Der haenger stadig et kram i luften over Mellerup

Jyllands-Posten var med den første dag, da eleverne vendte tilbage til Mellerup Efterskole. Det endte med at blive et studie i, hvad det egentlig er, coronakrisen har taget fra os. For hvad sker der, når 100 unge venner for første gang i to måneder får lo

Klokken er vel halv to tirsdag eftermiddag, da det går op for avisens udsendte, hvad det er, livet egentlig handler om. De første biler med foraeldre har vinket til forstander Anne Dahl Iversen ved stenen foran Mellerup Efterskole. De har sendt deres barn afsted med blå Ikea-pose og guitarkasse over skuldrene på en kort gåtur og en ankomst, der er med til at genåbne en af landets 242 efterskoler. Efterskolernes tomme vaerelser de seneste uger er blevet billedet på den naerhed og de kram, som coronakrisen har taget fra os. Derfor er scenariet her i udkanten af landsbyen Mellerup nordøst for Randers samtidig et billede på, at vi alle sammen er ved at snige os lidt taettere på hinanden igen.

Karl Andersen og Alfred Skriver løber imod hinanden. De tripper, standser, fryser i et øjeblik, inden de husker på, at de dog i det mindste kan tjatte fødderne sammen, sneaker mod sandal.

»Nej, nej, nej, hvor er det vildt. Vi må ikke,« råber Karl Andersen, inden de traeder lidt tilbage og ser på hinanden uden at sige noget.

Hvis et kram kan blive haengende i luften, så svaever der et af dem rundt endnu i luften over, hvor Jyllands-Posten har fået lov til at følge med på en dag, hvor 100 elever og en håndfuld voksne skal finde balancen mellem kaerlighed og coronakrise.

Ikke bygget til coronakrise

Selv om efterskolerne er enklaver i samfundet og tidslommer i unge menneskers liv, gaelder coronaregimet også her, og på Mellerup Efterskole betyder det, at eleverne ikke må komme taettere end en meter på deres vaerelseskammerat. Som forstander Anne Dahl Iversen siger, er efterskolen ikke bygget til afstand hver for sig, den er bygget til naerhed, og da hun viser skolen frem, er det, som om noget af naerheden er blevet haengende. Der er fotografier på vaeggene, tøj i skabene. En klynge af tekopper og en elkedel på et bord ved siden af to senge, der er skubbet sammen. Hvis coronakrisen helt havde lagt landet øde, ville disse vaerelser stå som mindestuer over, hvordan faellesskab mellem unge mennesker kan se ud.

Selv efter syv år som forstander kan hun godt blive lidt rørt, når hun skal fortaelle om, hvordan hun den 11. marts om aftenen, mens statsministerens pressemøde endnu var i gang, afbrød et bestyrelsesmøde og fik aftenvagterne til at finde eleverne og bede dem gå ned i foredragssalen frem for at gå i seng. De skulle tage hjem naeste morgen, turnéen med gadeorkesteret til Irland var aflyst, og ingen vidste, hvornår de ville ses igen. Det er mere end to måneder siden.

I dag er skolen så coronasikker, som den

løber gennem maengden mod sit kram.

»Shit, jeg har ventet laenge på dig, min ven. Jeg baerer din taske ind. Kom,« siger han, og da tre par af vaerelseskammerater kort efter rykker taet sammen på en baenk, ser Karl Andersen sig over skulderen og mumler:

»Hvor er min henne?«

Nye coronaregler

Coronavirkeligheden melder sig, da efterskoledagen når det taktslag, hvor der er faellesspisning. Der spises i to hold, indenfor er der navneskilte ved hver plads, maden øses op af en voksen, og efter maden skal der tørres af, og selv salt- og peberbøsserne sprittes af. Efter maden er det, som om nogen har givet eleverne en rystetur og sat nye grupper sammen udenfor. Selma Maunsbach og Mia Dehn sidder på hvert sit blå klistermaerke med praecis en meter imellem sig. De taler om, at det hele er lidt som en drøm, og at det er lettere at finde hinanden, end de havde forventet eller måske endda frygtet.

Kl 19.30 er der sang og samling i den store sal. Krydser på gulvet og laminerede skilte viser, hvor hver elevgang og elev skal sidde. Højskolesangbøgerne er pakket vaek pga. smittefare, så der synges fra storskaerm:

»Du kom med alt, hvad der var dig. Og spraengte hver en spaerret vej. Og hvilket forår blev det.«

Det er fri-, høj- og efterskolernes trosbekendelse, og det er kram på vers, inden eleverne meget stille tager imod forstanderens kaerlighed. I har vaeret savnet – og det kan lade sig gøre at vaere taette på en meters afstand, hvis man taenker sig om. Og så er der de coronaregler, den nye paragraf i Mellerups Grundlov, som f.eks. betyder, at overnatning på en andens vaerelse betyder, at man sendes hjem nogle dage.

»Vi har tillid til, at I kan finde ud af det her. Lad nu vaere med at kramme nede i skoven, hvor vi voksne ikke kan se jer. Taenk på, hvorfor vi gør alt det her,« siger hun.

Bagefter ser Karl Andersen ud, som om han mener det, da han siger, at det er o.k. med alle reglerne. Så ved han, hvad han skal gøre. Forstander Anne Dahl Iversen bliver lidt rørt igen.

»Det er en musikefterskole det her. De her elever kan sagtens synge den store sal op. Men det gjorde de ikke i dag. Jeg står og taenker på, hvad det er, corona allerede har gjort ved dem, mens de har vaeret vaek?«

Men de er her igen, og nu – i den sidste time, inden første skoledag efter coronakrisen slutter kl. 22 – ligner de et efterskolehold. Tre piger går en sidste tur ned forbi valgmenighedens kirke og friskolens bygninger, hvor praesten og digteren Jakob Knudsen en morgen i 1890 så solen stige op over Randers Fjord og skrev en af de smukkeste danske salmer: ”Se, nu stiger solen af havets skød”.

Det handler om håb og livslyst. Dagen er blevet til en af de forårsaftener, hvor man kan se solen, der daler ned over en endnu lysegrøn kornmark og rammer Knudsens gamle praestegård fra den modsatte side.

Lige der kan man få lyst til at øve lidt mere på guitaren, finde nogle gutter igen og egentlig bare lade håret gro.

Med adgang til alle dokumenter og centrale embedsmaend skal eksperterne udrede forløbet. På seks måneder skal det undersøges, og beslutningen omkring ekspertundersøgelsen skal ifølge partierne forankres i Folketinget.

Partierne frygter, at det vil vaere en afsporing at lade regeringen selv – med justitsministeren som kreativ leder – designe evalueringen. Det er regeringen, der skal undersøges, og man saetter vel ikke Nick Haekkerup til at vogte Frederiksen, lyder raesonnementet.

På den anden side er det normal praksis i mere traditionel kommissionssammenhaeng, at den slags tilrettelaegges af netop Justitsministeriet, og ifølge regeringen er det for tidligt at saette gang i processen nu, hvor myndighederne stadig arbejder i døgndrift med krisestyring. Regeringen vil have en bred evaluering, der kan uddrage laeringspunkter til fremtidige krisesituationer – det kunne f.eks. vaere en evaluering af skiftende regeringers beslutninger på sundhedsområdet, af beredskabets mangler og hele organiseringen af krisestyringen.

Oppositionens interesse samler sig imidlertid lige så meget om andre dele af processen. Her ser man frem til at få indsigt i, hvad der egentlig foregik i kampen mellem myndighederne og statsministeren. Man vil have indblik i de dokumenter, der har vaeret grundlaget for regeringens afgørende økonomi- og koordinationsudvalgsmøder. Her kan muligvis findes fejl i regeringens håndtering, og Folketinget kan få indblik i, om regeringen har vaeret aerlig, eller om der er sket vildledning og tilbageholdelse af afgørende oplysninger over for de folkevalgte.

Det er en helt anden undersøgelse end at gennemgå, hvorfor lageret af vaernemidler og beredskabet ikke var på plads trods årelange advarsler fra WHO og andre.

Hvordan undersøgelsen – eller undersøgelserne – udformes, bliver afgørende for den langsigtede historiefortaelling om krisen. Både indholdsmaessigt og formmaessigt er det en afgørende kamp.

Bag facaden

De fleste sidder med fornemmelsen af, at der bag