Lettede markeder tager glaederne på forskud

En cocktail af lettelse over nedtrapningen af handelskrigen mellem USA og Kina, afklaring af brexit og en lempet pengepolitik fra de store centralbankers side overskygger frygten over coronavirussen. Derfor er aktierne fortsat på rekordkurs.

Det siges ofte, at man skal tage glaederne, men ikke sorgerne på forskud. Og måske er det netop det, som vi for tiden ser folde sig ud på de finansielle markeder, hvor aktiekurserne har sat nye rekorder på forventning om, at verdensøkonomien endelig står over for lysere tider efter lang tids afmatning.

Det skyldes isaer tre forhold: For det første, at det efter lange og barske forhandlinger endelig lykkedes for USA og Kina at blive enige om indholdet i den såkaldte fase-1 handelsaftale, som markerer en betydelig deeskalering af tvisten mellem de to stormagter.

For det andet, at usikkerheden om, hvorvidt Storbritannien faktisk ville forlade EU eller ej, er blev elimineret med Boris Johnsons overbevisende valgsejr i midten af december.

Og for det tredje, at de store centralbanker hen over sommeren og efteråret sidste år lempede pengepolitikken på ny for at imødegå en tiltagende recessionsfrygt blandt erhvervsledere og investorer.

Men så kom det helt uforudsigelige udbrud af coronavirus (COVID-19), som med ét igen har ført til et forhøjet risikoberedskab på alle niveauer i samfundet. For på samme måde, som Verdenssundhedsorganisationen WHO kort efter udbruddet måtte erklaere en international sundhedskrise på grund af sygdommens hurtige spredningseffekt, så spreder de økonomiske konsekvenser sig nu også som ringe i vandet fra Kina til resten af verden.

Det skyldes Kinas store og stadigt voksende internationale betydning. Over de seneste 30 år har Kina udviklet sig fra et uland til en økonomisk stormagt, som tegner sig for 16 pct. af verdens bnp. I takt med udviklingen har Kina også indtaget en stadig mere prominent rolle i de globale vaerdikaeder.

Derfor har virksomheder fra mange lande i dag både produktion i og en betydelig handel med Kina, som desuden er verdens største importør af råvarer. En nedgang i Kinas økonomi påvirker derfor også resten af verden og forklarer den seneste tids fald i bl.a. benzinpriserne. Der kan ikke herske tvivl om, at virusudbruddet medfører et økonomisk tab, men det er til gengaeld et åbent spørgsmål, hvor stort det bliver. Nu er jeg hverken sundhedsøkonom eller ekspert i epidemiologi, men det er klart, at det helt afhaenger af, hvor lang tid det vil tage at inddaemme udbruddet.

Sars-udbruddet i 20022003 blev først erklaeret inddaemmet af WHO i juli 2003 – naesten otte måneder efter sit udbrud – og endte med at koste anslået 60-75 mia. dollars. De økonomiske konsekvenser af det nye coronavirusudbrud vil dog blive endnu større. Både fordi det har ramt større dele af landet, og fordi Kinas betydning for verdensøkonomien er vokset markant.

Isaer transportsektoren er voldsomt påvirket, men også mange servicefag er hårdt ramt af nedlukninger inden for rejseindustrien og blandt restauranter og kultursevaerdigheder, som ligger øde hen. På samme måde er produktionen på mange fabrikker blevet indstillet, hvilket på sin side påvirker underleverandører og aftagere også i resten af verden.

Mens store dele af tabene i servicesektoren ikke kan erstattes, f.eks. restaurant- og frisørbesøg, vil meget af produktionsfaldet i fremstillingssektoren dog relativt hurtigt kunne blive indhentet, når virusspredningen er kommet under fuld kontrol. Det kan give anledning til en højere økonomisk aktivitet i 2. og 3. kvartal, end tilfaeldet ellers ville have vaeret.

På baggrund af udviklingen over de seneste uger, hvor store dele af Kina er blevet lukket mere eller mindre ned, er det ikke urimeligt at antage, at vaeksten i Kinas bnp bliver halveret til ca. 3 pct. i 1. kvartal. Hvis omkring 85 pct. af den tabte produktion bliver indhentet over de følgende to kvartaler, vil Kinas økonomiske vaekst i 2020 så lande omkring 5 pct. i stedet for de ca. 6 pct., som de fleste prognoser ellers forudser.

Medmindre udbruddet for alvor spreder sig og bliver til en egentlig pandemi, hvor produktionen også bliver lukket ned i andre lande, tyder intet på, at det vil kunne bringe verdensøkonomien afgørende ud af kurs.

I dette scenario kan verdensvaeksten i år ende med at blive reduceret med 0,10,2 procentpoint svarende til et økonomisk tab på mellem 90 og 180 mia. dollars. Konsekvenserne vil vaere størst i Kina og de omkringliggende lande, mens spredningseffekterne til f.eks. Norden og Danmark vil vaere marginale.

Så medmindre udbruddet for alvor spreder sig og bliver til en egentlig pandemi, hvor produktionen også bliver lukket ned i andre lande, tyder intet på, at det vil kunne bringe verdensøkonomien afgørende ud af kurs.

I givet fald er der til gengaeld heller ingen tvivl om, at de store centralbanker, som allerede nu følger udviklingen i coronavirus nøje, vil stå klar med yderligere pengepolitiske lempelser for at afvaerge de negative konsekvenser fra den nye trussel mod vaekstudsigterne.

Det er dybest set den afgørende forklaring på, at markederne ser ud til at fortsaette med at tage glaederne og ikke sorgerne på forskud. Det sidste skal man dog også vaere varsom med. For det kunne jo vaere, at de aldrig bliver til noget.