ANJA LOVÉN

Biografien ”Heksebørnenes mor” er skrevet i samarbejde med Julie Moestrup og udkommer den 18. februar på Politikens Forlag.

Anja Ringgren Lovén, f. 1978, er opvokset i Frederikshavn. I 2009 rejste hun til Malawi som observatør for Folkekirkens Nødhjaelp. Tilbage i Danmark samlede hun penge ind til et skolerenoveringsprojekt i Tanzania, hvor hun efterfølgende rejste til.

I 2012 stiftede hun Dinnødhjaelp. Året efter solgte hun sine ejendele for at rejse til Nigeria og hjaelpe såkaldte heksebørn, der ofte stigmatiseres, udstødes og mishandles pga. overtro.

I 2015 købte organisationen et stort stykke jord i Akwa Ibom, Nigeria, og byggede med hjaelp fra ”Ingeniører uden Graenser” børnecenteret Land of Hope, der er indhegnet og overvåget af vagter. Børnehjemmet har reddet 74 børn.

I begyndelsen rejste hun selv af sted og sikrede sig, at pengene ikke endte i korrupte haender. Hun dokumenterede donationernes endestation via sociale medier 1:1. Det kan ikke lade sig gøre i en efterhånden mellemstor organisation. Det betyder undertiden kritiske spørgsmål. Hun prøver at skabe så megen gennemsigtighed, hun kan.

Hun har laert, at det er uansvarligt at håndtere store beløb med kun frivillige kraefter.

»Jeg vil aldrig komme på forsiden af Ekstra Bladet. Der vil aldrig vaere svindel.«

I bogen fortaeller hun, at hun trak ca. 30.000 kr. ud i løn til sig selv i 2016. Det skulle også daekke rejserne til Nigeria. Beløbet er nogenlunde svarende i dag, siger hun. Hun måtte sluge en kamel, da hun skulle finde sin lejlighed i Aarhus.

»Jeg ville helst vaere hjemløs og bo gratis hos mine søskende, som jeg har gjort før. Men min søn begyndte at reagere på, at omgivelserne aendrede sig. Mine søstre insisterede på, at jeg skulle have en base. Hvis man så

min lejlighed, ville man ikke taenke, at jeg tjener fedt. Jeg kører rundt i min sponsorbil og skraber ligesom alle andre penge sammen den sidste uge i måneden. Jeg arbejder og rejser mere end nogensinde og har også et barn at skulle tage mig af.«

Af sin egen rødstrømpemor blev Anja Lovén opdraget til at vaere selvstaendig. Hun og hendes søstre laerte, at tingene ikke kommer af sig selv. At tage rene underbukser på hver dag, hvis man nu skulle blive kørt ned og komme på hospitalet.

Hendes mor var staerk. Hendes far var kaerlig, men ofte utilregnelig. Anja Lovén har tumlet med social arv og psykiske efterspil. Som barn havde hun tvangshandlinger. Som 27-årig blev hun indlagt med en spiseforstyrrelse. Hun har levet med dødsangst, efter at hendes mor døde af kraeft i 2002.

Anja Lovén vil gerne tjene som et eksempel på, at den slags ballast ikke behøver at laenke et menneske i livet.

»Jeg havde en rigtig god barndom, men når man dykker ned i den, har der vaeret kaempestore svigt. Jeg har altid haft ondt af min far. Han var en smuk mand, der drak sit liv vaek. Jeg har set, hvor jeg kunne ende, hvis jeg ikke tog mig sammen. Jeg kunne ikke styre hans alkoholmisbrug, så jeg prøvede at kontrollere alt muligt andet. Jeg tillader mig ikke at lade noget af det styre mit liv i dag.«

Rambo i Nigeria

Forlaget har oplyst, at der skal tilvejebringes en stylist, hvis vi skal fotografere Anja Lovén til dette interview. En forfaengelig filantrop? Hun svarer lige så beredvilligt på denne undren som på alle andre spørgsmål.

Jo mere flot, frisk, veludhvilet og glad, hun fremstår, des flere penge får hun, siger hun ligeud.

»Nogle gange kaemper jeg lidt med at blive sat i en bås, fordi jeg laver nødhjaelpsarbejde. Fordi jeg skal bare vaere Moder Teresa. Men jeg er først og fremmest kvinde. Jeg får positiv respons fra de fleste, men nogle gange også en kommentar som: ”Hvorfor har du sådan en paen kjole på?” Det var sådan en prikket én, der var sat ned til 89 kr. i Zara. Og jeg har jo vaeret i modebranchen som butikschef, så jeg kan da godt lide mode,« siger hun.

Den ene lange saetning sluger den anden i Anja Lovéns talestrøm. Hun er et frembrusende menneske. Retorisk og i handling.

»Når jeg er i Nigeria, har jeg måske ikke set min kaereste i tre måneder. Nu er jeg blevet 41. Han bliver 30. Jeg vil da også gerne se godt ud for ham. Når man kommer til Nigeria og ser de kvinder … Danske kvinder kan virke grå og triste i sammenligning. Kedelig hestehale og gråt tøj. Sådan var jeg også. Jeg føler mig meget mere som kvinde, når jeg er i Nigeria. De er så farverige. De gør meget ud af sig selv, uanset hvor fattige de er.«

Hun pakkede kun hvidt, gråt og sort tøj i begyndelsen. Hun skilte sig i forvejen så rigeligt ud med sin lyse, langhårede skabelon. Nu tager hun de mest farverige stoffer, H&M og Gina Tricot kan praestere, med sig.

»Jeg er Rambo, når jeg er i Nigeria. Jeg kan redde børn, uanset om jeg går med neglelak og i stilletter.«

Hun mødte hjaelpearbejder og jurist David Emmanuel Umem, faderen til David Jr., da de arbejdede på et projekt for en anden nødhjaelpsorganisation. De forelskede sig i hinandens idealisme og stødte senere albuer på kulturforskellene. I Nigeria taler kvinder kun, når de tales til, ved mødebordene. Anja Lovén må ikke sige ham imod i offentligheden.

»Hold op, det var svaert i starten. Vi har skaendtes og slebet kanter af, og jeg har haft lyst til at sige stop. Men fordi vi har haft en søn og et projekt sammen, holder vi ved. Han har jo også dyb respekt for, at jeg kom alene hertil og opnåede alt det her.«

»Jeg er Rambo, når jeg er i Nigeria. Jeg kan redde børn, uanset om jeg går med neglelak og i stilletter.« ANJA LOVÉN, STIFTER AF DINNØDHJAELP