Syrien udstiller Vestens svaghed
Det årlige sikkerhedspolitiske topmøde i München havde i weekenden fokus på Vestens krise. Hundredvis af diplomater, der ellers til daglig er specialister i at tale udenom og glatte ud, forsøgte ikke engang at finde nogle blødere formuleringer. Vesten er presset, Vesten er på tilbagetog – og med Vesten naturligvis Vestens vaerdier.
Omvendt er konklusionen lige så klar: Autoritaere regimer er på fremmarch og scorer den ene triumf efter den anden. Lande som Kina, Rusland, Tyrkiet og Iran har overhånden i mange konflikter. Men også på det europaeiske kontinent vinder illiberale strømninger frem. Troen på, at demokrati og retsstat suveraent trumfer alle andre styreformer, er alvorligt udfordret.
Intet sted udstilles Vestens nedtur tydeligere end i den forfaerdelige borgerkrig i Syrien. I den samler sig alle de tendenser, som i disse år i øvrigt går Vesten imod. At kalde konflikten en borgerkrig er i sig selv misvisende. Syrien er blevet en slagmark for gustne stormagtsinteresser af den vaerste slags.
Der er ingen vej uden om at konstatere, at den syriske magthaver, Bashar al-Assad, snart igen vil have fuld kontrol med sit ødelagte land. Den sidste offensiv mod de tilbagevaerende oprørsstyrker er sat ind i den nordlige Idlib-provins, nådesløst støttet af russiske bombefly. Det er ikke alene en falliterklaering for Vesten, at ni års blodig krig skal få det udfald. Det er også et paradeeksempel på, at hvor Vesten tøver, ofte i den bedste hensigt, rykker andre ind i magttomrummet, og de holder sig bestemt ikke tilbage. Assad tilbage ved magten i hele Syrien vil vaere en åbenlys skandale og et tilbageslag for alt, hvad Vesten burde stå for. Dette svigt vil desvaerre saette standarden internationalt i de naeste mange år.
Rusland og Tyrkiet har virtuost udnyttet Vestens svaghed i Syrien. Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdogan kommer sammen med Irans praestestyre til at diktere fremtiden for et Syrien efter borgerkrigen. Mange vil finde årsagen i, at praesident Obama i 2013 veg tilbage fra sine egne røde linjer og alligevel ikke greb ind over for Assads brug af giftgas mod sin egen befolkning. Kort efter rykkede Rusland og Tyrkiet ind og udstillede Vestens afmagt. Men det stikker dybere.
Mange europaeere søger årsagen til Vestens problemer i praesident Trumps ”Amerika Først”-strategi, og i Syrien har den også haft meget konkrete virkninger, siden de sidste amerikanske tropper blev trukket ud. Men det er ikke tilstraekkeligt bare at pege på Trump. Europa er også selv totalt fravaerende; i Syrien, i Libyen og i andre konflikter, hvor Europa ellers smager de direkte konsekvenser, f.eks. med flygtninge og migranter. Der mangler en gennemtaenkt og koordineret europaeisk tilgang til den nye verdensorden, der nok er på vej. Ingen siger heller, at USA efter Trump bliver en tilbagevenden til det USA, vi kendte før Trump. Meget har aendret sig i USA – det går laengere tilbage end Trump – og meget mere vil aendre sig, hvis Trump genvaelges.
Findes Vesten overhovedet mere? Spørgsmålet blev stillet flere gange i München i weekenden. Som regel har det brod mod USA’s nuvaerende regering, men i EU-hovedstaederne må man også spørge sig selv, hvad Europa selv stiller med. Det mangler ikke på luftige visioner og flotte hensigtserklaeringer, men der sker uendeligt lidt.
Vesten må tage sig sammen – og stå sammen. Vesten må besinde sig på sine egne vaerdier. De forsvarer ikke sig selv.