Efter coronakrisen skal vi genfinde ”ånden fra ’45”

Jeg er årgang 1955. På den indre nethinde ser jeg Winston Churchills begravelse i 1965. Familien var samlet hos moster Asta, en af de få, der havde fjernsyn. På det sort-hvide tv fulgte vi en hel verdens farvel til Anden Verdenskrigs store statsmand.

Far og mor undrede sig: Hvorfor valgte briterne ikke Churchill ved efterkrigsvalget i 1945? Filmen ”The spirit of ’45” giver forklaringen, og den er tankevaekkende hér under coronakrisen.

Churchill var en formidabel leder under krigen, men ude af trit med den folkelige dagsorden i sommeren 1945. Filminstruktøren Ken Loach bruger en blanding af dokumentarfilm og interviews med briter, der oplevede 1930’erne og 1940’erne.

Mange briter huskede stadig Første Verdenskrig, hvor menigmand kaempede i skyttegravene, men vendte hjem til klasseskel og fattigdom under 1930’ernes krise. Vi var borgere i verdens største imperium, men boede i det vaerste slum, konstaterer en aeldre arbejder. Og Labour vandt en jordskredssejr på solidarisk patriotisme: Nationen stod sammen og taevede nazisterne, nu skal vi i faellesskab bygge boliger, skoler og hospitaler.

Noget lignende skete i Danmark. Ved valget i 1945 rykkede danskerne så langt til venstre, at kommunisternes fremgang fik Socialdemokratiet til at opgive regeringsmagten, men i 1947 vendte Hans Hedtoft tilbage. Og de naeste årtier støbte fundamentet til den velfaerdsstat, vi kender i dag. Også i andre lande var årtierne efter krigen en epoke med øget velfaerd, mindre klasseskel og større social mobilitet. Den kollektive erfaring fra krise og krig omsattes i genopbygning og sociale fremskridt.

Hvad sker der efter corona? Vi ved det ikke, men det seneste kollektive stød – finanskrisen – bød på en helt anden historie. I starten af krisen brugte staterne gigantiske summer på nødvendige hjaelpepakker til bankerne, men så skiftede det: EU fokuserede ensidigt på statsgaelden, og Europa skruede sig ned i en spiral af kriseforlaengende sparepakker og sociale forringelser. Herhjemme blev dagpengene beskåret, og efterlønnen sat under afvikling. Vi mistede en kvalitet ved vores samfund: bredt favnende tryghed. Mange forblev utrygge – også efter krisen.

Coronakrisen appellerer atter til sammenhold. Tv hylder dem, vi ellers ikke hører så meget om: sosu-assistenten, kassemedarbejderen bag plexiglasset, renovationsarbejderen, der tager sig af vores skrald … Og Mette Frederiksen spiller på solidarisk patriotisme, når hun priser Danmarks »faelles løsninger på faelles problemer«, der skal vaerne »den generation, som lagde de første sten til vores velfaerdssamfund«.

Krisen er lige nu en stjernestund for den danske samfundsmodel, hvor venstre og højre, arbejdsgivere, fagbevaegelse og civilsamfund traekker på samme hammel.

Lørdag var Venstre – igen igen – tophistorie på TV 2 News: Hjaelpepakkerne til erhvervslivet skal vaere endnu bedre – og minsandten: Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv var enig. De borgerlige overhaler venstrefløjen i generøsitet på statens vegne. Lur mig: Om et halvt år har piben en anden lyd. Så synger Ellemann & Mikkelsen den gamle sang fra finanskrisen – pas på statsgaelden, skaer i de sociale ydelser, skattelettelser i toppen …

Danskerne vil stå i et afgørende valg: skaev krisepolitik eller solidarisk patriotisme? Jeg vaelger ”ånden fra ’45”, med respekt for sosu’en, kassedamen og renovationsarbejderen – også efter corona.

Mette Frederiksen spiller på solidarisk patriotisme, når hun priser Danmarks »faelles løsninger på faelles problemer«.