»Vi er jo blevet hverdagens helte«

De aeldre er bange for corona, og nogle fravaelger hjemmepleje. Men sosu’erne maerker øget respekt for deres arbejde. Interview med sosuhjaelper Laila Westergaard Mikkelsen, der har vaeret 32 år i aeldreplejen i Tilst.

»Forleden var jeg i Fakta, hvor der er sat striber op, så man holder afstand. Foran mig stod der en flok unge og pjattede, og jeg sagde til dem, at de skulle huske at holde afstand. De kiggede bare på mig, indtil jeg sagde til dem, at det er mig, der passer deres bedstemødre, så hvis I smitter mig, risikerer I også at smitte dem. Så sagde de undskyld og flyttede sig.«

56-årige Laila Westergaard Mikkelsen er sådan én, der siger sin mening. Sådan én, der elsker socialt samvaer. Og sådan én, der er glad for sit arbejde.

For 32 år siden sad hun ved kassen i cafeteriet i Salling og kedede sig, da en veninde foreslog hende at søge ind til hjemmeplejen. Det gjorde hun, og selv efter 32 år i aeldreplejen i Tilst er hun stadig sådan én, der har smilet med på arbejde og glaeder sig til at hjaelpe borgerne – de aeldre.

»Jeg synes, det er fantastisk at arbejde med mennesker. De har brug for noget hjaelp, og det kan vi give dem, og en af de fem ledetråde i vores arbejde er også at hjaelpe dem til at klare sig selv,« som hun siger og tilføjer:

»Det er utrolig spaendende at arbejde med aeldre, for de kan fortaelle om mange ting, de har oplevet. Der er jo ikke to liv, der er ens. Havnearbejderen skal behandles på én måde, laegesekretaeren på en anden og de ikke-etniske danskere på en helt tredje måde. Det handler om at have respekt for det enkelte menneske.«

Ingen social kontakt

Vi snakker sammen med et par meters afstand i et mødelokale i Lokalcenter Havkaer i Tilst. Ved indgangen startede vi med at spritte haender og gik derefter gennem centrets kantine, som er tom bortset fra enkelte medarbejdere, der sidder spredt ved bordene. De aeldre er her ikke, for centret er lukket for dem – på grund af corona.

»De aeldre kommer ikke til gymnastik, de kommer ikke i dagcentret og spiser frokost sammen, og de kommer ikke til fysioterapi, så lige pludselig er de helt afskåret fra det sociale. Derfor må vi forsøge at gøre det på en anden måde, og jeg hørte om et plejehjem,