Albanien og Nordmakedonien bøvler med at rydde korruption af vejen og gennemføre reformer for EU

Det er svaert at vaere uenig med statsminister Mette Frederiksen om, at den ydre graense omkring EU bør vaere en vigtig prioritet. Men det bør ikke stå i vejen for andre vigtige prioriteter.

For mig som konservativ er klimaet og europaeiske virksomheders konkurrencevilkår i en urolig verden lige så vigtige. Emnerne haenger jo sammen på bagtaeppet af klodens komplicerede sammensaetning.

Statsministerens enkle verdensbillede har givet samarbejdet i EU store udfordringer, da hun i efteråret sagde, at optagelse af nye lande var en mindre vaesentlig og maerkelig diskussion.

Taktisk var det måske smart at markere en staedighed, der senere kan indgå i forhandlingerne om det nye syvårige budget. I disse forhandlinger er Danmark i mindretalsgruppen, der ikke vil en budgetudvidelse på over de traditionelle én procent af bruttonationalindkomsten.

Spørgsmålet er dog, om det er fair – endsige klogt – at tage lande, man igennem flere år har forberedt egentlige optagelsesprocedurer med, som gidsel i sammenhaenge, de ingen kinamands chance har for at påvirke?

Spørgsmålet er, om Europa har brug for statsledere, der kun kan tale sammen om én ting ad gangen? Tillidskrisen mellem borgere og politikere handler jo netop om, at de første oplever, at vi virker til at mangle evne og mod til at arbejde med verdens komplicerede sammenhaenge – og at vi alt for ofte saetter hårdt mod hårdt i forhandlinger om magt mere end om mening.

Sagen om optagelsesforhandlingerne handler om Albanien og Nordmakedonien. Først og fremmest. Kosovo, Serbien og BosnienHercegovina har mange år foran sig. Og Tyrkiet burde stryges af listen.

Sagen handler om, at de to førstnaevnte – til trods for deres historiske kapitaler i kommunismens jerngreb – er en naturlig del af det europaeiske kontinent.

De vil gerne EU og vores retsstatsprincipper, frihandel og frihed under ansvar.

De er der bare ikke endnu. Men de er på vej gennem al bøvlet med at rydde korruption af vejen, gennemføre nødvendige reformer og slå ned på de forsøg, der gøres for at lokke dem over i Putins autokrati.

Vi skal nemlig huske, at optagelse af flere europaeiske lande i EU også handler om sikkerhedspolitik og beskyttelse af den liberale verdensorden. Den verdensorden, som siden afslutningen på Anden Verdenskrig gradvist har skabt en friere og mere fredelig verden i taet samarbejde med EU’s stadigt staerkere muskel for frihandel og demokrati.

Efter Frederiksens kaekke kommentarer forud for hendes første topmøde i EU, som kun Frankrigs Macron blev glad for, har den nye kommission heldigvis udarbejdet et nyt forslag til optagelsesprocedure.

Det blev godt modtaget, selvom venstrefløjen i Europa-Parlamentet kritiserede, at det var en ungarer, der nu har kommissaeransvar for udvidelse. Nok om det. Det er historie. Foran os ligger der et forslag til optagelsesprocedurer, som er langt mere proaktivt og dynamisk.

Der er praktisk talt flere gulerødder og mere pisk. Man går simpelthen grundigere og mere tematisk til vaerks, ligesom intet er givet, før alle områder af optagelseslandets forberedelser er godkendt. Populaert sagt kan et land, der slaekker på forberedelserne, blive sendt tilbage til start. Det garanterer, at lande først optages, når de er helt klar til det.

Samtidigt aendres reglerne for, at nye lande kan rotte sig sammen og blokere for at rette op på det, de måske alligevel ikke gør, som de skal i forhold til isaer rule of law – retsstatsprincipperne. Altså: Vi kan fremover undgå gentagelse af f.eks. Polen-Ungarn-makkerskabet, som gør sanktioner mod dem naermest umulige.

Det lover godt for endeligt at slå korruption og kraenkelser af retsstatsprincipperne effektivt ned.

Optagelse af nye EU-medlemmer bør selvfølgelig kun ske, når der er styr på, at landene er klar, og at EU også er det. På den måde er der overskud til at tage os godt af de nye medlemmer. Det er et sundt og konservativt princip. Jeg håber, Mette Frederiksen ikke synes, det er helt gakgak.