Erfaringer fra ebola kan øge paratheden i de vestafrikanske lande
Der er masser af grunde til bekymring for, hvad der vil ske, når først coronavirus bider sig fast i Afrika. Men erfaringer med epidemibekaempelse vil nogle steder også kunne øge paratheden.
Coronavirus har i skrivende stund endnu ikke for alvor bidt sig fast i Afrika. Men hvordan vil landene kunne håndtere covid-19?
Det afgørende spørgsmål er ikke blot, hvor veludviklet sundhedssystemerne er. I Sydkorea investerede man i afdelinger for kontrol af smittefarlige sygdomme efter udbruddene af sars og mers, og efter ebolaudbrud I DR Congo har mange hospitaler afdelinger specialiseret i isolationspatienter.
Ikke desto mindre vil sundhedssystemer sandsynligvis blive udfordrede i de fleste afrikanske lande. Under ebolaepidemien i Vestafrika i 2014-15 var det en udfordring at følge med spredningen og etablere nye felthospitaler.
Også rekruttering af sundhedspersonale var et problem, da Sierra Leone og Liberia stadig led under et mangelfuldt uddannelsesniveau efter et årti med borgerkrig. Derfor halsede myndighedernes initiativer konstant efter smitten fremfor at imødegå den med praeventive aktioner.
Det vil vi utvivlsomt se igen med covid-19. Men ligesom under ebolaudbruddene må de institutionelle tiltag støttes op af folkelige initiativer. Her udgør erfaringen med ebola en fordel, da folk har lignende undtagelsestilstand i frisk erindring. Hvor mange herhjemme har haft svaert ved at acceptere situationens alvor, tager folk i Sierra Leone risikoen for en ny sundhedskatastrofe meget alvorligt.
Covid-19 og ebola er begge respiratoriske vira, der spredes igennem taet kontakt. De er en slags familiesygdomme, hvorfor restriktioner for mobilitet på familieniveau har vaeret essentielt for inddaemning. Selvisolation og social afstand er vidtgående restriktioner.
I tidligere ebolaområder er det velkendte koncepter. F.eks. afskar familier i Sierra Leone sig fra landsbyer for at holde ebolasmitten ude. Folk havde forståelse for, at karantaene kan vaere i deres egen interesse.
Mange afrikanske lande har nu også lukket graenserne. Der er dog stor forskel på at isolere sig som gruppe og at lukke graenser. Med et velfungerende kontrolsystem kan lukning af graenser og overvågning af bevaegelsesmønstre vaere effektivt.
Men i områder med uformel bevaegelse på tvaers af graenser, hvor der ikke er effektiv kontrol, kan graenselukning give større mørketal for smittespredningen og gøre situationen svaerere at kontrollere.
Dette er før blevet diskuteret ved ebolaudbruddene i graenseregionen mellem DR Congo og Rwanda i 2018-19 og mellem Sierra Leone og Guinea i 2014-15, hvor den uformelle graenseaktivitet var central for smitteudbredelsen.
Ebola er mere dødbringende end covid-19, som til gengaeld er mere smittefarlig. Derfor vil sundhedssystemer, der blev overbelastede af ebolaudbruddet, blive pressede.
Men netop derfor kan de folkelige initiativer, som vandt frem i kampen mod ebola, spille en rolle. F.eks. blev albuehilsenen brugt allerede i 2014-15, og i mange familier udpegede man en enkelt sygeplejer, så smittefaren begraensedes til ét familiemedlem, før sundhedspersonale kunne nå frem.
I Sierra Leones Kailahun-distrikt lykkedes det at bremse et ebolaudbrud vha. en lokalt organiseret karantaene, inden hjaelpen nåede frem. Under Sierra Leones borgerkrig anvendte man lokale kommunikationstråde for overvågning af gaester i lokalsamfundene. Samme system blev brugt under ebolaudbruddet ift. mulige smittebaerere.
Selv om den sierraleonske stats håndtering af ebolakrisen var problematisk, var der også effektive tiltag så som etableringen af lokale sundhedscentre, der muliggjorde diagnosticering inden den smittefarlige fase.
Med hjaelp fra pensionerede laeger og sygeplejere kan lokale feltfaciliteter måske også vaere med til at inddaemme covid-19. Dette vil dog stadig kraeve en massiv indsats fra myndigheder og eksterne organisationer.
Overordnet var der positive erfaringer med hurtig identificering af smittede, og hvem de havde haft kontakt med, fokus på hygiejne og selvisolation – alle områder udpeget af WHO som essentielle i dag. Derfor kan erfaringer med ebolaepidemien komme Sierra Leone, Guinea, Liberia og DR Congo til gode i de tidlige stadier.
Allerede nu forbereder man sig i Sierra Leone på et covid-19-udbrud ved at igangsaette det, der virkede mod ebola. At dele erfaringer med coronavirus er en vigtig del af den globale håndtering. Her skal familier laere at taenke som epideminologer, men epideminologer skal også laere at taenke som familier. Og familier i forskellige lande reagerer vidt forskelligt.