Sydøstasiatiske lande er fanget på mellemhånd

Asean-landene med vidt forskellige interesser i forhold til Kina og USA frygter at blive tvunget til at vaelge side.

Få steder – om nogen – skaber det hastigt forvaerrede forhold mellem Kina og USA større bekymring end i Sydøstasien. Asean-landene er fanget på mellemhånd mellem de to stormagter, som skyggebokser militaert i regionen og minerer det økonomiske landskab.

Lige nu holdes den officielle bekymring under låg, fordi al mødevirksomhed står stille på grund af covid-19. Men så sent som i november blev problemstillingen behandlet på et tredages Asean-møde i Bangkok.

Balance og stabilitet har vaeret fundamentet, siden Asean blev stiftet i 1967 og udvidet til de nuvaerende 10 nationer. Handelskrigen var et ukomfortabelt sted for dem, og siden har udviklingen til en altfavnende krise med skarpe emner fra Huawei til covid-19 og fra Hongkong til Taiwan lagt de strategiske optioner i ruiner. Der findes ingen faelles platform i dette miks af kinesisk-amerikanske frontafsnit.

Ret til at operere

Donald Trumps trusler om helt at afbryde forbindelserne med Kina har skabt frygt for, at de enkelte nationer tvinges til at vaelge side. Generelt er de 10 eksportfokuserede lande afhaengige af det kinesiske marked og har siden Vietnamkrigens afslutning haft USA som en mere eller mindre velkommen sikkerhedsparaply.

To eksperter har for nylig bidraget til den aktuelle debat om, hvordan Asean kan undgå at blive trukket ind i en konflikt og Sydøstasien undgå at blive en kold eller varm krigszone.

David Lampton, direktør for kinastudier ved Johns Hopkins University, og Wang Jisi, rektor for skolen for internationale studier ved Peking University, konkluderer, at den grundlaeggende forudsaetning er, at begge parter accepterer den andens ret til at operere i regionen. Desuden bør der nedfaeldes praecise procedurer for konfliktsituationer, aftales principper om gensidighed og arbejdes på at føre civilsamfundene sammen gennem amerikanske og kinesiske NGO-organisationer.

Sydøstasien accepterer, at Kina og USA lever i – eller har levet i – et konkurrencebetonet had-kaerligheds-forhold, og at den nuvaerende situation naeppe aendres til det bedre foreløbig. Men internt er der mange komplekse problemstillinger, der reelt gør det umuligt for dem at finde faelles fodslag, hvis halsbåndet strammes.

Kerneeksemplet på de staerke interne interessemodsaetninger er Filippinerne og Vietnam, der begge slås med Kina om store områder i Det Sydkinesiske Hav. Filippinerne har valgt at holde sig til Kina, mens Vietnam har lagt sig taet op ad USA.

USA fra sidelinjen

USA har i et par årtier set til fra sidelinjen, mens Kinas indflydelse er vokset. Fra 2001 kom kampen mod terror til at fylde mere i den amerikanske dagsorden end kampen om de 620 mio. sjaele i Sydøstasien.

Obama-administrationen var klar over faren og signalerede med jaevne mellemrum et nyt amerikansk fokus på Asien. Men det blev altid ved signalerne, ligesom tilfaeldet har vaeret under Trump.

Sideløbende gør de sydøstasiatiske regeringer, hvad de kan for at holde sig ude af de kinesisk-amerikanske strategiske manøvrer. De håber at kunne bevare adgangen til det kinesiske marked og den kinesiske industri, fastholde national uafhaengighed – og kalkulerer med USA’s militaere beskyttelse. For alt i verden ønsker man at undgå en konflikt i baghaven, uanset hvordan den vil udspille sig.

I Sydøstasien er den våde drøm en situation, hvor de to stormagter erkender, at forholdet er køligt, men etablerer nogle mekanismer, der kan forhindre tilfaeldigheder i at udløse en militaer konflikt. De forsøger med alle midler at forhindre en åben konflikt.

Hovedtesen er, at hvis de amerikansk-kinesiske forbindelser stabiliseres, vil Asean kunne navigere mellem interessemodsaetningerne, som det altid er sket tidligere.