Er vi blevet for åndløse til at håndtere kropsidealer

Når Sex og Samfund praediker om »ligevaerdige kroppe«, ville det vaere velgørende, om de havde åndsdannelse nok til i stedet at tale om ligevaerdige mennesker.

”Den perfekt uperfekte krop” har vaeret på skoleskemaet i denne uge. Uge sex. Fokus i år er, ikke så overraskende, kroppen. Laes igen ordspillet: den perfekt uperfekte krop.

Altså et nyt kropsideal. Faktisk. Ifølge foreningen Sex og Samfund, der står bag initiativet, er formålet at ruste »børn og unge til at forstå, at deres egen og andres kroppe er gode nok, praecis som de er«. Uden tvivl velmenende. Men hvis formålet er, at få skovlen under en syg kropskultur, er jeg ikke sikker på, at det lykkes.

Uanset gode intentioner og hvor mange gange eleverne laerer at messe i kor foran spejlet, at de elsker den uperfekte krop, så aendrer det intet på tidens ekstreme og skadelige kropsdyrkelse. Men vel er det da et problem, at både piger og drenge er så utilfredse med deres krop, at de får dårligt selvvaerd, udsaetter sig selv for sultekure, bliver svimle af at traekke maven ind, dropper bad efter idraet, og at foraeldre er bange for, at deres børn bliver mobbet på grund af deres krop.

Børn og unge bliver (ligesom alle os andre) uafladeligt praesenteret for tidens kropsideal i medierne, på de sociale medier og af de fuldkommens åndsblaeste influencers, hvis skade man ikke skal underkende. Men hvis vi alene lader det handle om krop, er vi lige vidt. Så når Sex og Samfund fortaeller eleverne, at alle kroppe er forskellige, men lige smukke, lige ideelle, lige sexede, lige veldrejede og lige alt muligt, føles det sikkert som at gøre en kaempe forskel.

Men i virkeligheden fastholdes overfokuseringen kroppen og forestillingen om, vi ikke er andet end krop og velkomponerede selfies. Kød og knogler med skind på i en mere eller mindre heldig sammensaetning. Og samtidig er det forkert at skaerme eleverne for kropsidealer, fordi det er skadeligt. Vel er det ej.

Vi er alle dage blevet praesenteret for kropsidealer, uden at menneskeheden er brast sammen: I Antikken stod smukke velproportionerede nøgne statuer med atletlommer og laekre lår på alle åbne pladser, i 1800-tallet var det hvid elfenbenshud, korsetter og hvepsetalje, i 1950’erne Marilyn Monroe-looket, i 1960’erne skulle man vaere tynd som Twiggy, i 90’erne sund, slank, sporty og workout-Jane Fonda-agtig. Og. Så. Videre. Hver tid sit kropsideal. Sit ideal om skønhed. Og skønheden må vi ikke ofre på mangfoldighedens hellige alter, bare fordi vi er blevet for åndløse til at forstå, at aestetik, dannelse og ånd haenger sammen.

For i menneskekroppen er ånd og kød vaevet sammen på en sådan underfuld måde, som gør det meningsløst at fornaegte den jordiske aestetiske skønhed og presserende at tale imod åndløshed. Problemet er nemlig ikke kropskulturen, men manglende åndskultur. Mangelende dannelse. For når vi mister fornemmelse for, at det er gennem litteraturen, kunsten, musikken, filosofien, tanken, talen og troen, at vi bliver dannet som menneske – spejler, forstår og erkender os selv (så langt det er menneskeligt muligt) ja, så tåler vi ikke aestetiske idealer.

Vi mister åndsevnen til at begribe og tøjle et aestetisk skønhedsideal, fordi vi tror, det alene handler om os selv. Om vores egen fedladenhed, haengemave, haengebryster og appelsinhud som aldrig bliver et ideal. For dovenhed er ikke skønt eller smukt. Hverken krops- eller åndsdovenhed. Så derfor, når Sex og Samfund praediker om »ligevaerdige kroppe«, ville det vaere velgørende, om de havde åndsdannelse nok til i stedet at tale om ligevaerdige mennesker. Med åndelig uperfekthed.

For det er det, det handler om. Appelsinhud, kurver, krøller eller ej.

Vi mister åndsevnen til at begribe og tøjle et aestetisk skønhedsideal, fordi vi tror, det alene handler om os selv.