Hvorfor er det så bøvlet at vaere storsindet?
Bør håndboldtoppen udvise samfundssind og dermed at risikere at forvolde skade på en kvindeliga, der allerede er under pres?
Donald Trump, DSB og Dansk Håndbold Forbund (DHF) har en faellesnaevner. De er alle saerdeles lette at kritisere, og det sker tit.
Hvor mange danskere har i de seneste år ikke yndet at pege fingre ad den kompromisløse praesident, de forsinkede togafgange eller de mange møgsager i en af landets store sportsgrene?
Få specialforbund i dansk idraet er skydeskive for samme kritik, hån og latterliggørelse som DHF, der ellers råder over mange fine fortaellinger. Der er medlemsfremgang for første gang i et årti, programoversigterne bugner med tv-kampe med misundelsesvaerdige seertal, og så råder forbundet ikke mindst over stjerner som Mikkel Hansen, der baerer et af nationens mest populaere landshold, som for øvrigt er forsvarende verdensmestre og olympiske mestre.
Alligevel har dansk håndbold i dette forår – igen – fået taesk. DHF’s professionelle udvalg afblaeste i april saesonen uden juridisk bemyndigelse, hvilket nu på tredje uge har efterladt klubber, spillere og fans i et sort hul af forvirring og uvished.
Jura og patos
Mens bl.a. ligaklubberne EH Aalborg og Nordsjaelland Håndbold – med både jura og patos – indtil sidste sekund har forsøgt at undgå en tvangsnedrykning ved at appellere til forbund, juridiske instanser, klubkolleger og medier, har saerligt ét spørgsmål kredset rundt i håndboldlandskabet: Hvorfor i alverden gør det så ofte udskaeldte håndboldforbund ikke bare som kollegerne i bl.a. Tyskland, Sverige og Frankrig og udviser barmhjertighed ved at lade de to klubber blive i landets bedste raekke, når de ikke har spillet sig til en reel nedrykning?
Argumenter er der ellers nok af.
I en af DHF’s mange love står f.eks. kort opridset i paragraf 17, at der ikke kan aendres i liga- eller turneringsreglementet, når turneringen stadig er i gang, så hvordan kan man juridisk set forsvare at tvangsnedrykke et hold, når det stadig har en matematiske chance for overlevelse?
Hvad med fairplay og solidaritet? En nedrykning koster penge, arbejdspladser og kan i vaerste fald true klubeksistensen. Det er set før. Bør man derfor ikke i en coronakrisetid udvise samfundssind ved at stå sammen og ikke efterlade nogen alene tilbage på perronen, som en ligatraener for nylig formulerede det?
Et af modsvarene fra DHFtoppen har indtil nu vaeret, at den pressede kalender ikke kan baere 15 hold i stedet for 14, men hvad betyder sølle to ekstra kampe per hold i en turneringskalender, der straekker sig over 10 måneder fra august til juni?
Så enkelt er det bare ikke.
Ingen plads til Super Cup
Der er allerede nu problemer med at finde terminer nok til at håndtere en ligaturnering med 14 hold. Indtil videre mangler man f.eks. fortsat at afvikle herrernes Final Four-staevne i pokalturneringen samt sjette runde i naeste saesons pokalturnering, som skulle vaere faerdigspillet i den forgange uge. Af samme årsag er de årlige Super Cup-finaler, der traditionelt set indleder saesonen, blevet sløjfet i den foreløbige turneringskalender. Der er simpelthen ikke plads.
Endnu et hold i de to ligaer vil ligeledes give en oversidder i hver spillerunde.
Det vil selvsagt skabe uorden i turneringens logistik, og det vil samtidig umuliggøre den haesblaesende sidste grundspilsrunde i hver halvsaeson, hvor de store og underholdende dramaer om f.eks. slut- og nedrykningspladser bliver afgjort. Her igangsaettes alle kampe samtidig for at sikre sportslig retfaerdighed. Men hvad gør man lige med det ekstra hold?
Vil skade landsholdet
Kalenderen bliver hvert år udarbejdet med saerligt hensyn til de klubber, der spiller fleste kampe på grund af europaeisk deltagelse. De spiller i forvejen to kampe om ugen og vil med en udvidelse periodevis skulle spille op til tre kampe om ugen.
Vil den ekstra belastning øge deres chancer for at sørge for flotte danske resultater mod Europas svaervaegtere? Tvaertimod, lyder det fra en af toptraenerne.
Dertil kommer landskampe for de bedste spillere. Er det overhovedet forsvarligt at forlange, at spillets nok vigtigste aktører skal presses yderligere i et OL-år og ikke mindst en krisetid, hvor trupperne i forvejen er skåret ind til benet på grund af omkostningsstop?
Kalendergymnastikken er en ting, håndboldkvaliteten er en anden. Det er knap to år siden, at kvindeligaen for første gang nogensinde blev udvidet fra 12 til 14 hold, og allerede dengang var der rygende uenighed om, hvorvidt de to ekstra hold ville gavne produktet.
Nogle traenere påpegede, at de ekstra kampe ville give anledning til at udvikle danske talenter fra andet geled, men den købte bl.a. Heine Eriksen, ligatraener i Aarhus United og ungdomslandstraener, langtfra. Han vurderede derimod, at udvidelsen af ligaen på sigt ville svaekke A-landsholdet.
»Skal vi have et staerkt landshold, skal det have gode arbejdsbetingelser. Der er allerede for få samlingsdage, og det bliver ikke bedre af at øge antallet af kampe,« sagde han dengang i JyllandsPosten.
Spaendingen daler
Tallene peger heller ikke på, at flere hold i f.eks. kvindeligaen skaber bedre oplevelser. Tilskuertallene er faldet efter udvidelsen fra 12 til 14 hold, og det er – med al respekt – naerliggende at spørge, om det i en konkurrencepraeget underholdningsbranche er sundt for kvindeligaens vaerdi at have for mange hold som Ajax København, EH Aalborg og Skanderborg Håndbold, der i snit kun tiltraekker lidt over 300 tilskuere per kamp?
Spaendingen i kampene er også dalet. Antallet af grundspilskampe med en målforskel på 10 scoringer eller derover er nemlig steget efter ligaudvidelsen i 2018. Hver femte grundspilskamp i kvindeligaen i fjor sluttede med en målforskel på 10 scoringer eller mere. Faktisk endte syv kampe med en difference på over 15 scoringer. Vil det mon blive bedre med tilføjelsen af 1. divisionsklubben Vendsyssel, som ikke har en eneste fuldtidsprofessionel spiller?
Og så er det ikke mindst vaerd at huske, at det blot er syv måneder siden, at DHF måtte hasteindkalde til et klubmøde, efter at Skanderborg Håndbold af TV 2 Sport var blevet afsløret i ikke at have forsikret sine kvindeligaspillere.
»Når vi hører Skanderborg sige, det er svaert at få tingene til at løbe rundt, således at man ikke kan forsikre spillerne, så er vi nødt til at saette os ned og snakke om, om der egentlig er penge nok samlet set til at drive en liga på allerhøjeste niveau med 14 hold,« sagde DHF’s generalsekretaer, Morten Stig Christensen, dengang.
Derfor er det ganske bøvlet for DHF at udvise storsind og barmhjertighed.
Tallene peger heller ikke på, at flere hold i f.eks. kvindeligaen skaber bedre oplevelser.