Demokratiets vagthunde må traede tilbage

Borgfred. Et begreb, som stort set tegner billedet på den politiske situation på Christiansborg under coronakrisen.

Det hører sig til under enhver form for ekstrem krisetid eller undtagelsestilstand, at det politiske artilleri for en stund laegges på hylden til fordel for en effektiv totalmyndighed, der via hastelove og saerlig grundlovsbeføjelse kan gøre det nødvendige for Danmarks overlevelse.

At pressen og medielandskabet som helhed betraget ikke indordner sig samme kodeks vedrørende kritikhvile, er mig uforståeligt. Dag for dag er der eksempler på politiske kommentatorer, som åbner op for kritik af regeringens tiltag og pressemøder og dermed sår tvivl om den tillid, befolkningen skal have til myndighederne og autoriteterne.

Uden tillid, intet sammenhold. Magtfuldkommenheden er så at sige praemissen for, at masserne kan styres, så alle borgere efterlever de nødvendige aendringer i levevilkår, som sundhedsstyrelsen sagligt og nøgternt påkraever.

Jeg vil vove den påstand, at pressens kritiske tilgang er en patologisk vane fra det, man kan kalde normtilstanden i nationen. Og den skal naturligvis indfinde sig igen, når toget er tilbage på sporet, men indtil da burde det vaere comme il faut, at stridsøksen fra den fjerde statsmagt laegges på hylden til fordel for en enkelt, stringent kommandovej fra ministrene og ind i folks stuer.

Det er forståeligt, at pressen anskuer sig selv legitimeret i en virkelighed, hvor de saerlige beføjelser i grundloven åbner op for en magtudøvelse, som under normale omstaendigheder ikke hører sig til i et liberalt samfund. Men alt sker inden for loven.

Demokratiets vagthunde må for en stund traede tilbage i geled i en stund, hvor effektivitet over kort tid er det påkraevede.

Så snart de gaeldende politiske solnedgangsklausuler har udtjent deres formål, kan et større efterrationale indfinde sig. Selvransagelse og kritik udadtil vil blive gjort fra alle magtinstanser. Indtil da må våbenhvile forlanges.