Politikere aendrede epidemiloven i strid med grundloven for at slippe for erstatningsansvar
Der er ikke noget forkert i, at Folketinget traf foranstaltninger for at begraense coronasmitten. Men det betyder ikke, at det var nødvendigt at aendre Epidemilovens paragraf 27 eller at ivaerksaette hjaelpepakker. Det kunne man have gjort alligevel.
Den 12. marts fremsatte sundhedsminister Magnus Heunicke et aendringsforslag til den ellers gaeldende epidemilov fra 1979, men man leder forgaeves i lovbemaerkningerne til en egentlig begrundelse, som heller ikke fremgår af Folketingets referat eller på anden måde.
Spørger man embedsmaend i Folketinget uden for referat, er der dog ikke tvivl om, at formålet var at lette staten for et erstatningsansvar, der ellers ville vaere gaeldende over for de private virksomheder, der omfattes af foranstaltninger til inddaemning af coronavirussen.
Jeg vil argumentere for, at lovaendringen er ugyldig, idet den var i strid med grundloven. Dens umiddelbare konsekvens blev, at retten til kompensation for foranstaltninger til at hindre en epidemis udbredelse, der før coronaen var sidestillet med ekspropriation i lighed med grundlovens paragraf 73, bortfaldt. Nedlukninger, forsamlingsforbud, graenselukning og frarådelse af rejser til hele verden efterlod kun den ene halvdel af det danske samfund med regningen.
Tidligere hed det: »Hvis forebyggende foranstaltninger (…) for at hindre udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme, påfører nogen tab, har vedkommende krav på erstatning herfor fra det offentlige.« Størrelsen skulle afgøres af en epidemikommission eller domstolene.
Nu bortfaldt den retssikkerhed, der lå hos epidemikommission og domstolene, og der indsattes en ny magtbeføjelse til ministeren og reelt et skøn fra hans side i stedet for en domstolsprøvelse.
I praksis har Folketinget vedtaget en raekke hjaelpepakker til at afbøde de økonomiske skader, som erhvervslivet lider som følge af foranstaltningerne. Disse hjaelpepakker er ikke et udtryk for en kompensation eller en erstatning, men snarere et tilskud til at komme gennem krisen. Dermed slipper staten vaesentligt billigere, end hvis den havde skullet kompensere erhvervslivet som efter den hidtil gaeldende lov.
Men spørgsmålet er, om man ikke tilsidesatte grundlovens paragraf 73 om ekspropriation i den forbindelse?
Det er tydeligt, at den hidtidige paragraf 27 i Epidemiloven er inspireret af grundlovens paragraf 73 og er udformet, som den var, for at sidestille indgreb i henhold til Epidemiloven med ekspropriation i dens mest traditionelle form, hvor man f.eks. tilpligtes at afstå en mark af hensyn til anlaeggelsen af en motorvej eller lignende.
Ekspropriation kan dog også vedrøre andet end fast ejendom. Det blev i forbindelse med aendringen af ministerpensionerne for få år siden anført, at det ville vaere ekspropriation i grundlovens forstand, hvis man aendrede gaeldende ministerpensioner, som dem til Ritt Bjerregaard, Poul Schlüter mfl. tilbage fra 1970’erne og 1980’erne. Interessant er det da også i den forbindelse, at der faktisk i lovbemaerkningerne til aendringen af Epidemiloven er redegjort ganske grundigt for, at indgrebet kan ses som ekspropriation.
AEndringen af Epidemiloven har tilbagevirkende kraft i forhold til sin ikrafttraedelsesdato. Retten til kompensation allerede indtruffet, da Folketinget aendrer loven.
Der tales i bemaerkningerne til lovaendringen om den situation, hvor der ikke »er tale om afståelse« (ekspropriation). Men hvis det kan taenkes, at der ikke er tale om afståelse, hvad gaelder så? Eftersom dette ikke naevnes, må det forudsaettes, at i givet fald gaelder dansk lovgivnings almindelige erstatningsregel og nødretsreglen. Det ville vaere det almindelige. Og så er staten alligevel forpligtet til at yde fuld kompensation.
Folketinget har foretaget lovaendringen i statens egen interesse, idet man i stedet for at skulle imødese kompensationskrav har kunnet begraense statens egne udgifter til politisk vedtagne ”hjaelpepakker”. Dermed er det også spørgsmålet, om ikke Folketinget for så vidt dermed var inhabilt, idet man lovgav på denne måde udelukkende for at sikre sig selv.
Der er ikke noget forkert i, at Folketinget har truffet en raekke foranstaltninger for at begraense coronasmittens udbredelse. Men deraf følger ikke, at det var nødvendigt at aendre Epidemilovens paragraf 27. Det var heller ikke nødvendigt for at ivaerksaette hjaelpepakkerne. Det kunne man have gjort alligevel.
Der er i Danmark kun et eksempel på, at Højesteret har kendt en af Folketinget vedtaget lov for grundlovsstridig og dermed ugyldig. Det er den såkaldte Tvinddom fra 1999. I dommen laegges der vaegt på, at grundlovens paragraf 3 er overtrådt, idet Folketinget har tiltaget sig en kompetence, der henligger under domstolene. Paragraf 3 lyder: »§3 Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.«
På Folketingets hjemmeside knyttes følgende kommentar til grundlovens paragraf 3: »Domstolene har magten til at dømme. De afgør, om folk har overtrådt landets love og skal straffes. Og de tager stilling i sager, hvor borgere har indbyrdes konflikter. Domstolene afgør også, om ministerier og kommuner har overtrådt lovene, og om lovene overholder grundloven.
Folketinget har foretaget lovaendringen i statens egen interesse, idet man i stedet for at skulle imødese kompensationskrav har kunnet begraense statens egne udgifter til politisk vedtagne ”hjaelpepakker”.
I 1999 fastslog Højesteret, at den såkaldte Tvindlov var i strid med grundlovens §3. Tvindlovens bestemmelse om, at en raekke Tvindskoler ikke laengere skulle have penge fra det offentlige, var derfor ugyldig.«
Der er hermed tale om magtfordrejning – der normalt ville vaere gaeldende for forvaltningen, idet staten tilgodeser sig selv ved lovaendringen. Begrebet magtfordrejning