Vanopslagh, husk historien, inden du haelder den over bord fra tømmerflåden
Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, har forladt sin post i protest over eksklusionen af Søren Kenner, partimedlem og en af de personer, der var med til at drive LA frem mod sin storhedstid.
Kenner gjorde sig skyldig i at bryde en af politiks gentlemanaftaler – nemlig den, at hvis et parti inviterer en til at arbejde internt på partiets udvikling, så forventes det, at samme person holder op med at kritisere partiet offentligt. Kald det en studehandel, et spørgsmål om loyalitet eller organisationskultur.
Problematisk kan eksklusionen imidlertid synes, da der kan vaere noget om det, når Mikkelsen beskylder partiet for dobbeltmoral, idet man ikke ekskluderede MF’eren Henrik Dahl, da han fremsatte en offentlig kritik, der mindede meget om den, Kenner nu har vendt mod partiet og Dahl. Det mest triste ved eksklusionen er dog, at Kenner tager en af de sidste rester af det LA, der med rette havde succes, med sig. Det drilske ved det er , at det risikerer at udviske partiets historie, og uden den er man ikke et parti, der bygger videre på det, der gjorde LA godt engang, men et tredje, nyt parti.
Hvis LA fremstår som en tabula rasa, der nu skal skrives ny politik på, glemmer vaelgerne LA’s historie og tiltraekkes eller frastødes kun af det, LA fremstår som nu og her. Og i en så lille folketingsgruppe som LA’s er der rig mulighed for, at den enkelte MF’er kommer til at farve hele opfattelsen af partiet. Det enkelte medlem får ikke modspil i form af et hav af andre repraesentanter fra samme parti med et andet fokus eller fra et staerkt ledelsesniveau. Forsvinder også modspillet fra partiets historie, er det svaert at se, hvad der skal harmonisere det. Det bedste bud må vaere en staerk leder, som de øvrige lader sig underordne og hvis projekt, alle kaemper for som det første og eneste.
Et parti vil altid blive forstået i lyset af vaelgernes fordomme om det. Det er en kliché, men til gengaeld er det rigtigt. En raeverød vaelger, der hører, at et liberalt parti vil mindske bureaukratiet for arbejdsløse, vil gerne tillaegge selvsamme parti, at det bare er ude på at finde endnu et sted at skabe skattelettelser. En vaelger med blå tilbøjeligheder kan heldigvis høre det naestekaerlige budskab, der er i det. For at et parti kan ramme en lilla vaelger, kraever det imidlertid, at det parti ikke bare farver sit budskab, men også hele den debat, det budskab leveres i.
Altafgørende bliver det derfor for LA at gøre alt i sin magt for igen at få rykket på selve debatten, så både den blå og den lilla vaelger kan høre og tiltraekkes af partiets politik. Her var LA i sin bedste periode faenomenalt. Dets medlemmer aendrede praemisserne for diskussionen, og pludselig kunne man sige ting, man ikke kunne tidligere – og både selv blive populaer på det og bringe sine politiske modstandere ud af fatning. Vanopslagh er i fuld gang med det projekt og gør det knaldgodt, men for nu sidder de tre mand på hans tømmerflåde (for den fjerde er faldet i vandet).
Slår man sig i stedet først og fremmest op på en karsk kritik med heftig retorik om immigration og integration, risikerer man at blive det fulde fjols, der kommer for sent til festen
Slår man sig i stedet først og fremmest op på en karsk kritik med heftig retorik om immigration og integration, risikerer man at blive det fulde fjols, der kommer for sent til festen og skråler skingert med på sangene, når DJ’en spiller alle ørehaengerne, vi kender så godt, for tredje gang. Anstrengende, forudsigelig og først og fremmest irrelevant.