Prøv nu at leve op til vores tillid

Den danske tillidskultur er en sovepude for en udtalt konfliktskyhed blandt offentligt ansatte. Politik er skyld i mange af skandalerne i det offentlige, for angsten for konsekvenser laegger sig som et tungt låg over systemet.

Det vaelter frem med pinlige nye sager i den offentlige sektor: anklagerne om korruption i Forsvarets Ejendomsstyrelse, den nylige anholdelse af en faengselsbetjent for at modtage penge fra indsatte, uregelmaessigheder på seruminstituttet, anklager om haerchefens pligtforsømmelse, fortielsen af fejl i Rigspolitiets teledata osv.

Det er tydeligt, at det på mange områder er galt fat med kulturen i den offentlige sektor. Jeg ser naivitet, konfliktskyhed, passivitet, manglende konsekvens og ikke mindst politik som hovedårsagerne til skandalerne.

Der er tydeligvis en vis naivitet i den offentlige sektor, så selv de mest basale kontrolmekanismer mangler nogle steder i det offentlige, som Britta Nielsen beviste ved igennem 25 år at overføre 118 mio. kr. til egne konti. Men det er desvaerre ikke unormalt. Rigsrevisionen skriver i sin beretning om statsregnskabet for 2018, at der er grundlaeggende mangler i det system, som Beskaeftigelsesministeriet bruger til refusion til kommunerne.

Jeg ved godt, at den offentlige sektor ofte beskrives som et kontrolhelvede med krav om masser af kontroller og dokumentation. Men jeg tror, det ofte kun er et alibi, så systemet kan haevde, at alt foregår korrekt. For ofte følges der reelt ikke op på reglerne.

Den manglende opfølgning skyldes en udtalt konfliktskyhed i den offentlige sektor. Man foretraekker at undgå ballade frem for at håndhaeve reglerne. Således uddeles der sjaeldent sanktioner til arbejdsløse, der ikke lever op til kravene om at søge arbejde.

Odense Kommunes gennemgang af sagerne med ikkevestlige indvandrere, der var erklaeret for syge til arbejde, og som viste, at 90 pct. alligevel var jobparate, er desvaerre også en sjaeldenhed. Offentlige ledere og politikere ønsker ikke ballade med fagforeningerne eller borgerne, hvis svindel og inkompetence afsløres. Det vil betyde, at der skal placeres et ansvar, der kan medføre fyringer. Uha, nej da.

Den danske tillidskultur er blevet en bekvem sovepude, der fjerner behovet for at kontrollere for snyd, korruption og inkompetence. Når vi stoler på hinanden, behøver vi ikke forholde os til en ubekvem virkelighed med snyd eller inkompetence. Vi siger blot, at den manglede kontrol og opfølgning skyldes, at vi har tillid til borgerne og medarbejderne.

Måske er troen på tillidskulturen en del af forklaringen på den utrolige passivitet, som der udvises i den offentlige sektor, når den får advarsler om uregelmaessigheder. For selv om kontrolfunktionerne er skåret ned i de seneste år i det offentlige, så har der vaeret advarsler; de blev blot overhørt. Det vaerste eksempel findes naturligvis i Skat.

Skat ikke alene overhørte advarsler fra intern revision i de foregående år om den manglende kontrol med refusionerne af udbytteskat, man fortsatte med at udbetale 3,2 mia. kr. i refusion, efter at man var blevet gjort opmaerksom af eksterne, at der var en kraftig formodning om svindel – lige meget hjalp det. Rigsrevisionen skriver i beretningen om Skatteministeriets tilsyn med udbytteskat, at der ikke var noget, der pegede på, at Skatteministeriet uden eksterne oplysninger selv ville have stoppet refusionerne. Selv om stigningen udgjorde 1.300 pct. I de fleste andre organisationer ville en 13-dobling af udgifterne på fem år nok have givet anledning til eftertanke, men ikke i Skat. Og glem ikke, at politiet i 2012 rent faktisk fik en indberetning fra Danske Bank om Britta Nielsens pengeoverførsler. Der gik seks år, før hun blev afsløret.

Naivitet, konfliktskyhed og passivitet i den offentlige sektor kan have mange årsager, men en af dem kan vaere den tilsyneladende mangel på konsekvens og personligt ansvar, når noget går galt. Det virker forbløffende, at der ikke er placeret et ansvar i nogen af de seneste skandaler. Intet ansvar er placeret for, at Britta Nielsen i 25 år kunne svindle, så vandet drev.

Indtil nu er intet ansvar placeret i udbytteskatskandalen, selv om intern revision påpegede svaghederne i systemet, to-tre år før svindlen rigtig tog fart. Og departementschefen i Forsvarsministeriet, der undlod at orientere ministeren om fejlene i Forsvarets Ejendomsstyrelse, fortsaetter. Der har ikke vaeret personalemaessige konsekvenser i Justitsministeriet eller Rigspolitiet for i flere måneder at mørklaegge, at teledata til retssager var fejlbehaeftede.

Denne mangel på konsekvens, når der kommer ubehageligheder til offentlighedens kendskab, kan undre; politikere er jo ellers ivrige efter at se handlekraftige ud.

Jeg ser to grunde, der kan holde politikerne tilbage. For det første går partier sjaeldent ud og kraever ansvaret placeret, hvis de rammer en af deres partifaeller. Det kan forklare den utrolig ringe politiske interesse for at finde de ansvarlige eller rettere uansvarlige ministre og embedsmaend i skandalerne i Skat. Der har tvaertimod vaeret politisk borgfred om Skat indtil efteråret 2018. Det skyldes nok, at de ”ansvarlige” skatteministre kom fra fire partier (Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale og Socialistisk Folkeparti), som har et paent flertal i Folketinget.

I de fleste andre organisationer ville en 13-dobling af udgifterne på fem år nok have givet anledning til eftertanke, men ikke i Skat.

Den anden grund kan vaere, at mange politikere helst vil tale problemerne om snyd, budgetoverskridelser og manglende kontrol i den offentlige sektor ned for ikke at underminere opbakningen til velfaerdsstaten. Store dele af det politiske spektrum påstår jo, at de betaler deres skat med glaede.

Men det kraever tillid til, at vores penge bruges nogenlunde fornuftigt. Der må ikke brede sig en fornemmelse at ”ingen kvaler, borgerne betaler” blandt skatteyderne. Men det vanskeligt at haevde, at vi har verdens bedste offentlige sektor, og samtidig fyre departementschefer, direktører mv. for korruption og pligtforsømmelse.

Jeg fornemmer en vis frygt hos nogle politikere for, at vaelgerne, skatteyderne og borgerne mister tilliden til systemet.

Derfor ruller der ingen hoveder i Skat. Selv om det desvaerre betyder, at der så ikke er blevet ryddet op i Skat. Hvilket Statsrevisionen bekraefter i december 2019, hvor de noterer, at Skatteministeriet ikke har orienteret Folketinget om den utilstraekkelige fremdrift i inddrivelsesprojektet. Skatteministeren har således gentagne gange fastholdt forventninger og planer over for Folketinget.

Men strategien er forkert. Intet underminerer tilliden til den offentlige sektors professionalisme og ordentlighed som politikere, der ikke vil undersøge åbenlyst mistaenkelige sager, når de bliver gjort opmaerksomme på den.

Genopretningen af tilliden og haederligheden i den offentlige sektor kraever, at politikerne gør op med den reelle straffrihed, der er for embedsmaend og politikere for passivitet, (nød)løgn, fortielse, inkompetence og pligtforsømmelse i staten, regionerne og kommunerne.

Justitsministeren og forsvarsministeren bør starte med at genoverveje, om det ikke bør have personalemaessige konsekvenser for nogle embedsmaend, der undlod at informere rettidigt om hhv. telesagen og bestikkelsen i Forsvarets Ejendomstjeneste.

Og vaelgerne bør følge op med at udsøge sig partier og politikere, som går op i, om skattekronerne forvaltes omhyggeligt, og som har mod nok til at placere et ansvar for skandalerne og kraeve konsekvenser. Også hvis det rammer prominente tidligere ministre fra egne raekker.