Ups, vi har nationaliseret de frie finansmarkeder i hele verden
En massiv statslig pengeindsprøjtning på markedet for virksomheders gaeld kan ske på få uger – men det vil tage årtier at afvikle den igen.
Forestillingen om det frie finansmarked bør laegges på hylden efter ugens udvikling i den økonomiske version af coronakrisen.
Der kan argumenteres for, at lige siden finanskrisen har centralbankerne spillet så stor en rolle på dele af markedet, at den frihed i højere grad har eksisteret af navn end af gavn. Men med de seneste udspil fra verdens mest magtfulde centralbanker er det ubestrideligt: En meget stor del af verdens vigtigste kapitalmarkeder bliver i disse uger de facto nationaliseret.
Den europaeiske centralbank, ECB, lagde ud med at afsaette astronomiske 750 mia. euro til at understøtte markederne og på sigt ikke mindst euroens eksistens. Hvorefter den amerikanske pendant, Federal Reserve, trumfede med sit løfte om at ville tilføre markedet ”ubegraenset likviditet” og for første gang købe ikke alene statsobligationer, men også obligationer udstedt af virksomheder.
Dét er en udbredt nationalisering af gaeldsmarkedet i den fri markedsøkonomis højborge. Og så har vi ikke engang medregnet de massive, finanspolitiske hjaelpepakker, vi står over for. Aktiemarkedet kan fortsat påberåbe sig at vaere fri af statslige penge i den helt store skala. Men ikke nødvendigvis laenge endnu.
Mange vil med tiden mene meget om det ideologiske skred. Til centralbankernes og regeringernes forsvar skal siges, at intet er normalt, at alt er ekstraordinaert på verdens finansmarkeder for tiden, og at alternativet her og nu forekommer markant vaerre.
Den surrealistiske virkelighed er, at markedernes retning lige nu styres af professionelle investorers tillid til sundhedsmyndighedernes bekaempelse af en influenzavirus. Da investorerne ikke har den ringeste, professionelle erfaring med hverken tillid eller mistillid til offentlige sundhedsvaesener, er panik en naerliggende reaktion.
Derfor ligger investorernes udfaldsrum for krisens afslutning i disse dage imellem to yderpunkter. Det ene fortaeller, at coronavirussens spredning slutter til sommer, og at økonomien er tilbage på sporet sidst på året. Det andet fortaeller, at coronakrisen ender i den vaerste og laengste økonomiske nedtur i over 100 år.
På mange aktiemarkeder, herunder det danske, er det vaerd at bide maerke i, at vi trods massive kursfald og uro i børsmiljøet faktisk i skrivende stund kun er tilbage på samme niveau som i sommeren 2019. Vi gik ind til coronakrisen med aktiekurser på historiske rekordniveauer, som i forvejen kraevede en staerk saeson for indtjening i virksomhederne for at holde vand på bare lidt laengere sigt.
Laeg dertil, at mange virksomheder igennem de seneste år har øget deres gaeldsaetning og dermed sårbarhed over for kriser. De historisk lave renter har gjort lånekapital vaesentligt billigere end egenkapital. Det er en af grundene til, at så mange virksomheder har købt egne aktier tilbage fra investorerne.
I bakspejlet kan vi konstatere, at det ser ud til at have vaeret en rigtig dårlig ide. I den kommende tid begynder ratingbureauer som Standard & Poor’s og Moody’s at gennemgå kreditvaerdigheden hos de isaer store virksomheder, de analyserer. Den proces munder uvaegerligt ud i en byge af nedjusteringer.
Det er et problem. Mange børsnoterede virksomheder med store udestående obligationslån dumper dermed ud af de fornemste såkaldte investment grade-ratings. Når det sker, bliver mange af de institutionelle investorer, der forvalter andre folks penge, nødt til at saelge ud af deres investeringer i disse foretagender, fordi de har bundet sig til ikke at investere i papirer med en lavere rating end som så. Det vil laegge et yderligere pres på aktiemarkedet, som har det med at udvikle sig relativt parallelt med markedet for virksomhedsobligationer.
Dét er en udbredt nationalisering af gaeldsmarkedet i den fri markedsøkonomis højborge.
Ergo er sandsynligheden iøjnefaldende for, at centralbankerne over de kommende uger må begynde at støtteopkøbe nedgraderede virksomheders gaeld og dermed reelt spaende et statsligt net ud under aktiemarkederne også.
Og så er vi tilbage ved ”nationaliseringen” af de frie markeder. Det er markant lettere at vikle statspenge ind i markedsøkonomien end at traekke dem ud igen. Derfor kommer det efter coronakrisen formentlig til at vare årtier, inden staternes tilbagetog antager et omfang, der atter gør det relevant at tale om frie, globale kapitalmarkeder.
Alt sammen på grund af en virus, som ingen kendte, men alle undervurderede.