Karakterskala mangler karakter

Karakterer er en god ting, men ingen er perfekte, og den nuvaerende karakterskala motiverer ikke nok til, at eleverne dygtiggør sig. I stedet for at opbygge elevernes karakter gennem belønning for indsatsen, straffer karaktererne dem for ikke at vaere per

En karakterskala er mere end en raekke tal. Det er et afgørende virkemiddel til at fremme de vaerdier, vi laegger vaegt på i samfundet. Hvad er det vigtigt, at børnene laerer? Hvad ser vi som en god praestation, hvad ønsker vi at belønne og fremme? Og hvordan forholder vi os som faellesskab og nation til det perfekte og uperfekte?

Derfor skal vi taenke os om, når vi giver vores børn og unge karakterer. Det kan nemlig både bidrage til at opbygge og nedbryde deres karakter. Vi skal sørge for, at karakteren belønner i stedet for at straffe. Motiverer i stedet for at demotivere. Giver lyst til at laere og bidrage til faellesskabet.

Den danske uddannelsestradition er noget saerligt. Vi uddanner ikke til at gå i takt, men til at udfordre, modsige og tage stilling. Til at vaere selvstaendig og tage medansvar. Til at vaere menneske og aktiv, demokratisk samfundsborger, der i flok løfter vores land. Derfor ønsker vi en skala, der ikke bare ”giver” en karakter, men også ”opbygger” karakter.

Helt grundlaeggende mener vi, at der er brug for en diskussion af, hvad karakterskalaen skal kunne. Og måske endnu vigtigere: hvad den ikke skal. Så vi kan få en faelles samtale om, hvad vi belønner i vores uddannelsessystem og dermed fremmer i vores samfund. Og ikke mindst få et karaktersystem, der afspejler, hvilke vaerdier vi som danskere laegger vaegt på.

Det er vigtigt for os at understrege, at karakterer fortsat skal vaere kernen i vores uddannelsessystems bedømmelse af eleverne og de studerende. Børn og unge har brug for rammer og klare forventninger. Uden karakterer lader vi vores unge svaeve i et tomrum uden vished om, hvad de skal leve op til, og hvad de skal opnå, og uden viden om, hvordan det går. Det graenseløse rum skaber forvirring, mismod og mistrivsel.

Det er god socialdemokratisk politik at have karakterer i uddannelsessystemet. Karakterer, der er objektive og ens for alle, uanset om du er fra et bogligt hjem eller ej. Men vi kan se, at der er ting, der fungerer mindre godt ved den måde, vi har skruet karaktersystemet sammen på i dag. Og det ønsker vi at rejse en debat om. Saerligt tre ting springer i øjnene:

For det første gør den 7-trinsskala, vi har i dag, det muligt at opnå det perfekte resultat. Et 12-tal er kort sagt ofte inde for raekkevide. Vi vil gerne saette spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmaessigt at have et karaktersystem, hvor det perfekte er opnåeligt.

Vi mennesker er ikke perfekte. Intet, vi gør, er nogensinde perfekt. Og spørgsmålet er, om børn og unge har godt af, at vi som samfund gør det muligt at opnå det perfekte. Eller om de har bedre af at vide – og dermed laere at tackle – at det er et menneskeligt grundvilkår, at vi ikke er perfekte.

Det kan vaere sundt og motiverende at sigte mod det perfekte resultat. Bruge det som pejlemaerke. Men ingen kan opnå det perfekte hver gang. Det perfekte har en grad af uopnåelighed, og det bør vores karakterskala også afspejle.

I lande som Frankrig og Holland er det meget svaert at opnå en topkarakter. Men i Danmark har vi med 7-trins-skalaen slået syvtommersøm i straeben efter perfektheden, fordi et 12-tal er opnåeligt.

Hvad signalerer det til vores børn og unge? Og hvilken kultur er det med til at skabe på vores uddannelsesinstitutioner?

Når vi besøger ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, oplever vi, at mange af de dygtigste elever og studerende er så blindt fokuserede på at opnå den perfekte karakter, at de mister den mest vaerdifulde evne: evnen til at vaere nysgerrige og fordybe sig.

Karakteren bør ikke vaere et mål i sig selv. Det er den gode og dybe laering, der skal vaere målet for vores børn og unges uddannelse. Derfor ønsker vi en karakterskala, der giver noget at sigte efter, og som inspirerer til nysgerrighed og fordybelse.

For det andet fokuserer den nuvaerende karakterskala i høj grad på mangler, frem for på det, man gør godt.

For eksempel hedder det i beskrivelsen af karakteren 12, at man opfylder fagets mål ”med ingen eller få uvaesentlige mangler”.

Det giver mange den opfattelse, at de starter på et 12-tal og kun kan falde ned af skalaen derfra. Fokus er på de fejl, man laver, frem for på det, eleven eller den studerende rent faktisk kan.

Oven i det kan man i karakterskalaen få minuskarakter. Så din praestation er dårligere, end hvis du ikke havde foretaget dig noget.

Er det en god ide? Det synes vi ikke.

Vi skal ikke bare ”give” karakter. Vi skal ”skabe” karakter. Vi skal skabe unge med en staerk indre kerne, der er modige og tør taenke nyt.

Derfor skal vi vaek fra at belønne det fejlfri. Og over imod at belønne den selvstaendige og modige praestation.

Vi udvikler jo ikke samfundet ved at gå i andres fejlfri fodspor. Vi udvikler samfundet ved at traede vores egne stier ud. Også selv om de stier nogle gange fører os ud på tynd is.

Vi ønsker en karakterskala, der belønner den gode ide. At fejl selvfølgelig traekker ned, men at vi også haedrer den kreative tanke og den selvstaendige stillingtagen.

For det tredje mener vi, at den nuvaerende karakterskala kun i ringe grad motiverer elever og studerende til at forbedre sig. Evalueringen af karakterskalaen, der blev offentliggjort sidste år, viste netop det: Skalaen inspirerer ikke i tilstraekkelig grad elever og studerende til at løfte deres praestationsniveau. Saerligt er der for langt mellem karaktererne i midten af skalaen; mellem 4, 7 og 10.

Er det smart, at muligheden for at springe en karakter op eller ned er så begraenset? Ville det ikke vaere bedre, hvis man kunne se, at det betalte sig at give den en skalle – også selvom det kun betød et mindre løft på karakterskalaen?

Intet, vi gør, er nogensinde perfekt. Og spørgsmålet er, om børn og unge har godt af, at vi som samfund gør det muligt at opnå det perfekte.

Vi ønsker en karakterskala, der ikke blot måler elevernes og de studerendes faglige niveau, men også motiverer dem til at blive bedre. En karakterskala, hvor man bliver belønnet for at vise, at man forstår faget. At man kan forholde sig til det. Men hvor der også altid er noget at straebe efter, og hvor man kan se det på karakterbladet, når man forbedrer sig.

I 2006-2007 blev 13-skalaen afløst af 7-trins-skalaen. Dengang i 00’erne var man forhippet på, at vores karakterskala skulle kunne sammenlignes internationalt. Men mens vi i Danmark rullede en karakterskala ud, der passede til ECTS-skalaen, havde flere andre lande forbehold og endte med at droppe det.

Derfor fik vi i Danmark en karakterskala, som desvaerre ikke kan sammenlignes med saerlig meget, fordi Frankrig, Tyskland og de fleste andre lande ikke har indført en sådan skala.

Nu er chancen der for at gøre det bedre. Vi mener grundlaeggende, at karakterer er en god ting. De gør det muligt at bedømme børn og unge på en ensartet og gennemskuelig måde. Karakterer fjerner baggrundsstøj og fokuserer alene på praestationen. Det betyder, at alle uanset baggrund har mulighed for at få en god karakter. Alle kan få en chance for at løfte sig – uanset baggrund, postnummer og socialt tilhørsforhold.

Men vi synes, vi har fortjent en karakterskala, der afspejler vores samfund. En karakterskala, som siger noget om, hvilke vaerdier vi laegger vaegt på som danskere.

Som ministre er vi selv produkter af den gode, danske uddannelsestradition. Derfor tror vi på, at politik bliver bedre af at blive diskuteret, modsagt og udfordret. Vi forestiller os ikke, at vi sidder med alle løsningerne selv. Karakterskalaen er et faelles aerinde. Udviklingen af den kraever en åben, demokratisk debat.

Vi glaeder os til at tage dialogen og diskussionen i faellesskab.

siger Brink Lund.

Forsker og forfatter

Han er født i Brørup, blev student fra Viby Statsgymnasium i 1970 og uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet i 1976.

Forskeren har undervist på Aarhus Universitet, Danmarks