Coronakrisen viste os det: Den offentlige drift af daginstitutioner fungerer ikke

Coronakrisen har vakt megen refleksion over det moderne liv. Blandt andet på børneområdet har mange danskere fået lejlighed til at taenke over, hvad man saedvanligvis byder børn, og dem, der skal passe på dem.

Nogle har jublet over, at børn nu blev passet i hjemmet, fordi det skulle forestille sig at vaere bedre for børnene end at gå i institution. Andre har hyldet paedagogerne, for nu kunne danskerne få lov at maerke, hvordan en hverdag uden paedagoger er.

Vi skal ikke laengere tilbage end til 2019, før der var voldsom debat om børns vilkår i danske institutioner. Tv-dokumentarer gav småbørnsforaeldre og -bedsteforaeldre ondt i maven. Dokumentarene viste situationer, hvor børn var overladt til sig selv og måtte prøve at finde trøst inde i sig selv, fordi der ikke var nok voksne til at trøste dem. Det var hjerteskaerende.

I den første måned, hvor genåbning af daginstitutioner var en mulighed, var det også sigende, at f.eks. Københavns Kommune ikke havde plads til hvert andet barn. Det fortaeller os netop noget meget lavpraktisk om den hverdag, mange byder deres børn. Ligeså var det sigende, at andre kommuner meldte, at de kun kunne have åbent mellem 8 og 15, for uden for det tidsrum kunne man ikke sikre sig, at der var nok voksne pr. barn. Og paedagoger meldte om mere og bedre tid sammen med det enkelte barn, simpelthen fordi man var delt op på mere plads med faerre børn.

Det fortaeller os noget om hverdagen i en helt almindelig daginling, stitution. Laeg hertil et reelt dilemma, som mange af os foraeldre har stået i, nemlig valget mellem at lade vores børn gå i daginstitution – og altså risikere at blive smittet og smitte med covid-19 – eller at lade dem se bedsteforaeldre. Det er måske et dilemma, vi bør taenke videre over i forhold til andre sygdomme, nu hvor daginstitutionerne får lov at vende tilbage til en hverdag, der ligner den, de havde før coronakrisen.

Jeg hører hverken til dem, der hylder institutionslivet og paedagogfagligheden før alt andet, eller på nogen måde til dem, der hylder den hjemmegående mor. Begge tilgange er enøjede. Paedagogikken som fagfelt og den gode paedagog kan virkelig gøre en stor, positiv forskel for det enkelte barns udvikhvis rammerne er til det. Og det giver sig selv, at masser af tid med gode foraeldre og bedsteforaeldre også er altafgørende for et barns trivsel og udvikling.

Det er et spørgsmål om, hvilket barn man har, hvilken familie man er, og hvordan de institutioner, der står til ens rådighed, er. Men coronakrisen har bidraget til atter at belyse, at der er for få haender og for mange børn pr. institution.

Det har udstillet, i hvilken grad den normale situation er utilfredsstillende. Og højere normeringer – mere af det samme – er ikke løsningen. Det synes åbenlyst, når man ser på, hvad en offentlig institutionsplads koster både i tilskud fra skatteyderne og hertil i brugerbetaling. Vi ville kunne blive ved med at kalde på flere midler til området i mange år, uden det vil gøre den afgørende forskel. For der kommer et punkt, hvor foraeldre – og skatteydere – vil finde de offentlige tilbud for dyre og så begynde at passe børnene i hjemmet igen.

Hvis man faktisk vil forbedre området, må man gøre det attraktivt for private at gentaenke daginstitutioner, så man slipper for at sidde fast i ideologi og gamle dogmer på området. Det lyder måske mere køligt end minimumsnormeringer. Til gengaeld er det rigtigt.

Hvis man faktisk vil forbedre området, må man gøre det attraktivt for private at gentaenke daginstitutioner.