Vesten er traengt på hjemmebanen

Ville menneskerettighederne have en chance, hvis man forestillede sig, at FN blev skabt i dag? Intet tyder på det.

Det nedslående svar på spørgsmålet viser, hvor traengt Vesten er. De universelle vaerdier er under pres. Vesten har laenge tabt flyvehøjde i FN, og det foruroligende er, at det står saerligt grelt til på menneskerettighedsområdet, hvor Vesten burde have en hjemmebanefordel.

Opgørelsen over afstemninger i FN’s Menneskerettighedsråd giver et dystert billede af Vestens aktuelle kampform. Ud af 35 afstemninger var Danmark og EU på vinderholdet i de 18. 17 afstemninger gik ikke Danmarks og Vestens vej. Hertil skal bemaerkes, at flere af de tabte afstemninger var de rituelle Israel-kritiske resolutioner, som er medvirkende årsag til, at menneskerettighedsrådet kom skidt fra start i 2006.

Kina har vaeret drivende kraft blandt en af de mere foruroligende resolutioner, som kaeder menneskerettigheder sammen med udvikling, og som haevder, at de skal saettes ind i en kulturel kontekst.

Udenrigsminister Jeppe Kofod kalder det en udvanding af menneskerettighederne og slår fast, at de netop er universelle og ikke kan gradbøjes. Men udenrigsministeren er også realist. Han erkender, at det bliver en vanskelig kamp at få resolutionen mere balanceret. Et flertal for at forkaste den taler han slet ikke om.

Stillet over for Kina, som opruster på den diplomatiske front, og som bruger sin volumen til at saette sig igennem i internationale organisationer, står det klart, at Vesten kaemper i en helt anden vaegtklasse. Med USA’s tilbagetraekning fra flere FN-organisationer står Europa endnu svagere tilbage i den globale vaerdikamp.

Kina opruster sit diplomati, mens Danmark og flere vestlige lande skaerer ned. Det har selvfølgelig konsekvenser, for det kraever diplomatisk råstyrke både at samle allierede og at vinde kampene til sidste komma i forhandlingslokalerne.

Allerede i 2012 offentliggjorde taenketanken European Council on Foreign Relations en undersøgelse baseret på en analyse over afstemninger i FN. Den viste, at EU-landene over en 15-årig periode havde tabt terraen og indflydelse i FN, når det gjaldt evnen til at fremme menneskerettigheder og klassiske europaeiske vaerdier som et internationalt retssamfund.

De muslimske lande gik foran for at få FN-chartret fortolket på en måde, som tager langt større hensyn til religion og ville gøre det til en menneskeret ikke at få forhånet sin religion. Vesten har ikke vundet slaget, men har trods alt kunnet notere små sejre, som da det lykkedes at traekke i en raekke afrikanske lande, som bevaegede sig i Vestens retning. Samme taktik benytter Kina sig nu af og har allerede høstet udbyttet. Flere afrikanske lande stemmer sammen med

Kina om den omstridte resolution.

Kampen om menneskerettigheder illustrerer med al tydelighed, at normsaettet i den globale landsby er under opbrud, og at det langtfra er givet, at den fortaelling, som Vesten har udbredt om menneskerettighedernes universelle gyldighed, har kraft nok til at stå uimodsagt. For ganske mange lande lyder det besnaerende, hvis man kan saette dem ind i en kulturel kontekst. Det er et behageligt alibi for at omgås de mest fundamentale rettigheder. Når Kina vinder støtte til at omfortolke menneskerettighederne, bør det få alle alarmklokker til at ringe.