En gammel traver baseret på ønsketaenkning

I Jyllands-Postens kronik for en uge siden undrer Kristian Borch (KB) sig over, at borgere protesterer over vindmølleetableringer. Han foreslår, at indtjeningen fra møllerne bliver i lokalsamfundet. Så vil naboerne tale sig til rette om sagen og blive glade for den grønne energi.

Det er en gammel traver og baseret på ønsketaenkning. Der er i stedet brug for en grundig analyse af konsekvenserne af vindmølleopstilling, som i vid udstraekning har fungeret som et skjult tilskud til landbruget. Et godt udgangspunkt er: Følg pengene.

Landmaend blev for mange år siden udset som de primaere investorer i de landbaserede vindmøller. Omkring årtusindskiftet kunne en landmand med en mindre vindmølle (750 KW) opnå en fortjeneste på 7-8 mio. kr.

Større møller, større fortjeneste. Og pengene blev skam i lokalsamfundet. En aftale, som Svend Auken indgik med Venstre.

Svend Auken ville have vindmøller og Venstre god betaling til landbruget. Landmaend med gode politiske forbindelser blev pludselig mangemillionaerer, og pengene blev brugt til opkøb af naboejendomme og/eller udvidelse af husdyrproduktionen. Tusindvis af gårde blev nedlagt og landsbyerne sygnede hen, for hvem vil bo omkring faldefaerdige landbrugsbygninger og en ødelagt infrastruktur.

Skønt meget lave huspriser er det naermest umuligt at få tilflyttere af velfungerende familier.

Den forøgede husdyrproduktion førte i mange tilfaelde til en langt større CO2-udledning, end det møllerne fortraengte. Et fantastisk system for at sikre nogle landmaend et skjult tilskud og med nogle katastrofale konsekvenser for udkantsområder i kommunerne. Ikke at forveksle med udkantskommuner.

Borgere forsvarer deres hjem og naerområde, men menneskers levevilkår inddrages ikke i VVMredegørelser. Her tages der mere hensyn til dyr og planter. Derfor er protester fra naboer til vindmøller ganske naturlige. Der er ikke brug for en kaffetår og en god snak med storbonden, som vil stille vindmøller op.