Tysklands drama – Europas skaebne

I landdagens luftige plenarsal blev den liberale leder Thomas Kemmerich onsdag valgt til at beklaede embedet som delstaten Thüringens ministerpraesident. At Kemmerich kom til magten, kunne han takke Alternative für Deutschlands (AfD) 24 mandater for. De opgav at få deres egen mand valgt og støttede sammen med CDU den liberale kandidat. Håndtrykket, som Kemmerich gav AfD-lederen Björn Höcke, blev hans skaebne. Kemmerich nåede kun at beklaede sit embede i godt et døgn, før han trak sig. Det skete, efter at den tyske kansler, Angela Merkel, talte med så store bogstaver, at det kunne høres helt fra Sydafrika, hvor hun var på tjenesterejse. Angela Merkel gjorde det klart, at det var »utilgiveligt,« at Tysklands store konservative parti samarbejdede med AfD. Det var, som hun formulerede det, et brud med partiets vaerdier og overbevisning.

Selv set med AfD-briller er Björn Höcke kontroversiel. Han tilhører partiets mest yderligtgående fløj, og han har taget afstand fra såvel mindesmaerker for Holocaust og den soningspolitik, som hele den tyske efterkrigshistorie bygger på. En domstol har fastslået, at han gerne må kaldes fascist. Men selv samme Höcke har vaeret med til at føre AfD frem til en position som Thüringens naeststørste parti. I den forstand har han allerede vaeret CDU’s banemand. Ved delstatsvalget i efteråret voksede AfD og Die Linke, mens CDU og SPD indkasserede endnu et nederlag. Valget i Thüringen viste om noget, at vaelgerne flokkes mod yderfløjene, mens de store folkepartier svinder ind.

Historien fra Thüringen illustrerer, at gamle partier står over for ubehagelige valg, når der skal traeffes beslutninger om, hvordan de skal tackle yderfløjene. Die Linke, som er kommunistparitet SED’s arvtagere, fik over 30 pct. af stemmerne, AfD over 23 pct. Selv hvis CDU slog sig sammen med både SPD, FDP og De Grønne, ville de ikke kunne mønstre mandater nok til at kunne danne et flertal i delstatsparlamentet. Meningsmålinger, som tyske aviser flittigt har viderebragt efter det dramatiske døgn, tyder på, at CDU vil styrtdykke under et nyvalg i Thüringen. Krisen i Thüringen har udviklet sig til CDU’s krise og har udstillet Annegret Kramp-Karrenbauers svaghed som partileder. Med et SPD, som allerede er i knae, er det naeppe en overdrivelse at konstatere, at også Tysklands fremtid er på spil. Allerede til naeste år er der valg til Forbundsdagen i Berlin.

Udviklingen med vaelgere, der tiltraekkes af det yderste højre, er kommet senere til Tyskland end resten af Europa. Problemstillingen i Thüringen er ikke enestående. Se til Sverige, hvor Sverigedemokraterne er vokset markant trods forsøg på at holde dem ude i strakt arm. Se til Italien, se til Spanien som seneste eksempel på, at en fascitisk fortid ikke i sig selv er en vaccination mod det yderste højres tiltraekningskraft.

I Tyskland må Angela Merkel se i øjnene, at hendes »vi klarer det«-bemaerkning under flygtningekrisen i 2015 langtfra har haft den beroligende virkning, som hun muligvis selv troede på. Vaelgerne er bekymrede, og de reagerer derefter. Vaerdipolitik overdøver klassisk fordelingspolitik. Så laenge de etablerede partier ikke formår at opfange og reagere på det, vil fløjene kun vokse. Fortaellingen om, at de store europaeiske partier, socialisterne og kristendemokraterne, har vaeret med til at bygge Europa op på ruinerne af Anden Verdenskrig, er ved at miste sin kraft. Sidste kapitel i historien er ikke skrevet endnu. Dramaet i Thüringen kan i høj grad knyttes til Europas skaebne