Politikerne svigter handicappede igen og igen

Handicapområdet er kronisk underfinansieret, og kommunerne må foretage kreative krumspring for at få området til at haenge sammen. Besparelserne – og konsekvenserne af dem – er staerkt utilfredsstillende for de handicappede og deres pårørende. Skylden bae

Et nyt årti er begyndt. For mange er det anledningen til at foretage nogle aendringer i deres liv. Men der er mange mennesker og familier i Danmark, som er staerkt udfordret og ikke har mulighederne, ressourcerne og friheden til at skabe positive aendringer i deres tilvaerelse. Det gaelder også for mennesker med handicap, hvis ønske og håb om forbedringer i deres tilvaerelse i høj grad er bundet op på hjaelp fra det offentlige system.

Men på trods af mange flotte ord fra politikkerne ser det nye årti umiddelbart ud til at ligne det gamle. Vi er gået ud af et årti med massive nedskaeringer for mange mennesker med handicap og deres familier, som ikke har fået den hjaelp, de har haft behov for.

Virkeligheden er, at mange mennesker med handicap bliver svigtet af kommunerne. Det gaelder f.eks. voksne med handicap på bosteder, hvor personalenormeringer er under al kritik, hvilket bl.a. fører til øget vold og magtanvendelse. Et andet eksempel er den mangel på støtte, som alt for mange foraeldre til børn med handicap oplever. Det sker, på trods af at der er en klar lovgivning. En lovgivning, som kommunerne overtraeder dagligt.

Det grundlaeggende problem er, at handicapområdet er kronisk underfinansieret, fordi kommunerne ikke bliver kompenseret i forhold til udviklingen. Det er en udvikling, hvor der er en konstant stigning i andelen af mennesker med handicap, som tilmed lever laengere (hvilket jo er positivt) og en stigning i komplekse handicaps (flere diagnoser for den enkelte).

Konsekvensen er, at kommunerne løbende har et merforbrug, hvor budgetterne ikke kan holdes. Det munder ud i gentagne sparerunder, hvor støtten fjernes og kvaliteten i tilbuddene gradvist forringes.

Jeg har selv stået midt i det som tidligere formand for socialudvalget i Aarhus Kommune. Her gennemgik kommunen for ca. 10 år siden voldsomme nedskaeringer. Det var en meget frustrerende oplevelse med en stor følelse af afmagt. Nu ruller besparelserne på ny, som det foregår i mange andre kommuner. Det er rent deja-vu.

Resultatet af de gentagne nedskaeringer er, at udviklingen og livskvaliteten for mennesker med handicap og deres familier bliver forringet.

Foraeldre bliver skilt, folk går ned med stress og kroniske belastningsreaktioner, bliver fyret og ender på overførselsindkomster. Dermed giver besparelser på handicapområdet øgede udgifter i andre kasser og har store menneskelige omkostninger.

Der er en stigende utilfredshed blandt foraeldre og mennesker med handicap. Det er kun helt naturligt, da de er dybt afhaengige af hjaelp fra det offentlige. Desvaerre gaelder det om at råbe højt og vaere ressourcestaerk for at have en bedre chance for at blive hørt og få hjaelp. Her opruster flere og flere med at hyre private socialrådgivere. Og de foraeldre, som ikke har overskuddet, ender i ingenmandsland, hvor deres situation bliver mere og mere presset. Det er f.eks. folk, som ikke har overskud til at klage til ankestyrelsen over kommunens afslag på støtte.

I kommunerne presser de manglende økonomiske ressourcer ledelseslagene og de enkelte medarbejdere i kommunerne. De føler sig tvunget ud i vanvittige krumspring for at spare på støtten til mennesker med handicap. Det er eksempelvis handlinger, hvor handicappede får frataget eller forringet deres støtte uden nogen holdbar begrundelse, ligesom mange ikke får den rette støtte, når de kontakter kommunerne og søger om hjaelp.

Et andet eksempel er, at foraeldre til børn med handicap ikke informeres om relevante støtteforanstaltninger, fordi det koster for kommunekassen.

Samtidig oplever mange, at sagsbehandlerne ikke har helhedsperspektivet på familiernes og de handicappedes samlede ressourcer og udfordringer, og derfor mangler de også en helhedsorienteret tilgang til at løse disse udfordringer. I stedet plukkes enkelte paragraffer ud af serviceloven på en sådan måde, at juraen ikke bliver en hjaelp for de handicappede og deres familier, men et benspaend.

Ansvaret for, hvorfor handicapområdet er staerkt vingeskudt, peger isaer én vej. Jeg anklager toppolitikerne på Christiansborg og i Kommunernes Landsforening for ikke at leve op til deres ansvar. De har groft underprioriteret handicapområdet alt for laenge. Uanfaegtet af gentagne saglige oplysninger, argumenter og protester fra rigtig mange foreninger, Facebook-grupper, lokale netvaerk og fagfolk rundt omkring i landet har politikerne ikke for alvor forstået virkeligheden endnu.

I 2019 blev handicapområdet sjoflet endnu engang. For hverken aftalen mellem KL og regeringen eller finansloven har på nogen måde bidraget til for alvor at styrke handicapområdet. Så forfalder nogle til at pege fingre ad kommunerne. Men det er for let kun at skyde skylden over på kommunerne, som har mange velfaerdsforpligtigelser. Dog kan de politiske flertal og borgmestrene i byrådene i nogle tilfaelde med rette kritiseres for deres prioriteringer af skattekronerne.

Jeg ved, at der er flere politikere på Christiansborg og i kommunerne, der kaemper for handicapområdet. Jeg har også meget svaert ved at forestille mig, at nogen politiker synes, det er helt okay med manglende og utilstraekkelige tilbud samt daglige lovbrud på handicapområdet.

For vi lever vel i et retssamfund og et velfaerdssamfund, hvor de, som er mere eller mindre afhaengige af faellesskabet, får den hjaelp, de har behov for? Mennesker med handicap og deres familier er fuldstaendig afhaengige af, at de mest magtfulde politikere lokalt og isaer nationalt får øjnene op for de massive forringelser, mennesker med handicap har gennemlevet, og de massive udfordringer handicapområdet står overfor.

Så kaere folketingspolitikere – isaer de ledende politikere: Nu har I chancen for at aendre den konstant negative udvikling på handicapområdet. Som I er bekendt med, begynder Folketinget her i februar et lovarbejde med den såkaldte budgetlov. En lov, der har fokus på, at kommunerne kompenseres, når der kommer flere borgere, som kraever velfaerdsudvidelser. Men i valgkampen og i tiden herefter har statsministeren med flere udelukkende haft fokus på, at budgetloven skal gaelde aeldreog det almene børneområde. Så er spørgsmålet, om det flertal, der til sin tid gennemfører loven, igen vil haenge mennesker med handicap og deres familier til tørre, eller om kommunerne endelig bliver kompenseret for udviklingen på handicapområdet.

Desvaerre gaelder det om at råbe højt og vaere ressourcestaerk for at have en bedre chance for at blive hørt og få hjaelp.

Mette Frederiksen har udnaevnt sig selv til børnenes statsminister. Spørgsmålet er, om hun også er de handicappede børns statsminister? Og om hendes regering også vil prioritere et voksenhandicapområde, som er staerkt udsultet?

Det er helt afgørende for økonomien på handicapområdet, at det kommer med i budgetloven. Så stop snakken og de velmenende ord.

Nu er det tid til at handle! Ellers vil de store handicapbesparelser ramme kommunerne igen og igen. Det er fint at afdaekke udfordringerne og lave strukturelle aendringer. Men alle med lidt kendskab til området ved, at det er de manglende økonomiske ressourcer, der for alvor forringer handicappedes og familiernes muligheder og levevilkår.