Svømmegate har sat rekord i systemsvigt med flere banelaengder

Som skandalens centrum har Dansk Svømmeunion udvist en forbløffende og skammelig mangel på situationsfornemmelse.

Den seneste nyhed på

Dansk Svømmeunions hjemmeside fredag morgen bar overskriften »Dansk Svømmeunion indleder projekt om mental sundhed i traeningsmiljøer«.

En kende sent at anlaegge det fokus med tanke på den sønderlemmende kritik, som Kammeradvokaten samme eftermiddag leverede efter et halvt års undersøgelse af forholdene for landsholdssvømmerne helt tilbage til 2001.

Og desvaerre også en kende hult, når man spørger naermere ind til forløbet.

Fanget i et historisk uvejr efter DR’s afsløringer af offentlige vejninger, mobning og pilleuddeling valgte de hovedansvarlige i Dansk Svømmeunion (DSU) nemlig ikke at laegge sig fladt ned og yde et aerligt bidrag til oprydningsarbejdet, men har i stedet ført sig frem med en vrangvillig og fodslaebende attitude – af en kilde taet på forløbet betegnet som en konstant benaegtelsestilstand.

DSU-lederne har eksempelvis haft svaert ved helt at forstå betydningen af begrebet uvildig undersøgelse og har blandt andet forsøgt at få fjernet kritiske spørgsmål, fordi de jo ikke kunne føre til andet end negative svar – en utidig indblanding, som da også blev ilde modtaget ifølge Jyllands-Postens oplysninger.

På den vis har DSU virkelig formået at understrege det forsmaedelige i hele affaeren, som dermed har vist sig at vaere et kontinuerligt overgreb på svømmerne.

I centrum står naturligvis selve ugerningen over for dem som sportsfolk, men man må ikke glemme de nedvaerdigende handlinger, som elitesportsfolkene efterfølgende har vaeret udsat for som individer. Ramt af rådvildhed og resignation over de naere traeneres regelbrud har de taget mod til sig og har italesat situationen højere oppe i systemet for blot at dumpe ned i en giftig sump af fornaegtelse og halvhjertede genopretningsforsøg.

En oplevelse, som ifølge eksperter rammer ofrene naesten lige så slemt som selve misgerningen, da den sidste rest af håb, forståelse og tro på retfaerdighed drukner.

Derfor kan man måske nok ikke tale om et systematisk svigt, da raedselsregimet jo hverken var sat på formel eller var ét overordnet faellesprojekt som for eksempel dopingprogrammet i det gamle Østtyskland, men til gengaeld er det indiskutabelt systemets svigt, hvilket naermest gør det vaerre.

I førstnaevnte tilfaelde går mange enkeltpersoner og flere instanser sammen om noget forkert, i sidstnaevnte tilfaelde har mange enkeltpersoner og flere instanser ikke levet op til deres ansvar, og de har tilmed ikke den mindste undskyldning at klynge sig til.

I centrum står naturligvis selve ugerningen over for dem som sportsfolk, men man må ikke glemme de nedvaerdigende handlinger, som elitesportsfolkene efterfølgende har vaeret udsat for som individer.

Godt nok er de i deres forskellige roller ansat til at vinde medaljer til Danmark, men de er dumpet på to helt centrale punkter.

For det første skal både traenere og aktive vaere klar til at køre lige til graensen, for vi har trods alt at gøre med eliteidraet, hvor man intet vinder ved at vaere blødsøden. De beskrevne terrormetoder hører dog ingen steder hjemme og giver dybest set ingen mening, da kun de allerfaerreste og de allermest forhaerdede vil reagere positivt på den slags ydmygelser.

For det andet behøver man ikke engang naerstudere eliteidraetsloven for at blive mødt af en løftet pegefinger, da Team Danmark og specialforbund i den allerførste saetning pålaegges at »udvikle dansk eliteidraet på en socialt og samfundsmaessigt forsvarlig måde«.

Af samme grund er det måske mere nødvendigt at lade de besluttende organer i Dansk Svømmeunion gennemgå et forløb om mental sundhed end svømmerne.