Minister er på gale veje

Ligestillingsminister Mogens Jensen langede forleden ud efter kønsroller og forventninger i Jyllands-Posten. Årsagen er ifølge Mogens Jensen, at det ødelaegger mennesker at leve med de begraensninger, det giver, at der eksisterer normer og forventninger knyttet til kønnene.

Mogens Jensen er med andre ord ude i et individualistisk frigørelsesprojekt, hvor det at bekaempe de normer og forventninger, der eksisterer hos kønnene, skal saette den enkelte fri. Men i modsaetning til hvad Mogens Jensen tror, gavner det faktisk den meget store majoritet af mennesker, at de kan laene sig op ad forudbestemte forventninger og normer baseret på kønnene.

Sagen er nemlig, at kønsnormer og forventninger primaert har en social funktion, der ikke begraenser os, men reelt saetter os fri. Kønsnormer og forventninger fungerer nemlig ved, at de reducerer kompleksiteten i tilvaerelsen, både socialt og individuelt.

Vi bliver helt grundlaeggende bedre i stand til at omgås hinanden og traeffe beslutninger i livet, når vi på forhånd ved, hvad der forventes af os selv, og hvad vi kan forvente af andre. At vi på forhånd kan forvente kønsbestemte ting af os selv og hinanden, saetter nemlig rammer for os, som indsnaevrer, hvad vi selv skal forholde os til, og hvordan vi skal navigere i forhold til hinanden.

Heri ligger der en nødvendig frihed fra at skulle forholde sig til hvert enkelt menneskes selvopfattelse og selvdefinerede identitet, der ikke vil vaere mulig for os at kende på forhånd, og det giver samtidig en nødvendig frihed fra, at vi altid selv skal finde ud af, hvad vi inderst inde ønsker i alle livets spørgsmål. Kønsnormer og forventninger reducerer kort sagt livets kompleksitet på en helt nødvendig måde, for at vi kan socialisere og navigere i en stadig mere kompleks verden.

At ophaeve normer vil derfor ikke have den funktion, som Mogens Jensen og andre feminister tror; at vi bliver frie og lever i harmoni med hinandens selvdefinerede identiteter og ønsker. Det gør tvaertimod, at interaktion med hinanden bliver en grundlaeggende umulig opgave.

Mennesker er nemlig helt basalt set begraensede vaesener, der har brug for at have normer og forventninger at støtte sig op ad på livets vej og i mødet med hinanden. Det gør os i stand til at have et socialt liv, hvor vi kommer hinanden ved, og det fritager os fra byrden at skulle spekulere dagen lang over, hvordan vi praecis selv ønsker at vaere.