Frie skoler skal ikke styres
Vi har brug for politikere, som respekterer tankerne bag undervisningsfriheden og mindretalsbeskyttelsen i grundloven.
Dansk Folkeparti (DF) har genfremsat partiets forslag om at forbyde skoler med over 50 pct. ikke-etnisk danske børn, og partiet venter nu spaendt på, om Socialdemokratiet (S) vil støtte forslaget, som de gjorde det før valget. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har allerede kommenteret, at hun har fuld sympati for intentionerne i forslaget, men også, at det kan blive svaert at støtte, fordi det muligvis er grundlovsstridigt.
Men inden det endnu en gang bliver helt legitimt igen at sparke til folk, som har en anden livsstil, religion, beklaedningskultur og livskultur end os kaukasiske danskere, er det måske en ide at overveje, hvorfor vi i Danmark har muligheden for at lave vaerdibaserede skoler. Og hvad forskellen på undervisningspligt, som vi har den i Danmark, og skolepligt, som man kender det fra mange andre lande, egentlig betyder for vores land.
Lad os starte med det sidste – undervisningspligten. Grundlaeggende betyder det, at alle børn i Danmark skal undervises. Ikke nødvendigvis i en skole, men de skal undervises enten derhjemme eller i et faellesskab med andre.
Siden 1855, da undervisningspligten blev indført, er der derfor opstået faellesskaber, hvor grupper med saerlige religiøse, ideologiske og paedagogiske vaerdier i faellesskab har lavet skoler med en bestemt profil. Det har fungeret fint i over 100 år. Faelles for skolerne har vaeret, at de alle er skabt som en eller anden form for protestskoler. Protest mod den offentlige skole – politikernes skole.
I begyndelsen var det mest den sorte skole, som de frie skoler gjorde op med. Men også forskellige kristne mindretal skabte skoletilbud til deres børn. Sidenhen er der kommet andre skoler med udspring i Steiner, Freinet, Montessori og andre bevaegelser. Der er kommet reformpaedagogiske lilleskoler og mange andre. En skøn palet af forskellige skoler, som giver Danmark et unikt og mangfoldigt skoletilbud.
At det overhovedet lod sig gøre at lave dette skolesystem skyldtes i saerdeleshed fremsynede socialdemokrater, som mente, at friheden til at praege sine børns skolegang skulle vaere foraeldrenes. Børnene var dengang og er fremdeles stadig foraeldrenes. Dette velvidende, at samfundet selvfølgelig har en helt legitim interesse i, at alle vores børn får en god skolegang, som kvalificerer dem til alle aspekter af livet.
Men de gamle socialdemokrater kunne se, at en af de mest fremherskende dyder ved et velfungerende demokrati er, at det passer på mindretallene. Derfor er muligheden for at lave vaerdibaserede skoler en vigtig del af den danske demokratitaenkning.
Vi ser den andre steder i samfundet, hvor grupperinger, som ikke nødvendigvis har demokratiske grundholdninger, både kan opstilles til valg og få stillet klub eller forsamlingslokaler til rådighed på skatteborgernes regning. Det er et godt princip. Hvis vi vil et frit og åbent samfund, skal vi gøre plads til, at det er muligt at ytre sig, og så må vi tage uenighederne i fuld åbenhed.
Med den stigende andel af børn, der går i frie skoler, har politikerne udvist en voldsomt stigende interesse i det frie skoleområde. Faktisk nåede det så vidt, at de frie skoler i valgkampen i foråret af mangel på andre emner, hvor
Venstre og Socialdemokratiet kunne finde uenigheder, blev storpolitik.
Flere partier har flirtet med idéen om at forbyde muslimske skoler. Nogle vil gerne gå skridtet videre og tage alle de religiøse skoler med i samme omgang. Det er meget tydeligt, at det øgede politiske fokus også fører til mere regulering. I 2010 bestod friskoleloven således af ca. 10.000 ord. I dag er den på 15.000 ord.
De frie skoler skal overholde loven. Uanset hvordan loven ser ud, skal de frie skoler ligesom alle andre i landet forholde sig til den, og gør de noget forkert, skal der rettes ind, og går det ikke, jamen, så er det i orden, at man tager tilskuddet fra dem. Men det er sådan, at det skal foregå – i den raekkefølge. Det skal ikke foregå ved, at vi bid for bid spiser stykker af vores frihedskage. Vi har en velfungerende lov. Vi har et meget staerkere tilsyn med de frie skoler end for bare få år siden, hvilket vi hilser velkommen.
Men det er ikke statens opgave at diktere foraeldre, hvilke skoler de skal lave eller ikke lave. Det er statens opgave at sørge for, at der laves god skole i hele landet, men de skal ikke regulere, hvordan foraeldrene gør det på de frie skoler. Faktisk har de frie skoler ret stor succes, så det er vi sikre på nok går lidt endnu.
Vi har brug for, at politikerne koncentrerer deres krudt om at lave en forrygende folkeskole – den skole, som rent faktisk er politikernes skole. Vi har brug for politikere, som respekterer tankerne bag undervisningsfriheden og mindretalsbeskyttelsen i grundloven.
Og vi har brug for en regering, som, hvis den ønsker flere blandede skoler, sørger for, at vi bor blandet. For hvis vi bor blandet, går vi også i blandede skoler. Men vi har ikke brug for politikere, der vil bestemme, hvilke vaerdimaessige skoler der kan få tilskud i Danmark – det har foraeldrene faktisk styret rigtig fint i 150 år.