Nej, diktaturer er aldrig praktiske
Det turde vaere overflødigt at sige, at coronakrisen har vendt op og ned på verdenssamfundet. Det er i hvert fald i Europa den største udfordring siden Anden Verdenskrig, og der er ingen facitliste, hvor man kan slå op og få det rigtige resultat.
Men der er desvaerre en del eksempler på, hvordan man ikke skal gøre det, og her er Kina det mest afskraekkende. Der er andre lande, f.eks. Iran, som også har handlet katastrofalt, men alene antallet af kinesere gør Riget i midten til noget helt saerligt på den forkerte måde.
Hvis nogen har vaeret i tvivl indtil nu: Diktatur er den vaerste styreform til at imødegå en epidemi. Der har også i vestlige lande vaeret stemmer, som sagde, at godt nok er diktaturer i sig selv skraekkelige, men i en nødsituation som i øjeblikket kan de have større gennemslagskraft, fordi de kan indføre forholdsregler uden at skulle ulejlige et parlament eller rådføre sig med en opposition. Der er jo heller ingen kritisk presse, så de kan gøre nødvendige ting hurtigt, lyder devisen.
Kina udstiller, at intet kan vaere mere forkert. Ja, diktaturer er skraekkelige, men det er de under alle forhold, også de nuvaerende. De kinesiske myndigheder har med naermest forbryderisk energi undertrykt tidlige advarsler. De første tegn, ved vi nu, kom omkring den 1. december, men de blev tiet ihjel. Da en laege i Wuhan, hvor epidemien åbenbart er opstået, slog alarm nogle uger senere, blev han truet med bål og brand, fordi intet måtte komme ud. Laegen blev selv en del af den tragiske historie, for han blev smittet og døde.
Sundhedspersonalet i Kina har – som andre steder – gjort en heroisk indsats, og den kan man ikke takke nok for. Det har i mange tilfaelde prioriteret at hjaelpe andre frem for at beskytte sig selv. Hos den kommunistiske ledelse, anført af Xi Jinping, er det omvendt. Den taenker først og fremmest på at beskytte sig selv, ikke kun helbredsmaessigt, men også politisk. Den har søgt at kvaele enhver kritik eller blot en uafhaengig afdaekning af forholdene, vel at maerke ikke blot i Kina, men over hele verden.
Det rammer ikke mindst frie medier. I disse dage er Kina i faerd med at udvise stort set alle amerikanske korrespondenter, herunder fra bundseriøse aviser som The New York Times, The Washington Post og The Wall Street Journal – ikke fordi de har skrevet noget forkert, men fordi de har rapporteret noget, som magthaverne ikke brød sig om at laese. Så nu bliver Kina igen et lukket land, når det gaelder nyhedsformidling.
Samtidig ruller Kina sig ud som den flinke stormagt. Man sender personale, medicin og vaernemidler til bl.a. Italien, der er hårdt ramt af coronasmitten, og det er jo smart på den måde at udnytte en ulykkelig situation i pr-øjemed. Man kalder det blødt diplomati, og det skal vaere modtagerlandene vel undt at modtage, hvad de har så hårdt brug for. Men det siger mere om f.eks. EU’s hjaelpeløse håndtering af krisen end om kinesisk barmhjertighed. Det er i samme kategori som de søde pandabjørne, der bl.a. pryder Københavns Zoo, hvor et kort, der viste Taiwan som selvstaendigt land, straks blev fjernet, fordi kineserne protesterede. Tyskland har i øvrigt også sendt medicinsk personale til Sydeuropa og modtaget coronapatienter fra Frankrig og Italien, men det taler man ikke højt om, for den slags reklame behøver man ikke. Og ja, Kina har, da alvoren gik op for Xi, handlet bastant og tilsyneladende effektivt. Men er det noget at prale af?