Singapores fald blev begyndelsen til enden for det britiske imperium
For praecis 78 år siden tog Storbritannien det første skridt i en stor national nedtur. Nu forsøger briterne at orientere sig internationalt i en ny verden.
Billederne af den ranke, magre mand, der iført haerens klassiske korte khakibukser marcherer op ad gaden med en japaner ved sin side omgivet af britiske soldater med Union Jack og et hvidt banner, er gået over i historien. Minutter senere sidder generalløjtnant Arthur Percival over for den japanske general Tomoyuki Yamashita i Ford Motor Companys fabrik i Singapore og kapitulerer på Storbritanniens vegne.
Kan man tidsfaeste en revolutionerende historisk begivenhed praecist, er det her kl. 17.15 lokal tid den 15. februar 1942, at det britiske kolonirige synker i grus efter århundreders global dominans.
Storbritanniens krigs-premierminister Winston Churchill må have haft sine bange anelser, da han beordrede Percival til at kaempe til sidste mand. Singapore skulle holdes for enhver pris.
Den ordre forbrød Percival sig imod, da han som chefen for de britiske tropper valgte at kapitulere.
Efter syv ugers kampe ned gennem
Malaya var de britiske styrker blevet slået tilbage til det centrale Singapore. Japan kom grundigt forberedt. I modsaetning til Singapore. Churchill havde fokus på krigen i Middelhavet, og det britiske militaer undervurderede fuldstaendig den japanske haer, der imidlertid var toptunet efter naesten 10 års krig i Kina.
Briterne vurderede, at basen kunne holde stand, indtil der kunne sendes forstaerkninger ad søvejen. Hele byens forsvar var baseret på en invasion fra søsiden. I stedet kom den nu fra land. Den japanske lynkrig indeholdt to afgørende elementer: tanks og cykler. Storbritannien havde ikke en eneste tank. Man vurderede, at de var uanvendelige i junglerne. Men Japan havde fremstillet nogle smalle specialtanks, der var designet til at kunne køre gennem gummiplantagerne, hvor traeerne stod snorlige med samme mellemrum. Desuden blev en del af fodfolket udstyret med terraengående cykler. De japanske styrker nåede i lyntempo frem til Johor-straedet og kunne tage springet over til Singapore, mens alt var kaos i den britiske generalstab.
Massakren på hospitalet
Det afgørende stød fik Percival aftenen og natten inden, da japanerne nåede frem til Alexandra Hospital i byens udkant. De japanske soldater traengte ind på hospitalet og indledte en blodig massakre på patienter, laeger og sygeplejersker. Enkelte blev anbragt natten over i nogle interimistiske celler og stukket ihjel med bajonetter om morgenen.
På det tidspunkt af krigen var de grusomme japanske overgreb mod civilbefolkningen i Kina velkendt. Percival håbede på, at han kunne beskytte både sine tropper og den millionstore civilbefolkning ved at vifte med det hvide flag. Men han tog fejl.
I datidens japanske militaere ideologi var der kun foragt tilovers for soldater, der ikke gav deres liv for deres land. Overgivelse var ingen mulighed. Og der var slet ingen empati i forhold til den overvejende kinesiske civilbefolkning. Alle kinesiske maend blev samlet på et centralt sted og langt de fleste ført vaek og likvideret ved byens strande.
Til sin dødsdag som 78-årige i 1966 bar Percival rundt på det tyngede praedikat som manden, der med Churchills ord var ansvarlig for »den vaerste katastrofe og den største kapitulation i britisk historie«.
Percival slap formentlig fra at blive stillet for en krigsret, fordi han tilbragte resten af krigen i fangenskab i de berygtede japanske krigsfangelejre i Manchuriet. Men han blev aldrig tilgivet af nationen og er formentlig den eneste karrieresoldat på det niveau, som aldrig blev slået til ridder.
Mere end et tabt slag
Storbritanniens farvel til EU er måske ikke en begivenhed af tilsvarende tyngde. Men brexit er et tilsvarende jordskred i Storbritanniens forhold til omverdenen. Denne gang med modsat fortegn og helt andre globale magtstrukturer. Men briterne naevner ofte deres historiske faellesskab med de gamle ”dominions” og kolonier som en platform for en ny fremtid. Der er blevet luftet mange drømme om dengang, da nationen var mere end blot et hjul i det europaeiske maskineri.
Singapores fald var mere end et tabt slag, et mistet territorium, en menneskelig tragedie af ufattelige dimensioner. Flådebasen i
Singapore var den britiske garant for og selve symbolet på kolonimagten. Sammenbruddet og omstaendighederne førte til nytaenkning og radikale politiske aendringer overalt. Storbritannien var blevet afsløret som en dysfunktionel papirtiger. Uden evne til at forsvare de samfund, som det gennem århundreders koloni-politik havde fået magten over. Solide britiske kolonier som imperiets juvel, Indien (i dag Indien, Pakistan og Bangladesh), Malaya (i dag Malaysia og Singapore), Burma (i dag Myanmar) og Ceylon (i dag Sri Lanka) indledte kampen for selvstaendighed, allerede inden krigen var slut.
For Commonwealth-nationer som Australien, New Zealand og Canada blev nederlaget kickstarten på en lynrejse vaek fra den naere tilknytning til det gamle land. Mest markant i Australien, der ligesom Indien var en stor bidragyder til den britiske haer. Af de 130.000, der overgav sig den 15. februar 1942, var der 15.000 australiere. Tusindvis af dem døde som krigsfanger under grumme omstaendigheder, blandt andet som slavearbejdere under opførelsen af den berygtede/berømte jernbane over River Kwai.
Fire dage efter Percivals overgivelse blev Darwin bombet, og Australien vendte sig til USA som ny strategisk partner, beskytter og allieret. Sådan har det vaeret siden.
Da Percival som øverstkommanderende blev tvunget til at marchere ud til det japanske hovedkvarter, var ydmygelsen total.
Ikke kun for ham. Men for verdens førende kolonimagt. Den ydmygelse overvandt briterne aldrig, selv om der skulle gå yderligere 29 år, inden de definitivt opgav flådebasen i Singapore og dermed satte det sidste punktum efter en århundrede lang historie om global dominans.