Frankrig på vej mod »lykkeligere tider«? Det håber praesident Macron i hvert fald

Genåbningen af det franske samfund efter corona og behovet for at kickstarte en traengt økonomi har ikke ligefrem gavnet Macrons europaeiske projekt. Et nyligt fransk-tysk udspil giver på mange måder nyt håb.

Efter coronakrisens første voldsomme uger åbner også Frankrig langsomt. På vej mod »lykkeligere tider«, har praesident Macron kaldt det. Udfordringen er som så mange andre steder enorm. Økonomien – verdens syvendestørste – ventes at traekke sig sammen med mindst 8 pct. i 2020. Faldet i 1. kvartal er det største i eurozonen. Den franske statsgaeld kan nå 120 pct. af bnp.

Krisen rammer hårdt. Den rammer også socialt skaevt. Svaerest har det vaeret i de belastede boligområder omkring de store byer, hvor fattige familier lever taet. Seine-Saint-Denis uden for Paris er det ene af fire franske departementer, der kan melde om et ekstraordinaert højt niveau af døde som følge af corona.

Frustrerede unge er gået på gaden om natten og er havnet i uundgåelige konflikter med ordensmagten. Det har vist sig at vaere god benzin for politikere som Marine Le Pen, der ikke bliver traet af at tale om myndighedernes slaphed og inkompetence.

Det belaster et samfund, hvor brudlinjerne i forvejen var til at få øje på. Franskmaendenes disciplin under lukningen har i almindelighed vaeret imponerende, men den kollektive bevidsthed, “vi’et”, er traditionelt ikke saerlig staerk. Krisens borgersind kan hurtigt nok vige for nye udbrud af uro og uenighed.

Franskmaendenes vurdering af egne myndigheders indsats er allerede blandt de dårligste i EU. Det til trods for, hvad der – med nogle skønhedspletter – må siges at vaere ganske vellykkede bestraebelser på at styre sundhedskrisen.

Igen står praesident Macron og hans flok temmelig alene i fransk politik og betaler en pris for at ville bryde alle mønstre. Men også med den fordel, at urgrundlaget for Macrons praesidentskab netop var opgøret med et fastlåst politisk landskab.

Alt er i princippet muligt, når blot det fungerer. Efter de gule veste var den socialliberale Macron allerede på vej mod den stat, der ikke blot saetter fri og giver den enkelte muligheder, men også “beskytter”. Den aktuelle krise kraever ikke mindst det sidste.

Nu skal man ifølge praesidenten genopfinde sig selv som nation og som samfund. Hvad det betyder, er endnu kun løst skitseret.

Macron efterlyser til en begyndelse en human kapitalisme, mindre intens, mindre aggressiv.

Et fokuspunkt kan godt blive et forsøg på at fastholde de seneste par måneders relative solidaritet og prøve at arbejde mod større social konsensus. I rammen af så massiv en krise vil det vaere et ambitiøst mål, hvis der for alvor skal saettes ind mod ulighed – følt og reel – i det franske samfund.

De fleste ser ud til at vaere enige om, at der i hvert fald skal taenkes i flere baner end blot de økonomiske. Det meste forudsaetter, at fransk økonomi kommer ud af dybfryseren.

Finansminister Bruno le Maire laegger i sin første tegning af en økonomisk genopretningsplan vaegt på en stimulering af udbud og en saerlig indsats i forhold til kritiske sektorer som turisme, bilog flyindustri. Mere interessant indgår også en fremskyndelse af den baeredygtige omstilling med konkrete krav til bl.a. Airfrance.

Det er stadig små skridt, men de mødes med forståelse af erhvervslivet, der stiller sig bag ambitionen om et grønnere erhvervsliv i et åbent brev underskrevet af 80 erhvervsledere – heriblandt ledere fra nogle af de største franske virksomheder som Total, Alstom og Renault.

Krisen har også for franskmaendene udstillet både prisen for de vestlige åbne økonomier og den multilaterale rammes relative skrøbelighed. Alle har fået øjnene op for en styrkelse af om ikke nationale, så regionale forsyningskaeder og nødvendig beskyttelse mod aggressiv fremmed investering.

Men praesident og regering gør det samtidig klart, at en relancering af økonomien ikke kan basere sig på en idé om globaliseringens endeligt. Ingen kan haevde sin suveraenitet alene. Det må ske i en multilateral ramme – først og fremmest EU.

Her kan man ikke påstå, at Macron hidtil har høstet mange resultater af sin ambitiøse Europa-politik. Dertil har der vaeret for lidt medvind fra Berlin. Det fransktyske udspil til en genopretningsplan for de kriseramte EU-lande, der netop er lagt på bordet, er derfor dobbelt godt nyt.

Det bringer det fransk-tyske samspil tilbage i første raekke. Uden det ville udviklingen mod Macrons staerke Europa stadig have trange kår. Det lover samtidig substans til det europaeiske perspektiv, som praesident og regering har flettet ind i ligningen om Frankrigs egen vej tilbage.

Den proces kan af alle de naevnte årsager blive både vanskelig og ujaevn. Hvis man i EU ellers kan blive enig, har også praesident Macrons »lykkeligere tider« fået en hjaelpende hånd.