Klimakampen kan åbne for en nådesløs krig mellem generationerne

»Stol ikke på nogen over 30,« mente også Bob Dylan. Han er i dag 78. Til gengaeld er Greta Thunberg kun 17. Hun har altså 13 år endnu til at blive taget alvorligt i, hvis man skal følge ungdomsoprørets gamle logik. Det er mere end bare en leg med tal. Den klimakamp, som Thunberg er bannerfører for, har alle ingredienser til også at blive en hidtil uset generationskamp. Og det kan sagtens blive grimt.

Thunberg retter sin anklage mod dagens magthavere, der ofte selv er vokset op med ”Graenser for vaekst”, Rom-klubbens katastrofeprognoser og indaedt kritik af forbrugerisme, materialisme og andre -ismer. 68-generationen får på den måde sit eget oprør fra dengang lige i nakken igen. Der er i sagens natur mange fra den generation, som må have et medansvar for, at kloden ifølge Thunberg er havnet helt ude på kanten – sammen med alle andre.

Overalt viser de nye generationsfronter sig. Det er ikke for sarte sjaele: Et børnekor på den tyske tvstation WDR sang hånligt om farmor som ”et gammelt miljøsvin”, der kører i SUV og spiser røde bøffer. En britisk aktivist i den radikale miljøorganisation Extinction Rebellion tweetede om, at de gamle jo alligevel snart dør, så dem behøver man ikke tage hensyn til. Ud med de gamle, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Faktisk er generationskampen ikke kun forbeholdt klimaet. Da brexit-beslutningen forelå, viste det sig, at et klart flertal af aeldre havde stemt for, mens yngre briter i højere grad ønskede at blive i EU. Argumentet om, at det er urimeydelser, ligt, at de gamle på den måde stjaeler de unges fremtid, vandt gehør mange steder. Naeppe alle fik overvejet i skyndingen, hvor argumentet ender, når vi normalt festligholder princippet: én vaelger, én stemme.

Der har altid vaeret konflikter mellem generationerne, i det seneste halve århundrede ekstra tydeligt. Men de er foregået i lae af en uudtalt samfundskontrakt hen over generationerne: Vi skal alle vaere her, og det skal gå mest muligt retfaerdigt for sig. I dag dyrkes temaet helt åbenlyst og på mange måder: For første gang er der udsigt til, at naeste generation ikke får det materielt bedre end deres foraeldre. Er boligmarkedet skaevvredet til fordel for de aeldre? Er pensionssystemerne, de sociale arbejdsmarkedet? ”Regningen bliver smidt i børnevaerelset,” siger politikerne nu og puster selv til krigen om byrdefordelingen mellem generationerne.

Klimakampen kan komme til at saette disse strømninger på spidsen. De unge, der går på gaden med Fridays for Future, virker voldsomt mere radikale end deres foraeldre. Forude venter skatterne, afgifterne og indgrebene for at finansiere den grønne omstilling. Det kommer til at gå hårdest ud over de aeldre, mens de unge presser på.

Forude venter også disciplineringen af vores levevis: Må en mand på 53, der har vaeret på ferie i Thailand flere gange i sit liv, få lov at flyve igen, eller skal en yngre have chancen, om overhovedet? Hvis en kvinde har levet vegetarisk hele sit liv, kan hun så få lov? Debatten om, at tykke mennesker er skyld i mere CO2 end tynde, er allerede begyndt. Den kan versioneres på 117 måder.

Kun fantasien saetter graenser for de dilemmaer, der venter i en formentlig ikke fjern fremtid. Man forstår godt, at regeringens udmøntning af klimaplanen traekker ud. Den kan åbne nye kløfter i befolkningen, og afgrunden mellem generationerne kan blive en ren Grand Canyon.

Overalt viser de nye generationsfronter sig. Det er ikke for sarte sjaele.