»Mit skraekscenarie er, at jeg en dag skal sige til børnene, at jeg ikke kan hjaelpe dem laengere«
Anja Lovén lever i to forskellige verdener. I Aarhus bor hun med sin biologiske søn. I Nigeria har hun i dag 74 andre børn.
Det er december 2019. Anja Lovén leder efter et heksebarn i naerheden af en rundkørsel i Nigeria.
De hører afrikansk gospelmusik i bilen. Chaufføren, den store dreng Ernest, Anja Lovéns afrikanske kaereste og de bevaebnede vagter, hun ikke faerdes uden.
Det er naesten jul. Anja Lovén er sentimental i denne tid og har sin afdøde mor i tankerne.
Heksebarnet, der hedder Saviour, er forpint, da de finder ham. Anja Lovén holder ved ham, selv om han er ulaekker. Han lugter, så man naesten ikke kan traekke vejret. Hun taenker, at Saviour ikke overlever. Han er i endnu vaerre stand end Hope, da de fandt ham. Saviour viser tegn på voldtaegt. Han kan naesten ikke gå.
Anja Lovén graeder aldrig på redningsaktioner. Man risikerer, at de lokale bliver skeptiske og protesterer imod, at man fjerner børnene fra gaden, hvis man viser følelser.
Tilbage i bilen drejer hun hovedet og kigger på Ernest. De reddede ham for seks år siden. Nu sidder han på bagsaedet og støtter Saviour. Giver ham vand og chips.
Jul. Mor. Ernest, der har vokset sig stor og giver hjaelpen videre. Anja Lovén hulker. For første gang i lang tid. Gudskelov for høj gospelmusik.
»Der er mange børn, der ikke overlever. Jeg prøver at fokusere på dem, vi kan redde. Nogle gange føler jeg, det hele foregår ineffektivt. At vi løber panden mod muren. På nogle redningsaktioner får vi ikke lov at tage børnene med. Der føler jeg mig som en kaempe taber. Men når vi kommer tilbage til børnehjemmet, og de kommer løbende mod mig med de største hvide smil … fyldt med ubetinget kaerlighed. Der har de en enorm lyst på livet, efter alt de har vaeret igennem. Det er motivationen.«
Hun fortaeller om Saviour fra sin lejlighed i Aarhus. Hun bor her med sin biologiske søn David Jr. og med udsigt til skov og dådyr. Hendes kaereste og alle hendes andre børn er i Ikot Afaha. Hun vil helst vaere hos dem, men midlerne til hendes nødhjaelpsarbejde skal findes i Danmark.
Da verden mødte Hope
Saviour blev reddet. Som dusinvis af andre børn, der i deres lokalsamfund er blevet anklaget for at vaere hekse, som bringer ulykke med sig. De har fået tag over hovedet, pleje og skolegang, fordi nordjyden Anja Lovén fra Frederikshavn med hjertet som kompas satte kursen mod Nigeria og etablerede børnehjemmet Land of Hope.
Vejen dertil er slingrende og lader sig ikke beskrive i få saetninger. Den fylder godt 280 sider i Julie Moestrups nye biografi ”Heksebørnenes mor” om en søgende sjael, der finder sit kald. Anja Lovén arbejdede som stewardesse og butikschef og forsøgte at gennemføre sygeplejerskeuddannelsen, før en britisk dokumentar fik hende på sporet af de såkaldte heksebørn.
Det var hendes første møde med en overtro, der i ekstreme tilfaelde fik lokalbefolkningen til at vansire børn med syre og slå søm i deres kranier.
I 2016 fangede hun hele verdens opmaerksomhed med det billede, man ser for sig ved naevnelsen af navnet Hope. Det berømte øjeblik, hvor hun giver den lillebitte skikkelse vand fra en plasticflaske.
Anja Lovén begyndte som en ildsjael med en Facebookprofil. Folk stod i kø for at hjaelpe. Donationer, gratis logoer og hjemmesider. Nu skal hun finde 150.000 kr. hver måned for at holde børnehjemmet med 74 børn og 49 lønnede ansatte kørende.
»Folk ser, at jeg har mødt Dalai Lama, løbet med statsministeren, siddet der i Aftenshowet, skrevet en bog. ”Nu har hun opnået det, hun ville.” Det kunne naesten ikke vaere mere forkert. Jeg ligger søvnløs om natten. Mit skraekscenarie er, at jeg en dag skal sige til børnene, at jeg ikke kan hjaelpe dem laengere.«
En af de dyre poster er at sende børnene i skole. Det koster ca. 20.000 kr. fire gange om året. For at bekaempe den overtro, der får folk til at beskylde børn for at vaere hekse, skal man give adgang til uddannelse, er Anja Lovéns overbevisning.