Danskheden blev skjult i lagkager
Turen rundt i det dansk-tyske graenseland fortsaetter, og andet afsnit er bedre end det første.
Niveauet løfter sig i andet afsnit af DR’s dramadokumentariske miniserie ”Graenseland” om kampen om graensen mellem Danmark og Tyskland. Det skyldes primaert, at de dramatiske rekonstruktioner, der aergerligt nok stadig er seriens svageste punkt, lader til at acceptere sin status som andenviolinspillende supplement til et stykke vidensformidling, der i den grad lever via ekspertudsagn og dygtig sammenfletning af begivenheder.
I andet afsnit af ”Graenseland” er vi nået til 1864 – et årstal, der naermest ikke kan siges uden at blive gentaget og ledsaget af et ”filionggonggong og tingelingeling”, mens man ihukommer salig Mallebrok, der døde i krigen. Konflikten i Slesvig buldrer stadig, og de preussiske tropper rykker laengere og laengere op gennem Jylland. Der foregår en staedig kamp mellem den tyske overmagt, der ser det tyske sprog og den tyske kultur som vaerende den danske overlegen, og mens danskerne må se stadig flere forbud mod at tale dansk (det bliver eksempelvis helt forbudt at tale dansk i skolerne – også i frikvartererne) og dyrke danske traditioner, vokser overmagten sig staerkere.
I den fiktionaliserede del af andet afsnit af ”Graenseland”, som stadig ikke fungerer i sin egen ret, følger vi blandt andet sønderjyden Andreas Andresen og politikeren H.P. Hanssen, der kaemper for retten til danskheden, som de ellers er blevet tvunget til at blive dyrke hemmeligt inden for hjemmets fire vaegge. Det er skaegt at se, hvordan man camouflerer det danske i rød-hvide blomsterbuketter, lagkagefyld og som mønstre i puder, men selv den mest søndagssøvnige seer når at få det hele med, når pointen gentages i både ord og billeder op til flere gange. Det giver et irriterende traegt og gammeldags praeg.
DRAMADOKUMENTAR GRAENSELAND, AFSNIT 2: TABET AF SØNDERJYLLAND DANMARK, 2020 Instruktion: Johannes Pico DR
Braender for deres stof
Til gengaeld blomstrer afsnittets ekspertpanel. Der er mange af dem – og heldigvis er kønsbalancen blevet langt bedre her i andet afsnit – og de er ikke bare reduceret til anonyme talking heads, men fremstår som mennesker, der i den grad braender for deres stof. Og det smitter. Hvis Phillip Faber kan få os til at gå i faellesekstase over faellessang, så er jeg sikker på, at Lis Mikkelsen fra lokalhistorisk arkiv i Toftlund vil kunne gøre det samme. Det er enormt interessant, ikke mindst set i lyset af tidens diskussion af kulturens betydning, at høre om, hvordan unge danskere i Slesvig tog på højskole for at laere dansk litteratur, sprog og sange. Det burde vaere en unødvendig pointe, at den slags fylder alverden for vores nationale selvforståelse.
Lars Mikkelsen tager sig atter af os som den alvidende landsfader, men også han fylder lidt mindre end i første afsnit. Han binder forbilledligt fortaellingen sammen, og da andet afsnit slutter i 1914, er der lagt op til en spaendingsfyldt tredje episode.