Topchefens lønhop skal forklares – ikke skjules under madrassen

Erhvervstoppens lønprogrammer er blevet så komplekse, at bestyrelserne ofte ikke selv aner, hvad de vaelger at betale for topchefen.

ESG er her, der og alle vegne i det tungere erhvervsliv for tiden. På dansk burde vi ret beset tale om MSS – forkortelsen handler om miljø, sociale vilkår og god selskabsledelse – men meningen er den samme: Det handler om erhvervslivets samspil med det omgivende samfund.

Prisen for ikke at opføre sig samfundsmaessigt begavet er vokset voldsomt igennem de seneste år. Noget tyder på, at bøder og offentlige gabestokke faktisk har haft en effekt i hvert fald i det internationale erhvervsliv.

En opgørelse fra investeringsbanken Carnegie viste for nylig, at størrelsen af de opkraevede bøder i henholdsvis USA og EU for overtraedelse af to af de tungere områder i erhvervslovgivningen, miljøsvineri og kartelvirksomhed, blev fordoblet i 2016-17 i forhold til de to foregående år. Det er en stigning på ca. 135 mia. kr. For derefter i 2018 at falde med 75 pct. i forhold til gennemsnittet af de to foregående år. Data for 2019 foreligger endnu ikke.

Tallene er ikke et sandhedsbevis på, at virksomhederne opfører sig bedre. Men det ligner en indikation af, at ledelserne er begyndt at tage samfundets forventninger til virksomheden saerdeles alvorligt.

En virksomhed eksisterer ikke laengere blot for at opfylde ejernes ambitioner. Den skal fungere og agere som en integreret del af de samfund, som huser den – lokalt, nationalt og globalt. Det kraever en ny åbenhed. Det stiller krav om, at erhvervslivet taler med en tydelig stemme i debatten. Og ikke mindst at virksomhederne skal kunne forklare og forsvare vilkårene for at drive forretning, så det bliver forstået langt ud over bestyrelseslokalernes trygge rammer.

På Jyllands-Postens erhvervssite, Finans, har vi igennem de seneste uger i artikler analyseret et af de emner, der mest højlydt skiller erhvervslivet fra det politiske og det borgernaere liv: Den markant større vaekst i aflønningen af topchefer end i den almindelige lønudvikling i samfundet.

Formålet med artikelserien har vaeret at nuancere en ofte alt for følelsesfyldt og faktaforladt debat. Den handler mere om ideologi, grådighed og forargelse end om det, den burde dreje sig om: løn og bonus som redskaber til at presse bedre praestationer ud af topchefer – og for den sags skyld medarbejdere – til gavn for vaerdiskabelsen for aktionaererne og for samfundet.

Undervejs har vi konsulteret en stribe førende kilder i kategorierne investorer, bestyrelsesformaend og ledelseseksperter i diverse afstøbninger. Nogle af konklusionerne er:

Investorernes opmaerksomhed på, om direktørens lønpakke arbejder til fordel for ejerne eller blot for direktøren selv, er skaerpet markant.

Professionelle bestyrelsesformaend ønsker ikke at forgylde deres topchefer uden at få noget for pengene. Men ofte er lønpakkerne så komplekse, at de faerreste i bestyrelsen forstår, hvad det egentlig er, den vedtager.

Eksperterne kan ikke dokumentere en positiv effekt af eksorbitante lønpakker. Men der er konsensus om, at topchefer, der er medejere af den virksomhed, de driver, leverer bedre resultater end dem, der ikke er. Medejerskabet skal blot vaere obligatorisk og langsigtet og ikke bundet op på f.eks. et aktieoptionsprogram. Sidstnaevnte kan motivere ledelsen til at levere topresultater i det snaevre tidsmaessige vindue, hvor optionerne kan udnyttes og dermed løbe kortsigtede risici, som bliver til kostbare fejl.

Og endelig har vi en fornemmelse af, at de eneste, som endnu mangler at forstå, at lønpakkerne ikke laengere er en privatsag, skal findes blandt topcheferne selv. Det har vaeret mere end vanskeligt at få aktive topdirektører til at stille op til en samtale om emnet, der vistnok fortsat overtraeder adskillige blufaerdighedsgraenser.

Virksomhederne skal kunne forklare og forsvare vilkårene for at drive forretning, så det bliver forstået langt ud over bestyrelseslokalernes trygge rammer.

Sagen er blot, at så laenge erhvervslivet opfører sig, som om der er noget at skjule om chefens løn, kommer debatten til at fokusere på … ja, grådighed og forargelse.

Heldigvis tvinger nye EU-regler over de kommende år de børsnoterede virksomheder til at redegøre langt mere praecist for, hvad prisen for at baere ansvaret som topchef i dansk erhvervsliv egentlig er og hvorfor. Derfra kan flere forhåbentlig fortsaette debatten om ret, rimelighed og effekt på et oplyst grundlag.