Epidemier er fantastiske til at vise noget om menneskers evne til at organisere

Så er vi der igen. Tilbage i virussituationen. Med coronaviruset genopfriskes nogle af de gamle strategier for bekaempelse, for selv om verden har aendret sig meget de seneste knap 800 år siden pestens komme, så handler det stadig om, at menneske ikke rører ved menneske. Epidemier er et fantastisk sted at studere organisering, fordi epidemierne er en provokation til befolkningerne: Organiser jer, eller I dør alle. Hvad vil I gøre?

Hvad man vil gøre afhaenger selvfølgelig af, hvilke forestillinger man har om, hvordan virusset smitter, og hvorfor det er kommet. Under spedalskheden i middelalderen var der andre salvelsesritualer, end der er i dag. Men mest afgørende er det, om man mener, det smitter direkte fra menneske til menneske eller gennem dyr som f.eks. myggen og gul feber eller malaria, eller gennem vand som kolera.

For hvis virusset smitter gennem mennesker, kan man nemlig give sig til at moralisere og opstille reglementer til håndtering af befolkningsmassen. Det er svaerere med myg og vand. Det handler om at lave adfaerdsregler og fysiske skranker mellem mennesker, så de ikke rører ved hinanden eller de samme ting – det er såkaldt antitaktile strategier.

Epidemisituationen stiller på mange måder et område og et styre i den situation, som et fodboldhold står i, når det får udvist en mand. Nu gaelder det ikke laengere om at kreere og innovere, det gaelder ikke om at overskride graenser, men om, at enhver passer sit, og så skal tiden gå, så vi kan få det overNår stået uden større skader. Man lukker ned i sine rum, renser ud, passer sine rum ud fra en overordnet taktik.

Derfor har epidemier også undertiden passet de andre ret godt. Jeg boede i Frankrig, da kogalskaben brød ud i England i 1996; og det virkede, som om det passede franskmaendene meget godt at vaere nødsaget til at lukke af for engelsk import. I den neoliberale, globale tidsalder handler epidemier ikke bare om mennesker, men om penge.

Da sarsepidemien brød ud i Guangdong-provinsen i Kina for 17 år siden, var det sigende nok Far Eastern Economic Review, der blev det centrale tidsskrift for diskussionen af denne epidemi.

styret slår bak og prøver at kontrollere territorier, bliver globussen farvet igen. Hvilke lande har fået epidemien, hvilke har ikke? Hvilke lande gør hvad? I de neoliberale demokratier er vi vant til at styre folk med påvirkning af deres brug af deres frihed: Vi gør nogle valg mere interessante end andre, f.eks. laegger vi afgift på de valg, vi ikke ønsker. I epidemisituationer står totalitaere regimer bedre end neoliberal påvirkningsstyring, fordi de har et hårdere tag i befolkningerne.

Coronavirusset ligner på et socialteknologisk plan sars, som også brød ud i Kina, men dets dødelighed var fem gange så høj.

Da sars var på sit højeste i foråret 2003, var risikoen for at dø i Hong Kong svarende til risikoen for at dø ved et fald, i Singapore for at dø druknedøden, i Canada (hvor sars havde spredt sig til via et enkelt fly) for at dø af et flystyrt, i Kina for at dø af et lynnedslag og i resten af verden for at blive spist af en haj.

Når styrerne slår bak, taenker i rum og taktilitet, så er det naeppe på grund af disse risici – men for, at risici ikke skal vokse. Og derfor er selv en i epidemihistorisk sammenhaeng naesten ligegyldig virus alligevel et privilegeret sted at studere menneskelig organisering.

Epidemisituationen stiller på mange måder et område og et styre i den situation, som et fodboldhold står i, når det får udvist en mand.