Hjaelp til venner og familie kan give skattesmaek
Vi har betalt skat i århundreder. I dag kan vi nikke genkendende til mange af de gamle skatter.
At have en støttende familie og gode venner er guld vaerd. Også for Skattevaesenet.
Vi skal passe på med at hjaelpe hinanden alt for meget. Familien kan i yderste konsekvens komme til at betale afgift efter gavereglerne, og hvis det er vennerne, der traekkes på, risikerer man at få en stor skatteregning selv.
Den advarsel kommer bl.a. fra revisionsselskabet BDO efter en helt ny afgørelse fra Landsskatteretten.
Ejeren af en tøjbutik skal betale 151.600 kr. i skat efter en langvarig sygemelding tilbage i 2012. Forretningen skulle ikke lukke pga. sygdom, mente seks rigtige venner.
De drev simpelthen forretningen videre uden at få en krone til gengaeld. De kunne ikke vide, at de dermed hjalp Skattevaesenet mere end deres rigtig gode ven.
For vennetjenesten blev opgjort til – ikke 1.514, ikke 1.515, men praecist 1.516 timer med en timeløn på 100 kr. Skatteregning til tøjbutikkens ejer: 151.600 kr. Til gengaeld kunne ejeren ikke få fradrag for udgiften. Det var jo en gave.
Ifølge BDO er det ikke overraskende, at der skal betales skat af vennernes hjaelp. Til gengaeld er det besynderligt, at der ikke kan gives fradrag for udgiften.
Hvis familiemedlemmer havde stillet sig foran tøjstativerne og bag kasseapparatet, kunne ejeren af tøjbutikken vaere sluppet helt. Men de venlige familiemedlemmer risikerede i princippet at komme til at få en regning for gaveafgift. Det er dog mere teoretisk end reelt, da bundgraensen for gaveafgift er 67.100 kr. i år.
Tilbage til de gode venner. Afgørelsen fra Landsskatteretten fortaeller ikke noget om, at de skal betale skat. Men som BDO nøgternt konstaterer:
»Skattestyrelsen er heldigvis generelt tilbageholdende med at beskatte borgere af penge, som de rent faktisk ikke har tjent.«
Dvael lige ved saetningen. Der står »generelt tilbageholdende« med at betale skat af penge, vi ikke har tjent!
Der er vi i dag. Vi risikerer at betale skat af en indtaegt, vi ikke har.
Der er flere eksempler: grundskyld og ejendomsvaerdiskatter. Grundskylden betaler vi for at eje et stykke jord, ikke fordi vi tjener penge på at eje det.
Og der er tale om dobbeltbeskatning, for vi skal betale den af penge, som vi i forvejen har betalt skat af.
Ejendomsvaerdiskat betaler vi for at eje og bo i en bolig – ikke fordi vi tjener penge på at gøre det. Til gengaeld slipper man for ejendomsvaerdiskatten, hvis man udlejer en bolig. Så der bliver man ikke beskattet af en indtaegt, man har (I har min fulde forståelse, hvis I lige skal laese den saetning to eller flere gange).
Her tager jeg ikke hensyn til den skat, man kan komme til at betale for at leje boligen ud. Men udlejning kan faktisk vaere meget attraktivt på grund af fradragsreglerne eller bundfradraget – afhaengigt af hvilken model man bruger til udlejningen.
Samme princip gør sig gaeldende ved den skat, vi betaler af pensionsafkast, PALskatten. Jeg diskuterer lidt med to statsautoriserede revisorer, om der er tale om dobbeltbeskatning her. Den traekkes nemlig af selve opsparingen, som dermed bliver mindre.
Uanset hvordan man ser på det, er der tale om en form for dobbeltbeskatning, for opsparingen udhules, og når den udbetales, skal vi betale skat igen.
At vi risikerer at skulle betale skat, hvis vi får brug for hjaelp af gode venner, er ulogisk.
Vi opfordres konstant til at vise socialt engagement, menneskelighed og hjaelpe aeldre i familien med rengøring og praktiske opgaver. Vi opfordres også til at hjaelpe på plejehjem, sygehuse og i børnehaver.
Der er vi i dag. Vi risikerer at betale skat af en indtaegt, vi ikke har.
Men hvor stor mon lysten er til at arbejde frivilligt, når den, man arbejder for, risikerer en skatteregning?
Fair nok, vi undgår ikke at betale skat, men beskatningen er på mange områder ude af trit med virkeligheden.
Og der er ikke sket specielt mange aendringer, hvis man går tilbage i historien:
N Fra 1762 til 1812 blev der opkraevet en kopskat på 1 rigsdaler for alle indbyggere over 12 år. Det er vel i dag det, der svarer til arbejdsmarkedsbidrag.
N Fra 1681 til 1682 opkraevede Christian V hartkornsskat af gårdejere. Skatten var højest på frugtbare jorde og lavest på sandede jorde. Her taler vi grundskyld.
N Fra slutningen af 1600-tallet skulle bønderne betale en afgift ved byporten, en såkaldt accisse. Det svarer til en miljøafgift, hvis man kører ind i byerne i dag.
Vi har altid betalt skat, og fantasien har altid vaeret god. Det er måske ikke helt fair at sammenligne gamle skattesatser, men én ting er sikker: Én skatteform, som blev brugt helt tilbage i 1612, gaelder endnu.
Vi betaler stadig brandskat.