Ikke bare en fredsaftale – det handlede om at sikre status quo på landjorden
Trump har fremlagt en plan for fred i Mellemøsten mellem Israel og Palaestina, som er langt mere pro-israelsk, end nogen anden amerikansk regering nogensinde har fremlagt.
USA har ikke brug for Mellemøsten på samme måde som tidligere. I takt med den stigende energiproduktion i USA er landet begyndt at løsrive sig fra regionen (Irak, Syrien, Yemen, Libyen). Og da USA ikke laengere har brug for at bevare freden i hele Mellemøsten af hensyn til sine energiinteresser, kan man nu vaelge frit, hvilke kampe man vil kaempe.
Det har senest betydet, at man har fremlagt en plan for fred i Mellemøsten mellem Israel og Palaestina, som er langt mere pro-israelsk, end nogen anden amerikansk regering nogensinde har fremlagt.
Aftalen har mødt masser af kritik, hvilket er forståeligt.
Hvis fred var det umiddelbare mål med forslaget, ville praesident Donald Trumps team have inddraget begge sider og ikke kun israelerne. Regeringens beslutning om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem var et hårdt slag for en eventuel palaestinensisk deltagelse.
Men det er netop kernen – der var ikke bare tale om en fredsaftale. Forslaget handlede derimod om at sikre status quo på landjorden. Og set i det lys er aftalen en realistisk vurdering af tingenes tilstand (til stor aergrelse for dem, som støtter, at Palaestina skal anerkendes som en selvstaendig stat).
Når man ser tilbage, er dette seneste forsøg på at formalisere den aktuelle situation blevet muliggjort af to forskellige geopolitiske tendenser i løbet af de seneste 20 år, eller siden den tidligere amerikanske praesident Bill Clinton forsøgte at maegle sig frem til en forsigtig fredsaftale mellem de to sider.
Den første tendens er Israels stadigt stigende overlegenhed i Mellemøsten. De seneste 20 år har vaeret praeget af stor omskiftelighed i Mellemøsten – fra krig over politisk opstand til afsatte diktatorer. I hele forløbet har Israel fortsat sin march hen imod teknologisk og militaer dominans i regionen og vaeret holdt oppe af en misundelsesvaerdig økonomisk vaekst.
I takt med at Israel voksede sig staerkere, skete det samme med ultranationalisterne, som mente, at Vestbredden og Gaza tilhørte de jødiske bosaettere og på strategisk vis har konstrueret deres bosaettelser sådan, at de går på tvaers af en eventuel fremtidig palaestinensisk stat.
Under premierminister Benjamin Netanyahu har disse bosaettelser fået lov at vokse så meget, at der, hvis man lovliggjorde bosaettelserne i dag, kun ville vaere 70 pct. af Vestbredden tilbage til en palaestinensisk stat. Til sammenligning var det 94-96 pct. i Bill Clintons tid.
Den anden geopolitiske tendens, der gør USA i stand til at fremlaegge denne form for aftale, er forbundet med den første: Israel har konsolideret sig i en reel mellemøstlig magtposition og er samtidigt blevet en meget mere attraktiv samarbejdspartner for andre arabiske nationer.
Det gaelder i saerdeleshed nu, hvor Iran føler sig forurettet og er begyndt at angribe og for mange af disse nationer bliver en større og større trussel (se f.eks. det iranske angreb på det saudiske Abqaiqolieraffinaderi).
At tale grimt om Israel har ikke laengere den samme geopolitiske gennemslagskraft, som det havde engang, og i en verden med flere og flere trusler (mange af dem i cyberverdenen) er det ikke svaert at finde arabiske ledere, som klart foretraekker at samarbejde med den israelske regering frem for at gå imod den.
Sagt i mere direkte vendinger er den palaestinensiske sag ikke laengere en faelles sag for den arabiske verden. Den mulighed vil israelerne gerne drage nytte af, mens de samtidigt tilføjer endnu en tragedie til palaestinensernes lange raekke af tragedier.
Hvor grupper som Den Arabiske Liga og Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) offentligt har udtrykt modstand mod aftalen, accepteres aftalen af andre arabiske regeringer, hvilket kunne ses ved, at ambassadørerne fra De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Oman var til stede ved fremlaeggelsen af forslaget i Det Hvide Hus.
I årevis har folk bekymret sig over, at USA involverede sig for meget i den del af verden og skabte for meget rod. Nu går vi ind i en tid, hvor USA er mindre involveret, men aktivt har valgt side. Tiden må vise, om det skaber mere eller mindre rod i regionen.
Nogle af dem, der kritiserer alt, der vedrører Donald Trump, var hurtigt ude for at kalde aftalen komplet upraktisk. Men det er ikke problemet. Om noget er den alt for praktisk i betragtning af realiteterne i området.
Sammenlignet med praesident Trumps øvrige udenrigspolitiske forslag, som har indeholdt en masse løfter, men ikke megen substans, afspejler det 50 sider lange forslag til en løsning i Mellemøsten faktisk den aktuelle situation. Men aftalen vil ikke kunne skabe fred i regionen.
I årevis har folk bekymret sig over, at USA involverede sig for meget i den del af verden og skabte for meget rod. Nu går vi ind i en tid, hvor USA er mindre involveret, men aktivt har valgt side. Tiden må vise, om det skaber mere eller mindre rod i regionen.