Politisk ungdom: Kinas regime er frihedens fjende
Det er heller ikke holdbart, at den danske Kina-politik står med hovedet i busken og hatten i hånden.
I det forgangne år har verden vaeret vidne til, hvad et stort og magtfuldt Kina betyder. I Hongkong så vi, hvordan politiet med vold og magt måtte nedkaempe demonstrationer for frihed, mens Beijing uden tøven afviste enhver snak om demokratiske reformer. Det kom også til verdens opmaerksomhed, at op mod en million muslimer i Xinjiang-provinsen er internerede i genopdragelseslejre, hvor national indoktrinering og slavearbejde er en del af den daglige kost.
Også i Danmark oplevede vi Kinas brutale fremfaerd, da hemmelige optagelser afslørede, hvordan Kinas ambassadør i Danmark forsøgte at true det faerøske selvstyre til at vaelge en kinesisk udbyder af 5G-netvaerket.
Disse eksempler viser meget klart, at det var en fejl, da man i start-00’erne troede, at demokrati og frihed ville blomstre i Kina, når blot økonomien gjorde det samme. Kina er i dag verdens største diktatur, og i takt med at deres økonomiske magt bliver større og større, bliver landet ligeledes mere og mere hensynsløst – både på den udenrigspolitiske scene, men så sandelig også over for egne borgere.
Konsekvenserne af dette har ligeledes sat sine spor i Vesten. Saerligt igennem den usmagelige selvcensur, der praeger både stater, organisationer og virksomheder. Den patetiske underlegenhed for det kinesiske regime var tydelig at se, da sportsdirektøren for basketballholdet Houston Rockets, Daryl Morey, måtte udstede en undskyldning for at have udtrykt støtte til demonstranterne i Hongkong på sin Twitter-profil.
Miseren blev efterfulgt af basketballstjerner på stribe, der for rullende kamera udtrykte aerbødighed over for Kina og måtte tigge om igen at blive vist på kinesisk stats-tv.
At Houston Rockets og NBAbasketballligaen faldt på knae for kineserne, er ikke noget, som de er alene om. Verden over aendrer alt fra flyselskaber og hotelkaeder til bilproducenter og tech-virksomheder på hjemmesider og reklamer for ikke at havne i kinesisk unåde. Og konsekvenserne er klare. Selvcensuren sniger sig ind på Vesten – i et hidtil uset omfang.
Også staterne er bange for konsekvenserne ved at havne på den forkerte side af kineserne. Og Danmark er absolut ingen undtagelse. I 2009 fik vi ørerne i den kinesiske maskine da davaerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, valgte at mødes med Tibets åndelige leder, Dalai Lama.
Konsekvenserne stod hurtigt klart for Danmark, da vi pludselig fandt os selv udsat for alverdens kinesiske bøllemetoder, der gjorde livet surt for danske virksomheder, der opererede i Kina, bl.a. ved at holde centrale tilladelser tilbage. Folketinget valgte at svare igen ved at ligge sig fladt ned og meddele kineserne, at Danmark nu officielt var modstandere af et frit Tibet.
Sidenhen har Danmarks politik over for Kina primaert vaeret fokuseret på at beskytte pandadiplomati og svineeksport. Når de svaere spørgsmål bliver stillet, har det danske svare ofte vaeret at stikke hoved i busken. For det kinesiske regime skulle for alt i verden ikke føle sig kraenket.
Senest har situationen i Hongkong gjort det klart, at opbakning til kampen for demokrati og frihed altså ikke er noget, man kan forvente fra dansk side. Og det på trods af at Danmark ellers altid har arbejde for demokrati og frihed i hele verden. Danske soldater har sågar mistet deres liv i kampen for en verden, der går i en friere og mere demokratisk retning. Men at ofre kinesisk goodwill er åbenbart for høj en pris at betale for at stå på demokraternes side.
I takt med at Kinas økonomi de naeste år forventes at vokse, vil landets magtfuldkommenhed gøre det samme. Vi må forvente, at vi kun har set starten på, hvad Kina er klar til at gøre. Det er derfor heller ikke holdbart, at den danske Kina-politik står med hovedet i busken og hatten i hånden.
Hvis vi vil vaerne om vores frihed og integritet, er der behov for en ny og mere aktiv Kina-politik i Danmark. Vi skal turde tage stilling til, hvordan vi håndterer den stigende indflydelse fra verdens største diktatur, samt hvor vi saetter graensen og siger stop. Det er vigtigt for den frie verden og kampen for demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder.