Kaere Sofie Hagen – hvis folk følger din opfordring, dør de

Når komikeren Sofie Hagen forsøger at tale de tykke op, så er det forkert. Det er livsfarligt at vaere overvaegtig, og det sidste, overvaegtige har brug for, er smart pseudovidenskab.

I anledning af, at komiker og selverklaeret aktivist Sofie Hagen har udgivet bogen ”Tyk”, beskrev hun for nylig i Jyllands-Posten, hvordan det primaert var samfundet, der skabte problemerne ved at vaere tyk. Sofie Hagen har også tidligere postuleret, at der som sådan ikke er nogen sundhedsmaessige konsekvenser ved fedme.

Det er et hovedrystende standpunkt, der går direkte imod et sted mellem 99,9 og 100 pct. af, hvad alle laeger mener. For overvaegt er farligt over tid, og des mere ekstrem overvaegten er, des mere skadelig bliver den åbenlyst. Hvis du skulle vaere i tvivl, er der på amerikansk tv en niche af programmer, hvor man følger mennesker, der er så overvaegtige, at de ikke kan flytte sig uden hjaelp –åbenlyst ikke sundt.

Synspunktet er nogenlunde lige så absurd, som når fladjordstilhaengere postulerer, at tyngdekraften ikke findes, eller når selvudnaevnte kostguruer fortaeller, at glutenfri kost kurerer autisme hos børn. Den vaesentlige forskel er her, at Danmark og det meste af den vestlige verden ikke kaemper med en epidemi af autisme, men med en epidemi af fedme. Jeg dømmer også mig selv dagligt. Jeg ved, at min størrelse er et vidnesbyrd om, at jeg har tacklet psykisk modstand ved at køre en diaet af alt for store maengder mad – gerne fed, gerne chips og gerne kage.

Min krop er i høj grad mit visionaere visitkort, og i øjeblikket viser jeg til min omverden, at jeg lejlighedsvis har svaert ved at tackle modgang konstruktivt. At jeg har svaert ved at behovsudsaette, hvilket betyder, at når jeg går i Føtex for at handle, mens jeg er sulten, er jeg mere tilbøjelig til at vaelge seks stykker smørrebrød (af svingende kvalitet) for 110 kroner frem for at lave en wok-ret med grøntsager, kylling og ris. For det skal gå hurtigt, når jeg er sulten. Og jeg kan ikke overskue at lave mad.

Ligeledes dømmer jeg også mennesker i køen foran mig, hvis jeg kan se, at de om eftermiddagen er synligt beruset og stinker af alkohol. Jeg billiger ikke narkomaners beslutninger om et liv i misbrug. Jeg har populaert sagt ikke trådt i deres sko, men har en åbenlys og objektiv betragtning ud fra et medicinsk perspektiv gående på, at måden, de lever deres liv på med for meget alkohol og stoffer, er usund.

Sofie Hagen mener muligvis, at jeg lider af et fordrejet tilfaelde af Stockholm-syndrom og er underlagt en kapitalistisk konspiration mellem ”lorteugeblade” og modelbranchens normative skønhedsidealer – og at jeg burde saette mig selv fri og omfavne, hvem jeg er. Men det afholder jeg mig fra, for jeg kan føle på min krop og den ømhed, der er i den, at det er usundt for mig at vaere ekstremt fed. Denne ide om frihed er for mig den samme som den ”sunde” frihed, en narkoman får af at sprøjte heroin ind i sine blodårer. Min krop fortaeller mig oftere, at den gør ondt og er øm. At tilstanden af ekstrem overvaegt har gjort den ondt.

Selv om Sofie Hagen beskriver fedt, som om det naermest bare er en dyne rundt om organer, er det også forkert. Det er nemlig en skadelig maengde af fedt, som organerne bliver pakket ind i. Der skal flere blodkar til for at holde kroppen i live. Ligeledes vil maengden af fedt over tid risikere at saette sig på leveren, hvilket saetter leverens funktion ud af kraft. Den fysiske belastning for led er større ved overvaegt.

Der er lavet undersøgelser, der påviser sammenhaengen mellem at vaere fed, ensom og deprimeret. Det er åbenlyst svaert at beskrive de psykiske konsekvenser ved overvaegt, da de er individuelle.

Sofie Hagen beskriver, hvorledes der nu har indfundet sig en ny aktivistisk bevaegelse, som har resulteret i begrebet ”curvy models”, hvor kvinder i størrelse 38-40 også anvendes i reklamer. Ud fra et kommercielt perspektiv forstår jeg godt den strategi, for sagen er, at der i Danmark lige nu er flere overvaegtige end normalog undervaegtige mennesker.

Derfor forstår jeg godt det kommercielle aspekt i at ville lave reklamer, der målretter sig mod et større kundegrundlag, der kan identificere sig med et produkt.

Jeg er dog indaedt modstander af at skulle forherlige åbenlyst skadelige kropsidealer. Når Sofie Hagen beskriver hvordan,”det handler om at aendre den anti-tykke forudindtagethed og isaer den måde, hvorpå den påvirker tykke mennesker politisk” vender det sig i mig. For som mennesker er vi udmaerket klar over, at der er bedre måder at forvalte livet på end andre (og ekstrem overvaegt er ikke en af de gode måder). Vi er i besiddelse af en bevidsthed, hvor vi ret hurtigt rationelt kan bedømme, om noget er godt eller skidt (hvilket også er grunden til, at ordet ”tyk” saetter negative associationer i gang hos de fleste – med god grund).

Jeg ved, at min størrelse er et vidnesbyrd om, at jeg har tacklet psykisk modstand ved at køre en diaet af alt for store maengder mad – gerne fed, gerne chips og gerne kage.

For mig er der ikke den store forskel på at vaere ekstremovervaegtig og have et heroinmisbrug. Medgivet – heroinmisbruget er for det første ulovligt og ødelaegger dit liv markant hurtigere end at vaere ekstrem overvaegtig. Men begge dele er resultatet af et misbrug.

Når Sofie Hagen beskriver listen af personligheder, der gør en forskel, taenker jeg, at Adele formentlig havde vaeret på den liste for 4-5 år siden. Men siden der kom nye billeder frem af Adele – som nu havde tabt sig – medførte det en shitstorm på sociale medier. Den aktivistiske bevaegelse har altså nu skabt en tilstand, hvor vi er gået fra ”fat shaming” til også at indeholde ”fit shaming”.

Ligeledes var der kritik af, at Sofie Gråbøl skulle spille en ekstremt overvaegtig person – for ”hvorfor kunne man ikke finde en sådan overvaegtig skuespillerinde?” Denne aktivistiske bevaegelse er for fornuft, hvad en plage af graeshopper er for kornmarker.

Selvfølgelig har ekstremt overvaegtige mennesker svaerere ved at finde et arbejde, fordi det åbenlyst er forbundet med større sundhedsmaessige risici at ansaette ekstremt overvaegtige. Det vil over et laengere ansaettelsesforløb vaere forbundet med gennemsnitligt flere sygedage.

Jeg ved godt, at det kan vaere ubehageligt at taenke på, at virksomheder kigger til deres bundlinje, når der ansaettes, og at sådanne kalkuler også skal med ind over ansaettelsen.

Jeg håber, at du er klar over konsekvenserne ved at insistere på ikke bare at ignorere konsekvenserne ved ekstrem overvaegt, men påstå, at det ikke har konsekvenser. Jeg anerkender blankt, at dit navn er langt større end mit eget – og ligeledes er din følgerskare. Derfor gør det mig ked, at du skider på det ansvar.

At du er så stolt over at vaere usund. At du inspirerer til det. I sidste ende dør folk af overvaegt, og din indstilling giver dig et medansvar.

Jeg er et liberalt sindet menneske, men at advokere for og omfavne dårlige valg finder jeg usmageligt, og jeg håber, at du over tid vil skamme dig over at have forsvaret denne position. Det sidste, som kampen mod overvaegt har brug for, er selvopfundet pseudo-videnskab, der har samme effekt over for indsatsen mod fedme, som TV 2’s udskaeldte HPV-vaccinationsdokumentar havde for livmoderhalskraeft.