Anna Ancher
Anna Ancherudstillingen på Statens Museum for Kunst demonstrerer, at hun var langt den mest moderne kunstner i Skagen-kolonien.
KUNSTUDSTILLING
STATENS MUSEUM FOR KUNST Sølvgade 48-50, København K Til den 24. maj
Den største overraskelse er negativ. Allerede i sin levetid var Anna Ancher anerkendt som en koloristisk mester, og i senere generationers bevidsthed står hun også som en lysende stjerne i Skagen-kolonien. Under arbejdet med udstillingen har man imidlertid måttet konstatere, at der egentlig er ret få Anna Ancher-vaerker på landets kunstmuseer bortset fra Skagens Museum, og der har aldrig vaeret en grundig og gennemresearchet udstilling med hende, som der har med
P.S. Krøyer og Michael Ancher. Adskillige gange. Kunne det vaere, fordi hun er kvinde, og der stadig ligger fordomme begravet i vores underbevidsthed?
TOM JØRGENSEN
Den mest moderne
Den anden overraskelse er derimod positiv. Efter at have set hele denne pragtfulde udstilling er man ikke i tvivl om, at Anna Ancher var langt den mest moderne af alle Skagen-kunstnerne. Hun skabte noget, der først blev malet i Danmark årtier senere med pionerkredsen af modernister: Harald Giersing, Sigurd Swane, Olaf Rude, m.fl. Ja, så god og fremsynet var hun, at de store museumslande, Frankrig, England og USA, må opdage hende før eller senere.
Egentlig kan man også tale om en tredje overraskelse. Over hvor mange vaerker der er med på udstillingen. Efter sammenlaegningen af Skagens Museum med Anchers Hus har man fundet hundredvis af såvel skitser som faerdige malerier i skuffer og gemmer. Vaerker, der viser, at Anna Ancher ikke kun malede interiører, men også temmelig mange landskaber, portraetter og religiøse vaerker. Noget, der er med til i den grad at nuancere billedet af hende som andet og mere end en skildrer af de stille og intime rum.
Taet på abstraktionen
Og for nu at saette overraskelserne på dagsordenen er der en fjerde ting. På udstillingen kan man se, hvor serielt Anna Ancher arbejdede stort set fra dag et:
Den samme fascination af lysindfald fra vinduer, den samme optagethed af spillet mellem komplementaerfarver, den samme stramme måde at komponere på og den samme brug af motiver gennem flere årtier: hendes siddende mor, en syende pige, en mor med sit spaedbarn og, for landskabernes vedkommende, det samme naerstudie af en støvet landsbygade og det samme spil mellem en lav horisont og et vandret udsnit af Skagens klitter, marker og enge. Det eneste, der aendrer sig, er farveholdningen, hvor Anna Ancher efter indtryk fra sine udenlandsrejser, isaer den fra 1889, da hun besøgte Verdensudstillingen i Paris, gradvist maler med en stadig lysere og mere farveren palet. Resultatet, først og fremmest fra 1890’erne, er malerier, hvor de farvede lysreflekser på vaeggen selvstaendiggør sig og naesten bliver abstrakte. Her er vi så taet på det 20. århundredes modernisme,
som man kan komme.
Vi er imidlertid ikke faerdige med overraskelserne. Som Lilian Munk Rösing skriver i et kapitel i det glimrende katalog, arbejder Anna Ancher ganske rigtigt med de pangklare – og meget franske – farvekontraster: violet over for gult, grønt over for rødt og orange over for blåt, MEN andre farver spiller en lige så stor rolle, og det er såmaend gråblå, rustrød og okker. De danske almuefarver.
En religiøs modernist
Noget, der er med til at demonstrere, at godt nok er Anna Ancher en knivskarp modernist, men hun er også skagbo. Og her er det, at religionen kommer ind. Moren, Anna Hedvig, og hendes tre søstre var indremissionske, og da Annas tre mest monumentale vaerker indiskutabelt har kristne motiver, ”En begravelse” fra 1891, ”Sorg” fra 1902 og ”Et Missionsmøde” fra 1903, har man diskuteret, om hun selv var religiøs og hvor meget.
I kataloget funderer Peter Nørgaard Larsen over, om Anna Ancher arbejder med en form for lyssymbolik. Om det varme gule sollys, der rammer vaeggen og naesten gør den immateriel, også er et åndeligt lys. Nørgaard mener, at det er tilfaeldet i enkelte af malerierne, og når han og man ikke kan vaere helt sikker, er det, fordi kunsthistorie aldrig bliver et målbart og objektivt studium som naturvidenskaberne. Kunsthistorie er og bliver en ”blød” videnskab ligesom litteraturvidenskab. Sådan er det, når man har med menneskelig kreativitet at gøre!
Som udstilling kan man ikke forlange mere. Alt er gennemforsket og dokumenteret, teorier prøves af, mulige inspirationskilder drøftes, og sammenligninger testes, og udstillingsdesignet er både publikumsvenligt og dristigt med den samme brug af klare lysende kulører og afdaempede jordfarver, som vi finder i Anna Anchers palet. Bedre kan det ikke gøres!