»Af en eller anden grund har jeg aldrig kunnet opgive mit forhold til den hvidklaedte saerling«

Jeg er rolig, mens jeg skriver dette: Jeg tror, at vi kommer i topseks i år.

I anledning af forårets komme. Lad os starte et andet sted end 1997.

Sidst i februar 2014 fyrede AGF Peter Sørensen. På det tidspunkt lå holdet nummer otte i en ekstremt taet Superliga med to point ned til stregen og tre point op til Brøndby på fjerdepladsen. Bestyrelsen og den davaerende direktør var helt klare i spyttet omkring, at der udelukkende var sportslige årsager til fyringen af Sørensen. Man mente, at holdet havde praesteret for dårligt i hele 2013 – spillermaterialet taget i betragtning. Med spillere som Martin Jørgensen, Casper Sloth, Hjalte Bo Nørregaard og Stephan Petersen, der alle havde vaeret med til at blive nummer fem nogle år tidligere, burde man skrabe flere point sammen, lød det. At hele spillertruppen lå i åben krig med Peter Sørensen, der blev fremstillet som en manipulerende, nedladende og graenseoverskridende type, havde absolut intet med sagen at gøre, forsikrede direktør Jan Christensen, der indsatte den 32-årige assistenttraener Jesper Fredberg i Sørensens stol.

Alarmklokkebimlende kuk

Jeg sad i min stue med hovedet i haenderne. Jeg er en overbaerende mand. Jeg forstår, at verden er kompleks, og at det altid er nemmere at dømme tingene udefra. Men der var spillet to kampe efter vinterpausen. Én i Superligaen, hvor vi fik 1-1 mod FCK, og så et ganske vist ret pinligt pokalnederlag til AaB. At fyre traeneren nu virkede enten overilet eller som noget, der skulle have vaeret gjort trefire måneder tidligere. At stå hårdnakket fast på, at resultaterne var årsagen, forekom alarmklokkebimlende kuk. At overlade traenerposten i en traumatiseret klub med en disharmonisk spillertrup til en 32-årig uden erfaring fra topfodbold hverken som spiller eller traener virkede … ja, på dansk har vi vist ikke et ord for det.

Men så viste det sig, at jeg havde taget fejl. Vi fik seks point i de tre naeste kampe, og i midten af marts var vi inde i topseks, hvilket var målet (naturligvis), med kun fire point op til Brøndby, der stadig sad på fjerdepladsen, og med hele seks point ned til Viborg under stregen. Med elleve runder tilbage så det ikke skidt ud, kun målscoren gjorde, at vi ikke lå på den femteplads, der havde sendt os op i skyerne af lykke et par år tidligere.

11 nederlag i traek

Så tabte vi til Esbjerg 0-3 i en traels kamp. Ugen efter blev det til et snaevert 0-1-nederlag mod Nordsjaelland i Farum, og der vidste jeg det. Jeg vidste det med hele min krop, og jeg sagde det til min gode ven Martin, som er Brøndby-fan: Vi rykker ned. Så tabte vi de naeste ni kampe. 11 nederlag i traek. Hvor vi scorede to mål. Tilsammen. 11.

På intet tidspunkt efter nederlaget til Nordsjaelland følte jeg det mindste håb. Mens vi rutsjede ned gennem tabellen, havde jeg et sorgfuldt, afklaret forhold til, at den stod på 1. division naeste saeson. Der havde vaeret et bredt spektrum af følelser, selvfølgelig, dage, hvor jeg var rasende, dage med følelsen af at have fortjent det, selv vaeret ude om det, dage med klynk og piv, dage med en saer kynisk stolthed over endnu en gang at tage en for holdet og levere en legendarisk historie til Superligaens annaler. Men håb? Nej, på intet tidspunkt.

Og alt det her er selvfølgelig bare én i raekken af historier om AGF’s nederlag og fiaskoer over de seneste 20+ år, hvoraf flere set i bakspejlet virker så overdrevne og karikerede, at de lyder mere som myter end som reelle historiske haendelser.

Termotøj og flyverdragt

Men som tilhaenger af AGF har man over årene vaennet sig til det. Som en pavlovsk refleks begynder jeg at grine hysterisk og lave skingre vittigheder, hvis vi har vundet to kampe i traek, fordi erfaringen er, at der så er en olympisk ydmygelse under opsejling i horisonten. Jeg er ikke en af dem, der har stået på tribunen hver mandag i 20 år. Der har endda vaeret så stille i Herning!«, så jeg måtte undervise uden stemme naeste dag. Efter tyve år tror jeg med andre ord endelig, at det her bliver saesonen, hvor noget vil lykkes.

En sur, forfrossen mand

Det er svaert at aflaere mistro. Man ser det ved svigtede børn. Og inde i mig sidder der da også en sur, forfrossen mand i den kolde vind på øverste raekke af sektion C. Han er gennemsyret af nederlagsfølelse og forsøger hele tiden at spolere optimismen. Det ender galt, siger han. De lader Bundu gå for en tyver i vinterpausen. Amini slår nogen ned til julefrokosten og bliver fyret. Casper Højer bliver filmet, mens han sniffer kokain på et diskotekstoilet i midtbyen. Backman får åbent kraniebrud til traening. Jacob og David Nielsen kommer i korporligt slagsmål om ejerskabet til efternavnet. Og så videre. Og. Så. Videre. Men han er kun en lille bitter mand, og så højt taler han heller ikke. Og grunden til det er, at AGF endelig er begyndt at minde mere om et almindeligt fodboldhold end en lukket afdeling, der er løbet tør for medicin.

Ro på de indre linjer

På trods af den, for os, ekstreme succes vi har nydt i efteråret, hører vi ingen overgearede meldinger fra klub eller spillere (da Patrick Mortensen snakkede om mesterskabet, mente han slutspillet, han mente topseks og sagde i virkeligheden slet ikke noget om noget mesterskab, bare lige så det er helt på det rene).

Og omvendt fylder den kyniske følelse af, at det hele nok skal gå galt til sidst, heller ikke meget. Der er almindelig optimisme efter en god efterårssaeson, der kommer efter en god forårssaeson i nedrykningsspillet før sommerferien. Der er glaede over, at vi er taet på at sikre os ikke at skulle ud i et traels opgør om tre nedrykningspladser i år. Der er ro på de indre linjer, Jacob Nielsen står ikke og traekker ud i bukserne på spillerne og beder dem fortaelle, hvad de ser, og David Nielsen har forlaenget sin kontrakt.

Også på spillerfronten ser

det bedre ud end laenge. Sidst vi fik en god placering i Superligaen (femtepladsen i 2012), havde vi Atle Roar Håland, der virkelig samlede defensiven, Osama Akharraz startede sin AGF-tid ud med at vise prøver på sit talent. Fire angribere fordelte 30 mål jaevnt mellem sig. Vi var o.k. Men alt i alt var det en taet saeson, hvor få point gjorde forskellen mellem en anonym ottendeplads og den femteplads, der senere gav os muligheden for at ryge ud til Dila Gori i Europa League-kvalifikationen.

Balance på midtbanen

Jeg synes ikke, man kan sige det samme om den nuvaerende trup. Generelt er truppen bred, og det er nemt at fremhaeve profiler. I forsvaret har Casper Højer over et par saesoner vist et højt bundniveau, mens Backman og Tingager praesterer godt sammen i midten. Amini har over årene løftet sig til at vaere en af de bedste midtbanestyrmaend i ligaen, hvilket interessen fra FCM vel også understreger, ligesom Bror Blume i løbet af det