for hans feministiske projekt, fortaeller Sigrid Dyekjaer og Kirstine Barfod fra Danish Documentary Production.
Selv om de ikke før havde arbejdet med krigszoner, kraevede det ikke megen overvejelse at laegge tillid til idé og udførsel i haenderne på instruktøren. Han havde allerede én oscarnominering i rygsaekken.
»Slap af, jeg skal nok vise, hvordan man gør,« sagde instruktøren til dem.
Det har vaeret helt skørt svaert, siger Kirstine Barfod.
I Ghouta brugte man lokale fotografer med begraenset udstyr. De stod for at få materialet ud og uploade det via satellit. Deres optagelser blev lavet på Canon 5D med to batterier.
»Til sidst blev de evakueret og smuglede materialet ud. De gav det til Feras, som smuglede harddiske videre til Tyrkiet og derfra herhjem,« siger Kirstine Barfod.
»Selvfølgelig er det et sats. Der er mennesker, der risikerer deres liv. Det er en voldsom ting at sidde med. Vi havde daglig kontakt med fotograferne og de medvirkende, men vidste ikke, om vi nogensinde ville møde dem. De var dagligt i fare.«
Taletiden er vigtigst
Danish Documentary Production er aldrig før nået så langt i systemet med en film.
»Vi har ikke lavet filmen for at vinde en Oscar, vores hovedkarakter har en mission og et budskab. At hun får taletid og bliver hørt og anerkendt – det er det vigtigste,« siger Kirstine Barfod.
En oscarstatuette skader dog ikke udbredelsen. Producerne, der begge selv er medlemmer af oscarakademiet, tror, at dokumentaren har en chance. De har tidligere fået at vide, at filmen er for politisk til at vinde.
»For fem år siden havde jeg sagt, at ”The Cave” ikke ville have en chance. Fordi den er hård. Academy-medlemmerne kunne ikke lide at se sådan noget fra den virkelige verden. Men der er sket en aendring,« siger Sigrid Dyekjaer.
Udover at vaere velproduceret og dramatisk har dokumentaren en »out of this world«-heltinde og et feministisk lag, siger hun. Det er populaert i oscarmiljøet at diskutere kvinderettigheder.
Klipperne Denniz Göl Bertelsen og Per K. Kirkegaard har desuden gjort et stort arbejde for at gøre filmen tålelig at se.
Sigrid Dyekjaer tror, at lyspunkterne – sekvenserne med håb og menneskelighed – vil røre folk.
»Amani Ballour prøver at give håb til børnene og siger til dem, at de kan blive noget vigtigt. Laerere eller laeger. De her børn vokser op i krig og har set død, ødelaeggelse og afskudte lemmer. De ved ikke, hvad de skal vaere, når de bliver store. De ved ikke, hvad en banan er. De ved ikke, hvad livet er. Hun har set det som sin opgave at uddanne dem og give dem håb og tro på et bedre liv.«