Pengene fosser ud af oliestaternes pengetanke
Olielandene i Mellemøsten gør sig for tiden store anstrengelser for at finde nye indtaegtskilder, der i fremtiden kan erstatte olieindtaegterne.
I årtier har Mellemøstens oliestater tjent enorme summer på at hente den eftertragtede råolie op fra undergrunden og saelge den dyrt til resten af verden. Men de seneste fem år har prisen på olie ligget på et så lavt niveau, at olieindtaegterne ikke laengere kan daekke oliestaternes massive offentlige forbrug. De har derfor vaeret nødt til at traekke på deres opsparinger i oliefondene og optage gaeld.
I en ny rapport vurderer Den Internationale Valutafond, IMF, at Mellemøstens statslige oliefonde vil vaere tømt for vaerdier i løbet af de kommende 10-20 år. Først Bahrain og Oman, dernaest Saudi Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait.
Brat prisfald
Råolien som sikker indtaegtskilde for oliestaterne fik et alvorligt skud for boven, da olieprisen faldt fra ca. 100 til ca. 50 US dollars i 2014-2015. Siden har prisen stort set ligget i niveauet 50-60 US dollars. Men oliens tid som verdens dominerende energikilde rinder ud.
Efterspørgslen efter olie stiger dog fortsat – primaert drevet af den globale økonomiske vaekst og sekundaert af verdens stigende befolkning. Men øget fokus på energieffektivisering og den grønne omstilling forventes at føre til en faldende efterspørgsel efter olie. Faktisk forventes det, at efterspørgslen efter olie vil peake om ca. 10 år, hvorefter behovet for olie kun vil falde.
Det sker, samtidig med at verdens kendte oliereserver er større end nogensinde. Nye teknikker har gjort det muligt at hente endnu mere olie op fra undergrunden. Det gaelder både for den konventionelle olieproduktion og for den nye skifferolieproduktion i navnlig USA.
Økonomisk kontrakt
Når oliestaternes oliefonde tørrer ud, skal landene enten låne penge til at daekke de offentlige udgifter eller skaere ned på det offentlige forbrug. Derfor gør landene sig for tiden store anstrengelser for at finde nye indtaegtskilder, der i fremtiden kan erstatte olieindtaegterne.
Men denne omvaeltning er forbundet med betydelige risici. En stor del af befolkningerne i olielandene er nemlig afhaengig af direkte eller indirekte økonomisk støtte fra staten. Det omfatter blandt andet subsidier, offentlige jobs og sundhedsydelser.
Oliestaterne gik stort set fri af uroligheder under Det Arabiske Forår, blandt andet fordi olieindtaegterne sikrer borgerne en vis grad af velfaerd. Der eksisterer med andre ord en økonomisk kontrakt mellem regimerne og befolkningerne. Men den kontrakt kan komme under pres, hvis olieindtaegter forsat svigter og tvinger regimerne til at skaere ned på de offentlige ydelser. Regimerne er derfor nødt til at finde holdbare løsninger for fremtiden, hvis de vil fastholde den folkelige opbakning.
Danske muligheder
Indtil videre har oliestaterne kun i begraenset omfang haft held med at finde nye indtaegtskilder. Dubai, som hører under De Forenede Arabiske Emirater, er kommet laengst. Gennem de seneste tre-fire årtier har emiratet etableret sig som et centrum for handel, turisme og finans. Dubai har verdens femtetravleste lufthavn, der ligger som hub for rejser mellem Europa, Asien og Afrika. Dubai har også Mellemøstens største havn til skibstransport og er områdets finanscentrum.
De øvrige oliestater har planer om at gøre Dubai kunsten efter, og det åbner muligheder for danske leverandører, som kan sikre sig gode ordrer i de kommende år. Eksempelvis satser Saudi Arabien på at udbygge forsyningen af vedvarende energi – isaer vindkraft og solenergi. Det skal mindske landets eget forbrug af olie.
Oliestaterne har fortsat penge til disse investeringer, men på et tidspunkt løber pengekassen tom, og det store spørgsmål er, om oliestaterne i tide formår at omstille sig til en verden, hvor olien har udspillet sin rolle.